Forbundsformand: Det kræver handling, når kyniske bagmænd udsætter lønmodtagere for livsfare

Den danske model står på skuldrene af tillid, solidaritet og fællesskab. Tillid mellem at arbejdstager og arbejdsgiver overholder deres aftaler imellem sig. Tillid til at der er et ordentligt arbejdsmiljø og sikkerhedsniveau.

Tillid til at man får udbetalt den løn som er berettiget. Og ikke mindst tillid til, at man ikke risikerer at dø af at gå på arbejde.

At helt almindelige lønmodtagere bliver misbrugt på den måde, og konkret risikerer at blive slået ihjel i deres arbejde er ganske enkelt forkasteligt

Tilmeld dig Pios nyhedsbrev

Helt almindelige lønmodtagere misbruges og udsættes for livsfare 

Desværre ser vi flere og flere eksempler på, hvordan denne tillid misbruges af arbejdsgivere, og hvordan kyniske bagmænd slipper alt for let afsted med at udsætte lønmodtagere for konkret livsfare.

Senest har vi set hvordan børn er sat til at arbejde med livsfarlige materialer i nedrivning af asbestholdigt eternittag uden nogen former for beskyttelse eller værnemidler.

At helt almindelige lønmodtagere bliver misbrugt på den måde, og konkret risikerer at blive slået ihjel i deres arbejde er ganske enkelt forkasteligt – og det skriger på, at vi skal gøre meget mere for at redde helt almindelige arbejdstagere.

Det er altid lønmodtagerne, der betaler prisen

"Underdanmark"

Derudover ses det i DR-dokumentaren ”Underdanmark”, der følger to migrantarbejdere, son bliver snydt for løn og holdt hjemme, når myndighederne laver kontrol.

Endnu et tydeligt eksempel på udnyttelse af tilliden i den danske model, når almindelige løn- og arbejdsvilkår ikke overholdes – hvilket ender med at underminere grundstenen på det danske arbejdsmarked.

Forsvinder helt almindelige lønmodtageres sikkerhed og tilliden mellem arbejdsgiver og arbejdstager, står vi med et enormt problem – og når arbejdsgiveren af den ene eller anden grund ikke overholder reglerne, er det i alle tilfældene lønmodtagerne, det går udover.

Hvad enten det er helbredet som en direkte konsekvens af et livsfarligt arbejdsmiljø eller økonomisk gennem manglende lønudbetalinger, så er det altid lønmodtagerne der betaler prisen.

derfor må det være hovedentreprenørens ansvar at sikre, at det aldrig er lønmodtageren, der taber

Ingen er stærkere end det svageste led

Med et kædeansvar har hovedentreprenøren ansvaret for sikkerheden og at dække omkostningerne, hvis en underentreprenør ikke overholder løn- og arbejdsvilkår.

Vi har tidligere hørt, hvordan arbejdsgivere er skeptiske overfor kædeansvar, da de hævder der er et urimeligt krav, men kædeansvaret bliver først aktuelt, hvis ikke helt almindelige løn- og arbejdsvilkår er sikret.

Kæden er som bekendt ikke stærkere end det svageste led – og derfor må det være hovedentreprenørens ansvar at sikre, at det aldrig er lønmodtageren, der taber. Og vi ved, at kædeansvar virker!

Det må aldrig kunne betale sig at være fuldstændig ligeglad med arbejdstagerne

Kædeansvar er allerede velfungerende i flere EU-lande

Mindst otte EU-lande og Norge har velfungerende kædeansvarsmodeller, som både arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer i de respektive lande er begejstrerede for.

Det er med til at forhindre social dumping, snyd og svindel og sikrer, at de aftalte vilkår mellem arbejdsgiver og arbejdstager overholdes af alle.

De seneste eksempler på den kyniske udnyttelse af arbejdstagere vidner om, at vi skal redde helt almindelige lønmodtagere.

I dag har hovedentreprenøren i Danmark allerede ansvar for tidsplanen og kvaliteten af udført arbejde. Så bør de naturligt ikke også have ansvaret for sikkerheden og betale den korrekte løn for det udførte arbejde?

Lad os nu inspirere af vores nabolande og påtage os det ansvar, der sikrer at lønmodtagernes vilkår er sikre på arbejdspladsen.

Kædeansvar kan være en nødvendighed for at sikre lønmodtagernes helt grundlæggende sikkerhedsvilkår og styrke tilliden i den danske model.

Det må aldrig kunne betale sig at være fuldstændig ligeglad med arbejdstagerne – og vi skal sikre at systemet fungerer.

Det må på intet tidspunkt blive det være det yderste led – lønmodtageren –, der bliver det svageste led!