Forbyd ikke Hizb-ut-Tahrir

Et forbud er at begå harakiri på Danmarks troværdighed i alle spørgsmål om ytrings-, forsamlings og politisk frihed.
Faktisk har jeg svært ved at se, at man opnår noget som helst ved et forbud, der kan begynde at veje op for den åndelige harakiri, vi samtidig vil begå på vores egen selvforståelse som samfund

Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden.
Når man præsenterer sig ved et middagsbord i den arabiske eller muslimske verden, så er det ikke ualmindeligt at få et lidt usikkert, spørgende blik, som om bordherren forventer, at man fortsætter i tourette-stil med at sige nogle helt vilde ting om hans kultur, religion, påklædning eller bordmanerer.
Men åbenheden har også nogle positive sider. En tidligere kollega fra Nepal fortalte mig, at når der var en dansker på kontoret, så vidste man, at fingeren blev sat på de ømme punkter i kontorgangen.
Langvarig tradition for at afvise martyr-komplekser
Vores ofte lidt upolerede stil har klare styrker. Og kampen for en fri debat, for forsamlingsfrihed, politisk og tankefrihed er vigtig. Uhyre vigtig på dette tidspunkt i verdenshistorien.
Vi har en lang tradition for at tillade stort set alle at ytre og forsamle sig. En af mine slægtninge var længe medlem af en forening, der kæmpede for at få Skåne tilbage under dansk flag. Og længere ude på ekstremerne har Danmark været et af de få lande i Nordeuropa, der har tilladt nazister ikke bare at forene og ytre sig, men også at have udbredt trykkefrihed for deres synspunkter.
Og traditionen er langvarig, i 1960'erne da forbundsrepublikken Tyskland forbød kommunister at forene sig, tog man aktivt stilling i Danmark og mente, at det var bedre at have organiserede kommunister ude i lyset end at have dem i undergrunden galoperende afsted på et voldsomt martyr-kompleks.

Og som partier på den danske venstrefløj ved selvsyn kan konstatere disse år, så kan politiske bevægelser væsensforandres på rekordtid. Progressiv betyder ikke nødvendigvis evigt progressiv, og regressiv behøver heller ikke at betyde evigt regressiv.

Danmark skal satse på troværdigheden
Den danske tilgang har også været båret af en erkendelse af, at man ikke kan forbyde tanker og holdninger, og at det er bedre som samfund at vide, at de ekstreme af slagsen findes i blandt os end at lukke øjne og ører for det. Som også den indiske regering kan konstatere i disse dage, så betyder forbud ikke nødvendigvis, at et problem går væk.

Og når man som Danmark går forrest, så skal man have troværdigheden i orden. Troværdighed er som bekendt fundamentet for et hvilket som helst politisk projekt. Uden troværdighed er der ingen grund til så meget som at åbne munden.

Derfor skal man før man skrider til et forbud af Hizb-ut-Tahrir, sætte sig ned og spørge sig selv, hvor i kampen for ytringsfrihed, politisk frihed og tankefrihed dette forbud passer ind. Kan man argumentere fornuftigt for, at man i Danmark må organisere sig for en nazistisk, racistisk, fascistoid samfundsmodel, men ikke for et regressivt kalifat? Altså, kan man på nogen måde få den argumentation til at hænge sammen?

Og samtidig må man spørge sig selv, hvad man tror, man vil opnå ved et forbud?

Vi skal ikke mytologisere Hizb-ut-Tahrir
Det sandsynlige er, at foreningen på et splitsekund bliver omdannet til en vidtforgrenet studiekreds, eller undergår en række navneforandringer, fordi man jo ikke med forbuddet får problemet med, at der er unge, vrede danskere, der mener, at kalifatet er et bedre tilbud til dem, end kontanthjælp eller et 9-4 job i kommunen, til at gå væk. Tværtimod kunne man komme til at mytologisere foreningen, styrke medlemmernes position og vigtighed i deres miljøer og puste til de - i al fairness - ikke altid helt urimelige forestillinger om ubærlig dobbeltmoral i den vestlige kultur.

Faktisk har jeg svært ved at se, at man opnår noget som helst ved et forbud, der kan begynde at veje op for den åndelige harakiri, vi samtidig vil begå på vores egen selvforståelse som samfund, og det til tider lidt klodsede, men dog solide brand, vi har opbygget internationalt som et land, der står helt ude på vippen i forsvaret for de politiske friheder.

Anne Sofie Allarp (f. 1972) er forfatter, debattør, foredragsholder og uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet. Hun har blandt andet skrevet romanen Falske Stemmer (2011) om Socialdemokraterne og senest debatbogen Den skandinaviske drøm (2014).  


Flere artikler om emnet

Annonce