For Nina Bang var klassekamp vigtigere end kvindekamp

På dagen for 100-års-jubilæet for kvinders stemmeret kaster vi et blik på Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang. Hun var langt fra en traditionel kvindeforkæmper, men hun satte sit præg på samtiden og eftertiden.
23. april 1924 fik Danmark sin første kvindelige minister nogensinde. Hendes navn var Nina Bang. Hun blev undervisningsminister, da Thorvald Stauning dannede danmarkshistoriens første socialdemokratiske regering efter partiet ved folketingsvalget i 1924 blev største parti.

Nina Bang ville demokratisere folkeskolen og forbedre lærernes uddannelse, men i sin korte ministertid nåede hun ikke at gennemføre dette. Mange af ideerne blev dog realiseret sidenhen.

I 1918 blev hun som den første socialdemokratiske kvinde nogensinde valgt til Landstinget. Selv om hun var den første kvinde, der nåede til tops i det politiske system, var hun ikke aktiv ligestillingsforkæmper. Hun mente, at kvindens situation var en del af den almindelige politiske kamp i samfundet og ikke krævede sin egen sag eller kvindekredse internt i Socialdemokratiet. Klassekampen var den overordnede kamp, som altså var vigtigere end kvindekampen.

Marxist, historiker og journalist
Nina Bang var – sammen med sin mand, Gustav Bang, der var folketingsmedlem – meget optaget af den marxistiske tankegang. De var begge uddannede historikere, hvilket for Nina Bangs vedkommende var ekstraordinært, da få kvinder på denne tid fik en universitetsuddannelse.

Nina Bang mente, at kvindens situation var en del af den almindelige politiske kamp i samfundet og ikke krævede sin egen sag

Gustav og Nina Bang interesserede sig særligt for Marx’ og Engels’ ideer om samfundets udvikling: At arbejderklassen og kapitalisterne har grundlæggende interessemodsætninger, da kapitalisterne tjener penge på arbejdernes indsats. Ifølge Marx har denne klassekamp fundet sted i alle tider fra antikken til vore dage.

Nina Bangs hovedprioritet blev det politiske og journalistiske arbejde, og sideløbende forskede hun videre i 1500-tallets handelshistorie, som var hendes store kæphest. I 1895 meldte Gustav og Nina Bang sig ind i Socialdemokratiet, hvilket var usædvanligt, eftersom de begge var akademikere.

I 1897 begyndte de to at skrive for dagbladet Socialdemokraten. Hendes hovedvægt var på arbejdernes meget ringe sociale kår omkring århundredeskiftet. Hun berettede især om det arbejderkvindernes særligt hårde liv. Lange arbejdsdage og lav løn var hverdagskost, og kvinderne måtte – modsat mændene – også tage vare på børnene og stå for husholdningen, når de kom hjem fra arbejde.

En kvindeforkæmper på sin helt egen måde
Nina Bang mente, at ligestillingsproblemerne automatisk ville være løst i et socialistisk samfund, og derfor var hun på det ideologiske plan modstander af særlig kvindeorganisering indenfor partiet. Alligevel talte hun kvindernes og børnenes sag i sit politiske arbejde.

Bang var – sammen med andre kvinder – med til at rykke grænserne for, hvad kvinder kunne i datidens samfund.

Hun krævede på mangt et møde valgret til kvinder – blandt andet på kvindernes internationale kampdag. Da den nye valgret endelig blev vedtaget med grundloven af 1915, således at kvinder og tjenestefolk nu fik stemmeret, opfordrede hun gang på gang arbejderkvinderne til at stemme socialdemokratisk for at skabe et bedre og mere lige samfund.

Den udvidede valgret var helt afgjort også en af grundene til, at Socialdemokratiet fik sit folkelige gennembrud i 1920’erne og 1930’erne. Bang var – sammen med andre kvinder – med til at rykke grænserne for, hvad kvinder kunne i datidens samfund. Dermed blev hun et forbillede for mange og blandt sine kolleger en velrespekteret politiker.

NINA BANG
Nina Henriette Wendeline Bang, født Ellinger, 1866-1928. Uddannet historiker fra Københavns Universitet, 1894. Medlem af Landstinget for Socialdemokratiet 1918-1928. Undervisningsminister 1924-1926 i Thorvald Staunings første regering. Gift med Gustav Bang, der var medlem af Folketinget fra 1910 til sin død i 1915.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook