Foren jer arbejdere og akademikere

Leder: Like it or not, så er overakademisering en reel samfundstrussel. Men det ændrer ikke på, at S er det bredtfavnende folkeparti.
Jeg har ærlig talt været pinlig og flov over den måde, hvorpå mange af mine velmenende med-akademikere har reageret på at blive udfordret på deres uddannelse og profession.

De kloge akademikere glemte på et splitsekund deres fine manerer, store overskud og akademiske eftertænksomhed. Bogen ’De lærdes tyranni’ var åbenbart så stor en provokation, at de komplet mistede fatningen. Den slags kritik og nuancer kunne de ganske enkelt ikke rumme.

På Bornholms folkemøde i år  - hvor lobbyister af alle uddannelseslængder omgås glædeligt -  blev jeg i flere omgange overfaldet med beskyldninger om at være både anti-akademiker og medløber på en akademikerhetz. Skældsord og øgenavne var der rigeligt af.

Akademiker med stort A
Jeg er akademiker med stort A. Jeg kommer fra en familie, hvor vi har været akademikere i flere generationer. Hvor diskussionen hjemme ved spisebordet ofte foregik på enten fransk eller latin. Hvor bogreolen bugnede med farligt svære akademiske værker. Og hvor min højtelskede kusine nu boltrer sig ved Den Kongelige Opera.

Så jeg ville aldrig hetze på akademikere, lærde eller kreative. De er lige så forskellige som dag og nat – og skal aldrig slås over en kam. På samme måde oplever jeg heller ikke, at forfatteren til bogen ’De lærdes tyranni’ eller nogen som helst andre af de socialdemokrater, jeg færdes blandt, hetzer. Mange af dem er jo - for søren -  selv akademikere!

Men jeg kan da godt indrømme, at vi har et problem med blinde pletter, uden at jeg nødvendigvis skal sætte ild til mit kandidatbevis. Der findes en tænkning eller ideologi, som mange af os er bærere af – også uden at vi selv er så bevidste om det. Det er bare den måde, vi er skolet på.

Akademiserings-problemer er aldeles virkelige
Den form for overakademisk tænkning kommer til udtryk i både abstrakt og konkret form. Konkret handler det om, at vi indretter en sygeplejerskeuddannelse med videnskabsteori, at vi lukker lokale uddannelsestilbud uden at kende de lokale konsekvenser. At vi underprioriterer erhvervsuddannelser, laver dobbelt-uddannelser, uddanner for mange akademikere til arbejdsløshed og smider erfarne undervisere på porten fra designskolen i Kolding, fordi de ikke er akademikere.

Og på det mere abstrakte plan handler det om, at vi som akademikere og især djøfere kan have en tendens til at undervurdere betydningen af dagpenge- og efterlønsreformer. Eller tro lidt for meget på udbudsreformer og glemme, hvad principper som New Public Mangement kan betyde i praksis.

Der er - som Politikens Amalie Kestler i modsætning til mange af kollegaerne i mediebranchen fanger - brug for at blive taget hånd om disse problemer, som kan kædes sammen med den omtalte overakademiseringstendens. Men det er ikke nogens skyld, der findes ikke nogen konspiration eller noget i den dur – det er for første bare en fejlkurs, som skal og er i gang med at blive omlagt, og for det andet en tænkning, der skal have modvægt.

Drop både arbejderister og akademikersnuder
Derfor er det simple spørgsmål til os akademikere, om vi vil tillade denne debat og om vi vil tage den konstruktivt? Eller om vi vil nedskyde budbringeren, udråbe folk som hadske og sidestille dem med Søren Krarup?

Det her samfund bygger på brede alliancer, hvor arbejderbevægelse og socialdemokraterne altid har stået i front. Sådan kommer det fortsat til at være – også selvom enkelte socialdemokrater tillader sig at stille kritiske spørgsmål og udfordre den eksisterende magtfordeling.

Jeg synes, at vi skal acceptere vores medansvar, som akademikere. Så kan vi derfra afvise både ’arbejderisterne’, som har alle den kreative klasses privilegier, men drømmer sig tilbage til en arbejderklasse-autenticitet fra slutningen af det 18. århundrede og dernæst droppe ’akademiker-snuderne’, der fortsat nægter at se verden fra andre perspektiver end deres eget.

Danmark har brug for PhD’erne, de kreative iværksættere, de veluddannede byboer og ikke mindste det stolte parti Radikale Venstre, som har så store aktier i indretningen af det danske velfærdssamfund.

Socialdemokratiet vil og har altid kunne favne og samle disse grupper. Partiet har forenet både arbejderne, tjenestemænd og husmænd. Og fremover vil partiet også forene både arbejdere og akademikere. Men det udestående spørgsmål er stadig, om de mest forsmåede og ophidsede af akademikerne er villige til at tage diskussionen?

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio. (På orlov)


Kommentarer fra Facebook