Annonce

Folketingsspørgsmål: S erobrer førsteplads fra V

Socialdemokratiet er igen det parti i Folketinget, der stiller flest § 20-spørgsmål til ministrene. Den position har Venstre ellers haft i de fire år, hvor Socialdemokratiet sad i regering.
Socialdemokratiet er de parti i Folketinget, der stiller suverænt flest af de såkaldte §20-spørgsmål til ministrene. Det viser dem årlige opgørelse Året der gik i Folketinget, som udsendes af Folketingets Administration og som dækker folketingssamlingen 2015-2016.

Socialdemokratiet stillede fra folketingets åbning i oktober 2015 og det næste år frem i alt 685 spørgsmål. Det lige så mange som de følgende fire partier tilsammen, Dansk Folkeparti (300), Enhedslisten (144), SF (133) og Alternativet (113). Regeringspartiet Venstre stillede blot 5 spørgsmål.

Listen over folketingsmedlemmer med flest spørgsmål toppes da også af tre socialdemokrater: Rasmus Horn Langhoff med 74 spørgsmål, Lea Wermelin med 47 og Rasmus Prehn med 44 spørgsmål. Den mest spørgende politiker fra blå blok var Dansk Folkepartis Pernille Bendixen med 37 spørgsmål.

Flest spørgsmål blev der stillet til Justitsministeren (151), efterfulgt af Transportministeren (129), sundhedsministeren (119) og Statsministeren (112). Der blev i alt stillet 1.527 til ministrene i det forgange folketingsår.

sporge1
Kilde: Året der gik i Folketinget, 2015-2016

Det er §20 i Folketingets forretningsorden, der giver medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål direkte til ministrene, og spørgsmålene betegnes derfor §20-spørgsmål. Spørgsmålene vil typisk gå på ministerens holdning til konkrete emner, mens spørgsmål af mere teknisk karakter typisk stilles som såkaldte udvalgsspørgsmål.

”Mener ministeren, at flere videregående uddannelser uden for de store byer er en god måde at styrke vækst og udvikling på i hele landet?”, lød eksempelvis et spørgsmål fra Rasmus Horn Langhoffs til uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs sidste år.

Venstrefolk toppede i seneste samling
Partiernes holdning til de mange §20-spørgsmål afhænger ofte af, hvorvidt de er i regeringen eller ej. Oppositionens ser dem gerne som et vigtigt redskab til at holde snor i regeringen, mens regeringen omvendt ofte affejer spørgsmålene som politiske drillerier.

Det nuværende regeringsparti Venstre har dog ikke noget at lade Socialdemokratiet høre, når det kommer til at stille mange spørgsmål. Det viser de tidligere års udgivelser af Året, der gik, i Folketinget, som alle er tilgængelige på Folketingets hjemmeside.

sporge3

Ved folketingssamlingen 2014-2015, forud for folketingsvalget i juni 2015, var Venstre nemlig endnu mere spørgelystent end Socialdemokratiet. I den samling stillede Venstre 780 §20-spørgsmål, Dansk Folkeparti 270 spørgsmål, Enhedslisten 159 spørgsmål, mens Socialdemokratiet blot stillede ét eneste spørgsmål.

Venstres Jacob Jensen var i folketingsåret 2014-2015 den mest spøgede politiker med 87 spørgsmål, efterfulgt af partikammeraterne Eva Kjer Hansen og Jan E. Jørgensen. Venstrefolk indtog 9 af de 12 øverste pladser.

Faktisk var Venstre det mest spørgelystne parti i alle de fire år under den socialdemokratisk ledede regering, og stillede fra 2011 til 2015 stillede Venstre i alt 5.755 spørgsmål til en af ministrene. Alene i 2011-2012, det første år under Thorning-regeringen, stillede Venstre 2.411 spørgsmål!

Dansk Folkeparti har også været godt med, og partiets sundhedsordfører, Liselotte Blixt, tog to år i træk prisen som Folketingets mest spørgende politiker.

sporge2

Giver ikke nødvendigvis fuldt billede
Opgørelsen over paragraf 20-spørgsmål giver dog ikke nødvendigvis et fuldkomment billede af, hvem der er Folketingets mest spørgelystne politiker. Ud over §20-spørgsmål har folketingsmedlemmerne nemlig også mulighed for at stille spørgsmål gennem de enkelte udvalg, de såkaldte udvalgsspørgsmål.

Dem var der over 10.000 af i 2015-2016-samlingen, altså seks gange så mange som §20-spørgsmål. Her stilles spørgsmålene, som navnet antyder, gennem de enkelte fagudvalg, og vil typisk vedrøre aktuel lovgivning eller andre sager der behandles i udvalget. Her er spørgsmålene dog ofte stillet i udvalgets navn, og der foreligger derfor ikke nogen samlet opgørelse over, hvem der har stillet flest spørgsmål.

 


Flere artikler om emnet