Fordøm nu Israels krigsførelse i Gaza og bosætternes vold på Vestbredden

Opråb til statsminister Mette Frederiksen:

Fordøm nu Israels krigsførelse i Gaza og bosætternes vold på Vestbredden

Danmark bliver dømt meget hårdt i eftertiden, hvis vi fortsat nægter at hjælpe børnene i Gaza, lyder det fra ph.d. i sundhedsvidenskab, Eva Marianne Thune Jacobsen, i dette debatindlæg

Ruiner i Gaza efter israelsk luftangreb 9. oktober 2023.
Billedtekst
Ruiner i Gaza efter israelsk luftangreb 9. oktober 2023.
Foto: Wikimedia Commons
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Som statsminister og regeringschef har du Mette Frederiksen (S) et særligt ansvar for at formidle Danmarks demokratiske og humanistiske værdier både nationalt og internationalt. 

Desuden skal værdierne følges af politisk handling. Lige nu pågår en rædselsvækkende krig udført af Israels regering imod sultende, syge, forsvarsløse og handlingslammede palæstinensere. 

Jeg har endnu ikke hørt dig formidle hverken vores danske værdier eller foretaget politiske handlinger, som fordømmer den israelske regerings krigsførelse, som nu har varet siden Hamas´ terrorangreb imod Israel 7. oktober 2023.  

Jeg er en dybt berørt og fortvivlet borger, som derfor vil spørge dig om følgende: 

Ser du de samme TV-udsendelser fra Palæstina, som jeg gør? 

Læser du de aviser, som ihærdigt skriver om krigen, som jeg gør? Er du ligeså rystet i din grundvold, som jeg er? 

Det er jeg sikker på også gælder for dig. Men så forstår jeg ikke, at du bliver ved med at sige, at Israel har ret til at forsvare sig selv.

Jeg forstår heller ikke, at du ikke for længe siden har taget skarpt afstand fra den israelske regerings måde at føre deres udslettelseskrig på. 

Læs også:“Israel har ret til at eksistere i fred og frihed - palæstinenserne har præcis den samme ret”

Langt de fleste danske og europæiske politikere, journalister og folk fra de forskellige nødhjælpsorganisationer kalder Israels krigsførelse for folkemord, og andre landes regeringschefer har for længst taget fløjshandskerne af. 

Hvor er du, jeg hører dig ikke tage afstand fra den politik, som Israel og den højreorienterede regering fører med stærk støtte fra de voldelige bosættere på Vestbredden? 

Du kan da ikke blive ved med at støtte Israel med baggrund i hverken Hamas´ terrorangreb eller de grufulde jødeforfølgelser under Hitlers Naziregime. 

Udsultede og livstruede børn

Prøv at genkalde dig billeder af hundredevis af palæstinensere, der med blikskåle kæmper om at få lidt suppe eller anden mad fra de sparsomme nødrationer, som Israel efter pres langt om længe har tilladt at blive kørt ind i Gaza. 

Og hvad med billederne af udsultede og livstruede børn. 

Jeg bliver vred og skræmt af at se den sult og de lidelser, der dokumenteres for os her i Danmark. Jeg vil ikke her gentage, hvad vi allerede ved fra vores udsendte folk fra Læger Uden Grænser, Røde Kors, WHO samt fra modige og dygtige journalister. 

Du kender fakta, jeg kender fakta, og danskere kender fakta. Men hvad kan vi som almindelige borgere stille op udover at demonstrere, skrive læserbreve og underskrive protester via nødhjælpsorganisationernes opråb? 

Israel har overhovedet heller ikke ret til at omgå krigens love og bruge sult, som er det mest grufulde krigsvåben, som findes

Du kan som vores statsminister vise vej gennem politisk vilje til langt om længe og uden tøven at tage kraftig afstand fra Nethanyahu og skrotte sætningen: ”Israel har ret til at forsvare sig selv”. 

For nej, det er ikke længere et gangbart politisk argument. Israel har ikke ret til bombe boliger, skoler, hospitaler, at dræbe civile og nu med det israelske artikulerede mål om etnisk udrensning af det palæstinensisk folk.

Israel har overhovedet heller ikke ret til at omgå krigens love og bruge sult, som er det mest grufulde krigsvåben, som findes. 

Børnenes statsminister

Kan du som børnenes statsminister se dig selv i øjnene eller er det kun de danske børn, du har haft i tankerne, da du holdt din nytårstale? 

Hvad forhindrer dig i at beslutte at Danmark tager imod syge og livstruede børn fra Gaza? 

WHO har rettet henvendelse til alle medlemslande om at tage imod disse børn, hvilket de europæiske lande Norge, Schweiz, Frankrig, Belgien, Spanien, Italien og Rumænien har gjort. 

Læs også:Mette F. om Israels fremfærd i Gaza: “Bør med det samme sikre uhindret, hurtig og sikker adgang for nødhjælp”

Men ikke Danmark, som forsvarer sig med, at det skal ske i nærområdet omkring og i Gaza. 

Gaza har overhovedet ikke sundhedsfaglig kapacitet til at behandle de børn, da hospitaler er bombet, flere nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt, der er mangel på medicin og faciliteter til komplicerede operationer.

Et nærområde som Egypten har modtaget så mange børn, at de har svært ved at klare flere børn med behov for hjælp til at overleve. 

Danmark vil blive dømt hårdt i eftertiden

Udover det groteske argument med nærområderne, så har vores sundhedsminister Sophie Løhde (V) udtalt, at vi ikke skal modtage palæstinensiske børn og deres pårørende, fordi det er en sikkerhedsrisiko for vores land! 

Helt ærlig, det er da det rene surrealistiske, politiske makværk af en udtalelse. 

Mon ikke både børnene og eventuelle pårørende vil blive så taknemmelige og rørte over vores omsorg, at det med en risikoopførsel viser sig at være irrelevant. 

Danmark bliver snarere dømt meget hårdt i eftertiden, hvis vi fortsat nægter at hjælpe.  

Læs også:Krigen i Gaza lægger pres på socialdemokrater – fra Europa til USA

Jeg vil ønske, at du nu tager skarpt afstand fra den aktuelle situation og bakker op om indførelse af  sanktioner imod Israel. 

Du kan, hvis du vil sørge for, at Danmark så hurtigt som muligt nu og i fremtiden bliver kendt som et humanitært land med samvittighed, empati og handling over for uretfærdighed, undertrykkelse og krig. 

Du var og er stålsat, når det drejer sig om støtte til Ukraine og kritik af Rusland. Hvorfor så ikke være en stålsat støtte til palæstinenserne og kritik af Israels krigshandlinger, som overtræder krigens love og Folkeretten?   

Eva Marianne Thune Jacobsen

Ph.d. i sundhedsvidenskab, mag. art. kultursociolog, fysioterapeut

Kommentarer

Indsendt af Jens (ikke efterprøvet) den Fredag den 13.06.2025 - 16:17

Jeg ser Hamas klappende hænder overfor den meget ensidige kradse kritik af Israel.

Ja, Isreal er modbydelige, men Hamas er ligeså modbydelige.

Hvorfor frigiver Hamas ikke gidslerne?

Hvorfor Hamas ikke afholdt et Palæstinenstisk valg siden 2006?

Hvordan bevarer Hamas magten overfor den brede Palæstina befolkning?

Det er tragisk det der sker i Gaza. Men Danmark skal støtte i nærområderne og ikke tage
de stakkels krigsofre langt væk fra deres egen kultur.

Indsendt af Jens Klausen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 14.06.2025 - 12:09

Som svar til af Jens (ikke efterprøvet)

Helt enig!
Hvor mange på Gaza-striben og på Vestbredden er egentlig "palæstinensere"? - og ikke tilflyttere med andre landes statsborgerskaber?

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Lørdag den 21.06.2025 - 14:46

Som svar til af Jens Klausen (ikke efterprøvet)

Og hvor mange kan betegnes som "uskyldige" i konflikten? Ikke dem, der selv har stemt Hamas til magten med et overvældende flertal i al fald.

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Fredag den 13.06.2025 - 19:05

Al den vrede, harme og forargelse havde ærligt talt fortjent en bedre sag. Hvad der sker i Gaza er bestemt grimt, for det er krig nu engang. Fratrukket propaganda, hysteriet omkring jøder, en noget ensidig mediedækning og det fordækte storpolitiske spil, er der ellers ikke noget exceptionelt over det, der sker i Gaza.

Vil du derimod se noget ægte grimt, så kig i stedet mod Sudan, der blegner Gazakrigen i sammenligning. Og vil man virkelig gøre godt, så er det først og fremmest der, fokus skal rettes. Selvom det nok ikke giver lige så mange likes på SoMe.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Fredag den 13.06.2025 - 19:52

Danmark skal anerkende Palæstina som et land og arbejde internationalt for en 2 stat løsning.

Der er gået årtier uden en løsning.

Men hva. Det er der jo gjort på mange vigtige områder. Fred, klima, miljø, drikkevand bare for at nævne et par, hvor det hele bare har stået på i mange årtier uden nogen har grebet ind.

Efter murens fald i 1991 havde vi en virkelig reel og enestående chance for at skabe en verden i fred og samarbejde og sætte rettidigt ind mod klimaforandring.

Men den chance smed vi på lossepladsen. Resten er historie.

Vi ligger som vi har redt. Vi har selv stemt på de politikere, som har ført os derhen, hvor vi er nu.

Indsendt af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet) den Søndag den 15.06.2025 - 19:21

Som svar til af Pia Hansen (ikke efterprøvet)

Der er jo ikke noget land der hedder Palæstina! Og tostatsløsningen vil ingen arabiske muslimer (af nogen kaldt palæstinensere) vide af. De har afvist den gang på gang på gang.

Efter murens fald lovede vi (USA og Europas NATO-lande) at vi aldrig ville udvide NATO østpå! Vi skulle have opløst NATO, da Warszawapagten blev opløst, men det gjorde vi ikke. Og den lalleglade Bill Clinton udvidede i stedet NATO østpå.
Det skulle han ikke have gjort, så nu promoverer Mette Frederiksen desværre lommediktaroen Valdemar (Volodymyr) Zelenskij som et uskyldigt offer for Putins magtbrynde. Helt gak.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Søndag den 15.06.2025 - 19:17

"Du kender fakta, jeg kender fakta, og danskere kender fakta. Men hvad kan vi som almindelige borgere stille op udover at demonstrere, skrive læserbreve og underskrive protester via nødhjælpsorganisationernes opråb?"

Til ovenstående postulat må jeg bare sige: Nej, det gør du så tydeligvis ikke, Eva Jacobsen - og danskerne generelt sheller ikke.

Din holdning er, som så mange andres, desværre meget almindelig, men alene baseret på enøjet og ubekræftet mediedækning, samt manglende evne til selv at søge oplysninger.

Må jeg anbefale dig at være mere kildekritisk og at være bevidst om den følelsesporno, du til stadighed er udsat for fra den arabiske side? Ja, det er ikke nemt, men du bør ihærdigt forsøge at gøre dig klart, at ikke alting er, som du tror.

Egentlig forstår jeg slet ikke, at man kan være så uvidende, som du giver udtryk for, at du er. Jeg finder det direkte pinligt, at man som dansk kvinde med adgang til nettet ikke engang forsøger at sætte sig ind i sagens rette sammenhæng.

Din forargelse og frustration er et tydeligt bevis på, hvor nemt det åbenbart er at manipulere den danske befolkning. Hvem har vi at takke for det, tror du?

Måske du også skulle kigge kritisk på diverse såkaldte "hjælpeorganisationer", som bærer en stor del af skylden via deres fejlslagne hjælpepolitik. De har kun gjort ondt værre. Og DET er fakta.

Indsendt af August (ikke efterprøvet) den Torsdag den 19.06.2025 - 13:19

Du har selvfølgelig ret. Det er nok ogs derfor, så mange urokkelige svarer dig her.
Jeg ser NRK (Norges statstv). Journalisterne og redaktørerne der har stadig noget journalistisk integritet.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Lørdag den 21.06.2025 - 14:53

Eva Jacobsen og andre debattører samt diverse NGOer, bør læse med her:
https://pov.international/palaestinensere-og-israelere-modtes-i-kobenhavn/

Indsendt af Erik (ikke efterprøvet) den Søndag den 22.06.2025 - 15:32

Fakta-postulatet er en ren joke i det her spil. Ingen bryder sig om de historiske fakta. Når jeg forhøre mig, er der stort set ingen, der ved, at Israel er en vestlig opfindelse - på baggrund at Hitlers uhyrligheder. Jøderne skulle have deres eget land efter 2. verdenskrig. Det havde de aldrig haft tidligere, og vesten besluttede at stjæl/besætte et stykke at Palæstina, og udråbe det til staten Israel. Gad vide, om man overvejede at tage en bid af USA, Frankrig, Spanien, Danmark...?

Med USA's militær og vestens flossede moral i ryggen, har dette, til lejligheden opfundne Israel, siden undertrykt og fordrevet palæstinenserne. Holdt dem indespærret som dyr i bur, medens den vestlige verden skiftevis lukkede øjnene for uhyrlighederne og slikkede r.. på Israliterne og USA.

Og som om det ikke var nok, så har et stort flertal i vesten tilsyneladende slugt løgnen om, at de palæstinenske frihedskæmpere, er terrorister, når de kæmper mod besættelsesmagten. Ja, det er ikke kønt, når de kæmper med våben og sprængstof, og spreder død og ødelæggelse, præcis som modstandsbevægelsen gjorde det- og gør det i alle andre besatte lande.

Se det er fakta som ingen gider høre, fordi det forstyrre den forvrængede lyserøde fortælling om at vi er de gode, og de andre er de onde. Vågn dog op, og sig fra overfor Israels terror.

Indsendt af Christian Juhl (ikke efterprøvet) den Torsdag den 26.06.2025 - 11:41

Til Gunnar Johansen. Denne debat er lidt op af bakke, hvis vi ikke kan tage udgangspunkt i FNs resolutioner, som DK og et stort flertal igen og igen har vedtaget i FNs generalforsamling: at palæstinenserne har ret til eget land med udgangspunkt i grænserne fra før 1967 - og at bosættelserne af Vestbredden er ulovlige ifølge Folkeretten. Men som USA igen og igen har brugt sin vetoret i Sikkerhedsrådet for at forhindre. Det er vel også alment anerkendt at Israels bombninger ikke længere har noget med selvforsvar at gøre, men handler om den israelske regerings drøm om et stor-israel, der omfatter både Gaza, Vestbred og Østjerusalem. (For at undgå misforståelser gør jeg opmærksom på at jeg fordømmer Hamas' terror 7. oktober og også gidseltagningerne, det også er i strid med Folkeretten)

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.