Forbundsformand: Regeringsgrundlag med roser og tidsler

Den nye regering lægger op til at styrke lønmodtagernes sikkerhedsnet og investere mere i erhvervsskolerne, hvilket får ros fra fagforbund, som dog også efterlyser noget.
Foto: Jonas Krøner
Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet
Der er både markante forbedringer for lønmodtagerne, men også en række tidsler i det regeringsgrundlag, som lederne af SMV-regeringen præsenterede onsdag på Marienborg.

Det mener i hvert fald Henrik W. Petersen, der er formand for Blik- og Rørarbejderforbundet, der repræsenterer landets blikkenslagere, VVS’ere og skorstensfejere.

Flere gode elementer

”Jeg glæder mig over sikringen af retten til tidlig pension, som kommer mange medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet til gavn, ligesom jeg også glæder mig over, at styrkelsen af dagpengene fastholdes.

Det er en udvidelse af lønmodtagernes sikkerhedsnet, vi har kæmpet for i mange år," udtaler Henrik W. Petersen i en pressemeddelelse.

Den nye regering lægger også op til ”en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne”, hvilket vækker stor glæde hos Blik & Rør-formanden:

“Nu ser det endelig ud til, at der kommer investeringer i erhvervsuddannelserne og fremtidens faglærte. Det er både afgørende og nødvendigt, hvis Danmark skal nå i mål med den grønne omstilling."

Han fremhæver desuden hurtigere omstilling af varmeforbrug, energieffektivisering af offentlige bygninger samt fokus på opkvalificering og efteruddannelse som positive elementer i regeringsgrundlaget.

Intet om arbejdsmiljø

Der er dog også elementer i regeringsgrundlaget, der får advarselslamperne til at lyse hos forbundsformanden.

”Jeg undrer mig over, at en vigtig myndighed som Arbejdstilsynet ikke er nævnt én eneste gang i regeringsgrundlaget.”

“Det manglende fokus på arbejdsmiljø kan godt bekymre mig, så her skal vi være på vagt, ligesom vi også skal være på vagt, når regeringen lægger op til mere udenlandsk arbejdskraft,” siger Henrik W. Petersen.

En anden tidsel er afskaffelsen af en helligdag, formentlig Store Bededag, som regeringen foreslår.

Til kamp for den danske model

Endelig glæder Henrik W. Petersen sig over over, at regeringen – bl.a. efter stort pres fra fagbevægelsen – vil anlægge et såkaldt annullationssøgsmål om EU’s mindstelønsdirektiv.

”I Danmark har vi en lang og stolt tradition for, at løndannelse er et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter. Sådan skal det også være i fremtiden.

En lovbestemt EU-mindsteløn kan være en bombe under den danske arbejdsmarkedsmodel,” siger han.

Henrik W. Petersen kalder det til gengæld ”en styrkelse af den danske model”, at regeringen vil tage initiativ til en permanent trepartsinstitution.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce