Forbehold eller ej: Det stemmer vi om

Debatten om forsvarsforbeholdet er ekstremt forplumret. Nedenstående er et forsøg på at få flyttet fokus over på substansen: den europæiske unions fælles forsvar, skriver professor Kjeld Schmidt.
Den 1. juni skal danskerne tage stilling til om vores forsvarsforbehold overfor EU skal afskaffes eller bevares. Debatten om forsvarsforbeholdet er i mine øjne blevet ekstremt forplumret og følelsesladet, og jeg vil her forsøge at redegøre mere nøgternt for, hvad det er vi skal stemme om.

1) En fælles udenrigspolitik

EU har en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det er traktatfæstet, at vi har en, og der er opbygget en hertil svarende organisation.

For så vidt som EU er en af de største økonomiske aktører på den globale scene (18% af verdens BNP, på niveau med USA og KIna), må Unionen nødvendigvis forholde sig til sin enorme magt på denne scene (økonomisk, handelspolitisk, sundhedspolitisk, transportpolitiske, udviklingspolitisk, klimapolitisk osv). Unionen må  for at kunne agere ansvarligt kunne varetage sine interesser i fællesskab.

Det er værd at notere, at det var i kraft den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, at EU — alle de centrifugale kræfter til trods — formåede at optræde samlet over for den udryddelseskrig, Rusland påbegyndte over for Ukraine den 24 februar.

Ved at optræde samlet, bidrog EU til at lidelser og ødelæggelserne blev betydeligt mindre end ellers.

 

2) Uden forsvar, ingen udenrigspolitik

Den  fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan ikke varetages uden et fælles forsvar.

En komplementær “fælles sikkerheds- og forsvarspolitik” udgør derfor et “integrerende” led i Unionens “fælles sikkerheds- og forsvarspolitik”  (unionstraktatens §§ 42.1, 43).

Den fælles forsvarspolitik er ikke overstatslig, men udformes i Det Europæiske Råd med enstemmighed.

Dette slås fast flere steder i traktaten (§§ 42.2 , 42.3, 42.4, 42.5). (Det kan selvsagt ændres ved vedtagelse af en ny unionstraktat, men det kan Grundloven også, det kan selv Enhedslistens EU-politik).

 

3) Forsvarspolitik under opbygning 

Den fælles forsvarspolitik eksisterer endnu kun i omrids. Den er under opbygning, netop fordi dens udformning afgøres ved enstemmighed.

“Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom.” (§ 42.2).

Den fælles forsvar opbygges gradvist og i enstemmighed.

 

4) Danmark vælger hvad vi vil bidrage til

Et fælles forsvar kræver evne til at iværksætte operationer.

Er vigtigt punkt i unionstraktaten er derfor, at den (i § 42 og 43) bemyndiger unionen til at anvende militære midler uden for Unionens område.

Det er en bemyndigelse: “Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt" (§ 42.1).

Opgaverne for det fælles forsvar omfatter “fælles aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver, rådgivnings- og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonflikt-stabiliseringsoperationer”.

At operationerne skal iværksættes og udføres i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt, og at der dermed alene er tale om operationer, der er lovlige i henhold til FNs charter, udelukker traktatmæssigt angrebskrige og kolonikrige.

Det er Det Europæiske Råd, der “fastlægger [opgavernes] mål og rækkevidde samt de overordnede betingelser for deres gennemførelse”, dvs at beskrivelsen af opgaverne foregå med enstemmighed (§ 43).

Medlemslandene afgør hver især, om og i hvilket omfang de vil deltage.

 

5) Det Europæiske Forsvarsagentur 

Det foreløbige resultat af den institutionelle realisering af EU's fælles forsvar er opbygningen af Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA).

Der er i dette regi i de forløbne 18 år siden grundlæggelsen i 2004 blevet gennemført 36 fredsbevarende og konfliktforebyggende operationer (i Europa, Afrika og Asien).

Det kan ikke siges at være voldsomt, med mindre man er af den opfattelse, at bekæmpelse af terrororganisationer som ISIS og Al Qaeda i samarbejde med lokale regeringer i sig selv er “neo-kolonialistisk”.

At udformningen afgøres ved enstemmighed og ved frivillig deltagelse, er en svaghed ved det fælles forsvar, men det kan modstandere af EU eller blot af det fælles forsvar ikke lægge det fælles forsvar til last: det vil være en cirkelslutning (‘vi er imod at give jer kompetence til opgaven, og vi giver jer ikke kompetencen, for - ævbæv - I magter jo ikke opgaven!’).

 

6) Solidaritet mellem landene

Det centrale i det fælles forsvar er traktatens solidaritetsbestemmelser (§§ 42.7 og 222), der forpligter medlemsstaterne til at yde gensidig hjælp ved væbnet angreb på et medlemsland:

“Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 51 i De Forenede Nationers pagt yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen.” (§ 42.7)

Tilsvarende ved terrorangreb og lignende: “Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe. Unionen tager alle de instrumenter i brug, der står til dens rådighed, herunder de militære midler, medlemsstaterne stiller til dens rådighed” (§ 222)

Det er primært forpligtelsen til gensidig hjælp europæiske lande imellem, Danmark har sagt nej til med forsvarsforbeholdet.

Det er den politik, vi tager stilling til igen den 1. juni: vil vi under indtryk af den drastisk ændrede sikkerhedspolitiske situation i Europa, som opstod i 2014, og som ramte alle lige i ansigtet den 24 februar i år (og for de tungnemme med afsløringerne efter 1. april af de massive krigsforbrydelser i Butja) stadig afvise denne forpligtelsen til gensidig hjælp i forhold til vores europæiske naboer?

 

7) EU og/eller NATO?

Og så er der det spørgsmål, der forvirrer mange: forholdet mellem NATO og EUs fælles forsvar.

Traktatteksten tager eksplicit højde for mange medlemstaters forpligtelser over for NATO (§§ 42.2 og 42.7), idet det understreges, at Unionens fælles forsvarspolitik skal “overholde” og være “i overensstemmelse med” de “forpligtelser”, disse stater har som NATO-medlemmer.

De to institutioner har følgerigtigt for to årtier siden institutionaliseret deres praktiske samarbejde.

At opstille EU's fælles forsvar og NATO som alternativer er udtryk for uvidenhed eller måske blot demagogi. Samordning mellem to organisationer af samme observans frembyder næppe flere eller større problemer end samordning mellem forskellige landes sundhedspolitik.

 

 

Netavisen Pio har modtaget tilskud fra Europa-Nævnet til debatindlæg, der fremmer oplysning og debat om folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni.

Alle indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning og skal overholde de presseetiske regler.

Kjeld Schmidt er dr.scient.soc. og professor (emeritus) på Copenhagen Business School, professor på Universität Siegen i Tyskland og chefredaktør på tidsskriftet 'The CSCW Journal'.


placeholder

Annonce