… for at fri vor bundne ånd

Principprogram; Kulturpolitikken handler om skabe fællesskab; om viden, indsigt og om give alle adgang til de oplevelser, der gør at vi får ny energi og flere kompetencer.
Kultur er måske ikke ét af de højest prioriterede områder i politik, men det er ét af de vigtigste.  Det er vel også derfor, at ”Internationale” i Hans Laursens gendigtning fra 1911 taler om ”at fri vor bundne ånd”. Måske ikke en helt tidssvarende formulering, men alligevel: En fri og velnæret ånd giver kreative, aktive mennesker, der kan noget – for sig selv og som en del af gode fællesskaber.

I Socialdemokraternes nuværende principprogram slås det fast, at ”alle skal have mulighed for at deltage i kulturlivet og at ”opleve kunst og kultur”. Det kan ingen være uenig i, og det må stadig udgøre en hjørnesten i kulturpolitikken. Den allermest basale deltagelse er, at enhver kan besøge museer, låne bøger og musik via biblioteket og så videre. Det bør være en selvfølge, at følgevirkningerne af de seneste års besparelser udbedres, så det for eksempel igen bliver muligt for alle at besøge statslige museer uden anden betaling end den, der allerede er lagt via skatten.

Som den svenske undersøgelse ”Vem besöker de centrala museerna?” fra 2014 viste, er spørgsmålet om nye gæster på museer mere komplekst end blot at handle om betaling ved indgangen eller ej. Men en betalingsvæg er næppe et godt redskab til at øge deltagelse i kunst og kultur. Den svenske rapport konkluderede derfor også, at vejen til øget deltagelse næppe var uafhængig af økonomi og foreslog ”statliga kulturcheckar” som et middel, sammen med et øget fokus på emner og former, der interesserer bredt.

Deltagelse kan skaleres hvis den bliver digital
Men ”deltagelse” og ”at opleve kunst og kultur” er ikke det samme som i 2004. At ”opleve” er ikke kun at være publikum; at se en teaterforestilling, læse en bog eller besøge en udstilling. Igennem de seneste år har digitaliseringen skabt helt nye muligheder for ikke kun at se på, men også selv at interagere med kultur. Den mulighed benytter folk i rigt mål.  Men fx på et museum er kun en brøkdel af genstandene udstillet og der er grænser for, hvor mange mennesker, der kan lukkes ind. På nettet er mulighederne uendeligt meget større.

Et eksempel: Statsbiblioteket og Rigsarkivet er blandt de institutioner, som har arbejdet meget digitalt. Udviklingen taler sit tydelige sprog. I 2005 fandt ca. 78.000 brugere vej til Rigsarkivets læsesale. I 2015 var der over fire millioner besøg på institutionens digitale tjenester. Det er helt almindelige hverdagsdanskere, som bruger dokumenter på nettet, typisk fordi de vil finde deres egen eller lokalsamfundets historie. Institutionens seneste brugerundersøgelse kunne endda tyde på, at arkivet har en lavere overrepræsentation af langvarigt uddannede, end man fx finder blandt mange museumsgæster. Arkivbrug er ellers ret krævende, brugeren skal bl.a. lære sig at læse et alfabet, som ingen har skrevet med i snart 150 år. I øvrigt udgør de digitale arkivtilbud en meget stor del af de ældre brugeres kontakt til nettet, og er derved med til at udvikle og vedligeholde digitale kompetencer. Eksemplet viser, at digital adgang er et vigtigt element i demokratisering af adgangen til kulturarv. Digitaliseret kulturarv når langt flere og rummer empowerment - i mangel af et bedre, dansk ord.

Nye, digitale kulturfællesskaber
Det er ikke kun den enkelte borger, studerende eller forsker, som har glæde af digitalisering. Det er også de nye fællesskaber på Facebook og andre netværk, det er it-talenterne, der afprøver deres ideer ved hackathons, det er kreative industrier, iværksættere, turistbranchen og mange andre. Hvis historie og kunst skal kunne bruges, når den nære fremtids digitale virkelighed, med linked open data, internet of things, ”smarte” byer, m.m. for alvor sætter ind, kræver det en kulturpolitik, der også sætter digitalisering på dagsordenen. Dvs. scanning, registering og tilgængeliggørelse af fotos, genstande, lyd, dokumenter, m.m. sådan at enhver kan finde og anvende dem til sine egne formål.

I de senere år er det blevet almindeligt at tale om ”kulturforbrugere”. Det er et meget bekvemt ord, hvis man gerne vil gøre kultur til en vare, den enkelte kan købe. På dén måde kan man anspore til (endnu) mere brugerbetaling. Men kultur bør ses som en ressource. Kultur bliver ikke ”forbrugt” – som i ”brugt op” – når den anvendes. Selvom der er mange der har haft fat i den, ligger kulturen ikke ”forbrugt” tilbage som den fedtede sæbegnalling, man skal se at få skiftet på badeværelset. Der bliver tværtimod mere kultur gennem brug –  ikke mindst digitalt.

Citizen Science – deltagelse for alvor
Digitaliseret kulturarv er råmateriale til citizen science, et fænomen, der kan skabe yderligere demokratisering, både i adgangen til kultur og historie og i relationen mellem borger og institutioner. Borgeren er ikke alene en ”modtager” der fx skal købe adgangsbillet til en udstilling eller oplevelse. Borgeren er også partner og reel producent, med mulighed for at stille krav til aktivitet og udbytte.

Citizen science er blandt andet den form for deltagelse, som opstår i forbindelse med crowdsourcing. Igen kan arkivverdenen give et eksempel: Rigsarkivet har over 14 millioner brugerskabte poster i sin database, som giver oplysninger om fortidsdanskere fra 1700-tallet og frem til begyndelsen af det 20 århundrede. Indholdet er skabt af almindelige, historieinteresserede borgere. Det er gratis for os alle at bruge, også for dem uden forhåndsviden om mærkelige alfabeter og gamle dokumenters indretning.

Perspektivet i øget digitalisering er derfor også øget grundlag for citizen science. Måske endda en pendent til udenlandske initiativer som zooniverse, der er en platform for mange forskellige crowdsourcing-samarbejder, skabt af Citizen Science Alliance.

Sæt kulturens råmaterialer fri – skab grundlag for kultur med flere stemmer
Hvad ville kunne der ske, hvis man overførte eksemplet fra arkivverdenen til andre områder; musik, teater, it, kunst, og så videre. Hvis råmaterialet sættes fri og brugen faciliteres, demokratiseres adgangen til at bruge og dermed fortolke historisk eller kunstnerisk materiale. Mange stemmer i fortolkningen kan kun være i fællesskabets interesse. En kulturpolitik, der understøtter dette, må derfor blandt andet rumme en revision af ophavsretslovgivningen samt et langt støre fokus på massedigitalisering med mulighed for videreudnyttelse. For eksempel gennem et krav om, at offentligt støttede kulturarvsinstitutioner skal stille deres samlinger til rådighed digitalt, og at det (også) skal ske i maskinlæsbar form - ikke kun som filer eller billeder på en gammeldags website.

Samtidig må en kulturpolitik, der har deltagelse som et væsentligt element, søge at rumme så mange stemmer, historier og mennesker som muligt. Hvorfor ikke kigge over sundet, hvor den svenske regering har iværksat arbejdet for en ny kulturarvspolitik, for et ”Sverige, der håller ihop? Her er målet netop at skabe dialog og at se den fælles kulturarv som noget, der er stadig udvikling og formes af mennesker i fællesskab. Også her kan en digital tilgang, hvor mange får mulighed for at deltage, være med til at styrke resultatet.

For kultur handler om fællesskab; om viden, indsigt og om adgang til de oplevelser, der gør at vi får ny energi og flere kompetencer. Kultur er del af den læring, som får os til at tænke nyt og handle anderledes. Det digitale rum er ét af de stærkeste redskaber for at gøre det.

Charlotte S. H. Jensen er kulturhistoriker og har arbejdet med historie samt digital formidling og kommunikation i snart 20 år blandt arkiver og museer.

---

Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets essay-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.

Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Morgan Krüger: Uddannelsespolitiken skal ud af overfløjens hænder
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag
Filip Sebastian: Socialdemokratiet i fortid og fremtid
Henning Tjørnehøj: Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse
Ellen Marie Andreasen: Unge har brug for successer – ikke mere pres
Jesper Knudsen: Socialdemokratiet må tilbage til rødderne

Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk.


Flere artikler om emnet

Annonce