Jeg betragter scenarierne gennem vinduerne på mit skib. Fuglene kommer, bliver for en periode og flyver videre igen.

Hver morgen og aften, ved solopgang og ved solnedgang, samler der sig store skarer af alliker på tagene og i de nærmeste træer, og pludselig, omtrent på samme tid, flyver de væk i formationer, enten til eller fra den tilstødende strandpark, hvor de holder til i trætoppene.

Allikernes samling og deres formationer, når de flyver hen over havnebassinet, ligner en miniatureudgave af stærenes ‘sort sol’, når de i tusindvis vælter op af sivskoven i Tøndermarsken i Sønderjylland.

Det er mønstrene, der er så betagende. Det er sværmen anskuet som en samlet enhed.  

Tilbagestrøget hanekam

Langs sivene her i havnen holder troldænderne og blishønsene til. Begge fugle er sorte på ryggen, og troldanden har skriggule, intense øjne samt en smukt tilbagestrøget hanekam. Blishønens hvide næb og hvide plet i panden gør den nem at genkende.

Måske det er deres størrelse, eller også er det deres evige dykken, hvorfra de kort efter dukker op igen, der gør, at de virker så ungdommelige.

Langs sivene driver de mere hjemmevante gråænder også forbi, hvis de ikke vralter rundt langs molen eller ligefrem ligger og sover til middag på bådebroerne.  

Knopsvaneparret er ankommet for en måneds tid siden. De har drevet rundt i havnebassinet for at finde det helt rette sted at anlægge deres rede.

Når deres æg er klækket, så vil de sammen med deres unger svømme omkring bådene og introducere dem til folket herude

Nu er det mest hannen, der driver omkring bådene, mens hunnen ligger i den rede, de så omhyggeligt har bygget.

Når deres æg er klækket, så vil de sammen med deres unger svømme omkring bådene og introducere dem til folket herude.

Vinger som køkkenknive

På de hule pæle, hvortil mit skib er fortøjet, er det årligt tilbagevendende sølvmågepar ved at etablere en rede.

Kort før de ankom var et hættemågepar i gang med det samme, men de er blevet jaget væk igen. De har fundet andre steder, og ofte ser jeg dem glide hen over horisonten, med deres spidse vinger, der ligner skarpe køkkenknive.

De flyver sammen med mågerne og gråkragerne. Disse tre fuglearter slås konstant, jagter hinanden og forsøger hele tiden at komme i overtal.

Når de store havmåger kommer på besøg, så ser det ud som om, at de andre rotter sig sammen for at bekæmpe dem.

Vindene på havnen er ofte voldsomme. Sjældent er vandets overflade spejlblankt. Man kan se hvordan strøm og vind divergerer, via krusningerne på overfladen, som bølgerne driver diagonalt henover.

så kommer sølvmågeparret tættere på, og jeg fodrer dem fra hånden, hvorfra de snapper maden

Når det blæser hårdt og konstant, så elsker mågerne at hænge stille i luften, med front imod vinden, som var de frosset fast der.

Der er noget fascinerende over at se dem sådan hænge i vinden, noget nær naturstridigt, og jeg ved ikke hvorfor de gør det.

Når sølvmågerne er færdige med at yngle og æggene er klækket, så er sommeren for alvor ved at folde sin varme ud.

Jeg begynder at indtage mine måltider ude på dækket, og så kommer sølvmågeparret tættere på, og jeg fodrer dem fra hånden, hvorfra de snapper maden, flyvende, hængende i luften.  

Som porcelæn fra Fjernøsten

Langs stendigerne står den gamle fiskehejre og ligner et stykke porcelæn fra Fjernøsten, med dens graciøse krop og det lange, spidse næb, konstant på nippet til at hakke det i en fisk.

Ved aftenstide, lige inden solnedgang, flyver den langs vandspejlet på stille dage, frem og tilbage, mens den skriger. Det er dens måde at sige godnat på.

De glubske skarver ser jeg konstant dykke for at jage fisk. De er ufatteligt glubske, og det er ikke usædvanligt at se dem forsluge sig på de helt store fisk.

Alle fuglene har travlt for tiden

Tidligt om morgenen, ved solopgang, sidder de på broerne med udfoldede vinger. De ligner tyske våbenskjold, sorte, sådan som de sidder der i modlys.

Oppe på selve molen, hvor nogle har hængt foder og fuglehuse op i træerne, sidder skovduer, gråspurve, blåmejser og andre småfugle. Hver morgen synger en solsort så smukt.

Alle fuglene har travlt for tiden. Det er ynglesæson, og de strides om territorierne, de synger, skræpper, skriger og kurrer.

De majestætiske rovfugle

Andre steder i landet, ved skovene og langs kysterne, fotograferer fugleentusiaster et væld af røde glenter og de heldigste får et glimt af ørnene.

Ved bygrænserne ses ofte høgene.

Selv så jeg engang en duehøg i min baggård i Sydhavnen. Den sad oven på en død due, og den havde hakket et stort, rundt hul midt i brystet på den.

Den må have været sulten, for den fløj ikke væk, selvom jeg kom helt tæt på. Det var noget chokerende, noget nærmest foruroligende over at se al den vildskab midt i byen af sten.

De svæver så roligt og selvsikkert, så højt på himlen, skuende ned efter bytte

Herude, lige i nærheden af selve havnen, får jeg ind imellem øje på en høg. Så snart jeg ser den, så er der noget i mig, der ligesom skælver. Det er en opmærksomhed på jægeren, som alle de andre dyr også registrerer.

Det er de majestætiske rovfugle. De svæver så roligt og selvsikkert, så højt på himlen, skuende ned efter bytte.

Kun en gang har jeg set en havørn. Jeg lå og solede mig på stranden herude, tæt på havnen hvor min båd er placeret.

Pludselig kom den svævende lige over mig, ikke ret højt oppe. Jeg husker endnu det chok, jeg fik, hvor helt igennem stærk oplevelsen var for mig.

Alene størrelsen på en havørn er næsten ikke til at fatte, som om at den i virkeligheden kræver mere plads, mere natur, for at kunne trives.

Noget eksotisk, noget ægyptisk

Tiden til fuglekikning er noget nær perfekt lige nu, fordi deres aktivitet er så intens, og fordi naturens grønne og farverige pragt ikke er fuldt udfoldet, og derfor ikke skjuler dem så intenst som om sommeren.  

Og det også tiden til at lytte. På alle byens villaveje synger de mange forskellige sangfugle hver morgen og ved aftenstid. Det er lyden af foråret.

Herude ved havnen, nede på strandengen, er der en lille fugleø og her er der en infernalsk larm. Der er et utal af fugle, der er ved at gøre sig klar til at yngle.

Der er noget eksotisk, noget ægyptisk over den, fordi dens nakke er irgrøn med en form som en hovedprydelse, der minder om en faraos

Langs cykelstien, på den anden side af bredden af den kunstigt skabte indsø, går der grågæs rundt og hidser sig op hver gang en cyklist eller en fodgænger kommer forbi.

Det er fordi, de snart får unger. De strækker hals og hvæser ad de forbipasserende, mens de forsøger at virke truende, oppustede og hele tiden løbende frem mod en.

Der er mange, mange flere fuglearter herude. Om sensommeren, for eksempel, trækker edderfugle ind i havnen. Jeg synes at det er en af de mest underligt udseende fugle, der findes her.

Dens næb går nærmest i et med dens hoved. Der er noget eksotisk, noget ægyptisk over den, fordi dens nakke er irgrøn med en form som en hovedprydelse, der minder om en faraos.

Surfer på vinden

Når det bliver varmere i vejret, til sommer, kommer landsvalerne også til havnen. Her sidder de på alle skibenes tovværk og rælinger, hvor de synger.

Deres flyveformationer er ubegribeligt smukke, fordi de nærmest surfer på vinden, cirklende i ottetaller, hele tiden styrtende ned mod havoverfladen, på jagt efter insekter.  

Men sådan er det med fuglene. Jeg er ikke ekspert, men de er jo alle vegne, og når først man får øje på dem, og lærer lidt om dem, så er det ufatteligt, hvor forskellige de i virkeligheden er.

om foråret er det som om, at det hele sådan rigtig går løs, når fuglene kommer tilbage fra deres træk

Hver eneste fugls særtræk er som et mysterium, på en og samme tid poetisk og naturvidenskabeligt interessant.

Og om foråret er det som om, at det hele sådan rigtig går løs, når fuglene kommer tilbage fra deres træk, når de søger efter territorier og begynder at synge og yngle.

Så ved man, at træerne og blomsterne snart vil springe ud, at frøerne snart vil begynde at kvække i åløbene, og sommerfuglene og de andre svirrende sværmere kommer på vingerne.