Forbundsformand: Den danske model er ikke et tag-selv-bord

Den danske model er ikke opstået af sig selv. Den er ikke en naturlov. Og den kan ikke overleve, hvis flere og flere behandler den som et tag-selv-bord.

Alligevel hører vi igen og igen, at fagbevægelsens brug af lovlige konfliktskridt bliver udlagt som urimeligt pres, gammeldags kampmidler eller ligefrem "mafiametoder". 

Ofte kommer kritikken fra borgerlige politikere, debattører og gule foreninger, mens uorganiserede arbejdsgivere fremstiller sig selv som ofre for et system, de i virkeligheden nyder godt af hver eneste dag.

Men den danske model bygger netop på, at løn og arbejdsvilkår ikke fastsættes af staten eller af tilfældige enkeltvirksomheder. De fastsættes gennem kollektive aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. 

Læs også:Forbundsformand: Mafia? Nej – det hedder den danske model

Og de aftaler kommer ikke af venlige hensigtserklæringer alene. De kræver organisering, forhandlinger og – når det er nødvendigt – muligheden for konflikt.

Blokader, strejker og lockout er ikke fejl i systemet. De er en del af systemet.

Enighed om fagforeningers værdi

Det er ikke kun os i fagbevægelsen, der kan se en værdi i det organiserede arbejdsmarked med rigtige arbejdsgiverforeninger og fagforeninger.   

Det kan vismændene i Det Økonomiske Råd (DØRS) også. Og det er jo de færreste af dem, man kan kalde ræverøde lejesvende.

Så ender regningen hos dem, der faktisk tager ansvar

Ved deres bord sidder blandt andet folk fra CEPOS, Dansk Arbejdsgiverforening, DI og Dansk Erhverv side om side med uafhængige professorer. DØRS seneste rapport dokumenterer sort på hvidt, at stærke, overenskomstbærende fagforeninger sikrer højere lønninger og højere beskæftigelse. 

Uden konfliktretten bliver forhandlingsretten hul. For hvad er en forhandling værd, hvis den ene part altid kan sige nej uden konsekvenser? 

Hvis arbejdsgivere frit kan afvise overenskomst og samtidig nyde godt af et arbejdsmarked, hvor andre tager ansvaret for løn, uddannelse, pension, barsel, arbejdsmiljø og ordnede forhold, så skævvrides hele modellen.

Læs også:For over 20 år siden plantede Fogh og Hjort en bombe under arbejdsmarkedet

Så ender regningen hos dem, der faktisk tager ansvar.

Det rammer ikke kun lønmodtagerne. Det rammer også de ordentlige arbejdsgivere, der tegner overenskomst, betaler en fair løn og konkurrerer på kvalitet i stedet for på hvor langt man kan presse medarbejderne ned.

Den danske model afhænger af organisering

Derfor er det også forkert at lade som om, at de gule foreninger bare er et neutralt og billigere alternativ. De sælger kontingenter, men de bærer ikke den samme del af konstruktionen. 

De står ikke med det samme ansvar ude på arbejdspladserne. De bygger ikke det organiserede arbejdsmarked op. De kan høste fordelene af den danske model, men de er ikke med til at bære den, når det bliver tungt.

Den danske model virker kun, hvis nogen organiserer sig, forhandler aftalerne og står fast, når de bliver udfordret

Man kan ikke både stille sig uden for fællesskabet og samtidig kræve fuld adgang til de resultater, fællesskabet skaber.

Det er kernen i diskussionen om et målrettet fagforeningsfradrag, som er foreslået i regeringsgrundlaget, og som vi naturligvis støtter fuldt op om. 

Læs også:KA vil gerne have æren for den danske model - bare ikke regningen

Når samfundet understøtter medlemskab af de organisationer, der indgår overenskomster og tager ansvar for arbejdsmarkedets spilleregler, er det ikke en tilfældig gave. Det er en investering i et system, der i årtier har skabt stabilitet, høj tillid og ordnede forhold.

Den danske model virker kun, hvis nogen organiserer sig, forhandler aftalerne og står fast, når de bliver udfordret. 

Hvis alle vælger den billigste vej uden om ansvaret, er der til sidst ikke meget model tilbage at nyde godt af.