Forbundsformand: Lodsers arbejdsmiljø er livsfarligt, så hvorfor er sikkerheden efterladt på kajen?
Forbundsformand: Lodsers arbejdsmiljø er livsfarligt, så hvorfor er sikkerheden efterladt på kajen?
Historien har gang på gang vist, at der først bliver vist politisk interesse, når en alvorlig ulykke har indtruffet. Men hvorfor vente på en tragedie for en dansk lods?
John Nielsen, forbundsformand for Serviceforbundet, undrer sig over den manglende sikkerhed for danske lodser
Forstil dig en vinternat på Østersøen, hvor en lods er på vej fra lodsbåden over på et større fragtskib. Vejret er roligt, men vandet iskoldt. Under overflytningen glider lodsen og mister balancen et kort øjeblik.
Heldigvis når vedkommende at gribe fat i lejderen og undgår at falde i vandet.
Men hvad nu, hvis han var faldet?
Et livsfarligt arbejdsmiljø
I dag er der kun krav om én person ud over lodsen på lodsbåden. Så hvis en lods falder i vandet, er det denne ene person, der skal finde vedkommende, sejle lodsbåden hen til ham og forsøge at redde ham op af vandet. Søfartsstyrelsen mener, at det er tilstrækkeligt, så længe vejret ikke er for voldsomt.
Men hvad sker der om natten eller om vinteren, hvor vandet er iskoldt?
Fakta er, at falder en lods ned under transporten mellem de to skibe, er vedkommende i reel livsfare.
Faktisk er det også en udfordring at redde en person op fra koldt vand under optimale forhold. Men under dårlige forhold – som om natten, i kulde eller i blæsende vejr – bliver opgaven nærmest uoverkommelig for en enkeltperson.
For eksempel er tonen en anden, hvis der skal sejles en person ud til en havvindmølle
Hvordan kan vi forsvare, at arbejdsvilkårene for lodser er mindre sikre end for andre brancher med lignende risici?
For eksempel er tonen en anden, hvis der skal sejles en person ud til en havvindmølle. Her kræves der to personer i båden udover den omtalte person – og det er vel og mærke når en person skal flytte sig fra en bevægelig båd til en stabil position.
Mens når en lods skal flytte sig mellem to bevægelige positioner kræves der kun én person i båden. Det giver da overhovedet ikke mening.
Bureaukratiets systematiske hindringer
Søfartsstyrelsen mener, at det er sikkert nok, hvis der er én person i båden udover lodsen, og mener ikke, at det er risikofyldt arbejde at klatre fra en båd over på et skib, så længe det ikke blæser.
Det virker langt mere logisk, at lodserne, der skal bevæge sig mellem to bevægelige positioner bør have flere personer til at assistere – ikke mindst for at kunne håndtere en ulykke.
At tilføje én ekstra person til besætningen vil være den billigste og mest effektive løsning, samtidig med at det skaber et langt tryggere arbejdsmiljø for lodserne. Vore nabolande har allerede indset dette og har flere personer om bord af sikkerhedshensyn.
Det mener jeg i bund og grund handler om, at der er alt for lidt virkelighedsfornemmelse for, hvordan en lods’ arbejde foregår
Alligevel ser vi i dag, at Søfartsstyrelsen har et meget anderledes syn på sikkerheden for lodser.
I stedet for at tilpasse sig de konkrete og risikofyldte forhold på havet, bliver besætninger og lodser ofte fanget i bureaukratiske regler udarbejdet på land, som ikke tager højde for de akutte og farlige situationer, der kan opstå på havet.
Det mener jeg i bund og grund handler om, at der er alt for lidt virkelighedsfornemmelse for, hvordan en lods’ arbejde foregår.
Hvem tør tage ansvar?
Historien har gang på gang vist, at der først bliver vist politisk interesse, når en alvorlig ulykke har indtruffet. Men hvorfor vente på en tragedie for en dansk lods? På verdensplan dør alt for mange lodser årligt i arbejdsulykker, netop når lodserne skal frem og tilbage mellem skibene ude på havet.
Løsningen er for mit vedkommende klar: Krav om minimumsbemanding på to personer ud over lodsen selv på lodsbådene
Lodserne er lønmodtagere som alle andre på det danske arbejdsmarked, og spiller en klar og vigtig rolle i at beskytte vores danske farvande. Som alle andre lønmodtagere har de krav på et sikkert arbejdsmiljø.
Løsningen er for mit vedkommende klar: Krav om minimumsbemanding på to personer ud over lodsen selv på lodsbådene.
Jeg sender derfor en opfordring til vores politikere og den ansvarlige minister om at være proaktive og overveje, om lodser faktisk er underlagt den nødvendige sikkerhed, eller om vi skal afvente den ulykke, som vil koste den næste lods livet.
Kommentarer
Hvis lodsen var iført sele
Kunne syntes nærliggende, men
Sammenlignet med øvrige
Tilføj kommentar