Der er noget selvfølgeligt og ubesværet over Herta Müllers essays om de svigtede eksilforfattere og kunstnere, der i Tyskland aldrig blev hilst velkommen, da de kom hjem.

Det kommer sig helt sikkert af, at det samtidig er en blottelse af det manglende opgør med nazismen, som Tyskland endnu i dag lider under.

Dem, der ikke flygtede, og som senere gerne ville fremmane en fortælling om, at de også var ofre for nazismens totalitarisme, oplevede dem, der kom hjem fra eksilet, som en reel trussel.

I eksilforfatternes hjerter, og i deres erindringer, boede endnu de tilbageblevnes kujonagtige adfærd.

Politikeren Willy Brandt blev kritiseret for at være flygtet, og under forbundsvalget i 1961 råbte CDU-politikeren Franz Josef Strauss forarget: 

“Ét spørgsmål må man vel have lov til at stille hr. Brandt: Hvad lavede De i Deres 12 år udenfor? Vi ved hvad vi lavede her.” 

Mere skamfuldt kan det vel ikke formuleres, eftersom Willy Brandt faktuelt var en aktiv modstander af Nazityskland i Stockholm.

Også Herta Müllers onkel var SS-soldat

Da poeten Paul Celan for første gang skulle læse sit nu berømte digt om holocaust, ’Todesfuge’, i Gruppe 47 i året 1952, blev han latterliggjort af nogle af gruppens forfattere.

Hans Werner Richter kritiserede digtet for at være “emigranttysk”. Gruppe 47 var ellers stiftet lige efter 2. Verdenskrigs afslutning, med henblik på at opdrage den tyske befolkning til demokrati.

SS-soldater

En verdensberømt forfatter, Günter Grass, der tidligere er blevet fremhævet som fortaler for at gøre op med Nazityskland gennem ærlighed og oprydning, afslørede først meget senere, at han havde været soldat i SS-divisionen “Frundsberg”, hvor Herta Müllers egen fader for øvrigt også var soldat.

Også Herta Müllers onkel var SS-soldat, og for hende har det altid været essentielt at nævne det, og at tage afstand fra begge.

Günter Grass, derimod, er på mange måder indbegrebet af den skamplet, som Tyskland efter krigen har levet med.

Herta Müller glemmer ikke at alle fascistiske og totalitære styreformer er et og det samme

Fortielsen har nemlig den funktionær-agtige betydning, at den aldrig kan give plads til dem, der flygtede og levede i eksil.

Med oversættelsen af en række af Herta Müllers kritiske essays, med fællestitlen: ’En flue kommer gennem en halv skov’, er vi nu beriget med denne skarpe stemme, der ikke vil finde sig i, at vi glemmer disse mange fortrædeligheder.

Og Herta Müller glemmer ikke at alle fascistiske og totalitære styreformer er et og det samme. De står for undertrykkelse af individet, og de respekterer ikke det enkelte menneske.

Ekstrem chikane fra efterretningstjenesten

Eftersom Herta Müller (ligesom poeten Paul Celan for øvrigt) er rumænsk-tysk, og levede under Ceausescus diktatur, hvor hun nægtede at være stikker for efterretningstjenesten, kender hun alt til ringeagtelsen af det enkelte individ.

Først i 1987 fik Herta Müller lov til at søge ophold i Vesttyskland, efter mange år under en ekstrem chikane fra efterretningstjenesten, der forsøgte at bryde hende ned.

I nogle af disse fine oversatte essays beretter Herta Müller om, hvorledes det poetiske sprog, ofte med surrealistiske træk, var nødvendigt at realisere, for ikke at blive et totalt offer for ensretningen under diktaturet.

Samtidig skriver hun intenst om, hvorledes tilfangetagne digtere verden over ofte bliver nøje iagttagere af deres fratagelse af al frihed, og derfor også vidner om det, der overgår dem.

Herta Müllers pen er sylespids

Kort sagt, så forklarer Herta Müller sine læsere, hvorledes sproget som digter er den rest, der er nødvendig for ikke at miste forstanden.

At Herta Müller besidder en stor sproglig kraft, kombineret med et kritisk blik på alt det, der stjæler menneskers frihed, var med til at give hende Nobels litteraturpris i 2009.

Herta Müllers pen er sylespids, og det mest interessante ved hendes kritik af det totalitære er nok, at hun på en og samme tid kan udmale det åbenlyst forkerte i afvisningen af de forfulgte, begået af dem, der er plettet af fortiden, samtidig med, at hun hele tiden registrerer det mere uanselige, for eksempel embedsværkets ‘funktionærer’, der mistænker dem, der har levet i eksilet, samt dem, der er flygter fra andre regimer.

Tankevækkende og foruroligende kritiske tekster

’En flue kommer gennem en halv skov’, der består af disse essays, kan kun læses langsomt. Det er et fortættet og hamrende alvorligt emne, som Herta Müller bearbejder.

Det er samtidig så poetisk skrevet, at man knap kan skelne mellem det smukke, det præcise og det æstetisk formfuldendte, og så det indholdsmæssigt korrekte og faktuelt tyngende.

For Herta Müller er der ingen forskel. Uden denne sproglige tilgang ville der ikke være nogen frihed tilbage.

Om det så ville ændre noget, må stå hen i det uvisse

De eksilerede må ofte leve med, at selvom deres hjemlande er blevet ‘befriet’ fra det totalitære, så er deres ‘hjem’ ikke længere et sted, der eksisterer.

Det er denne anklage, som Herta Müller fælder over nutidens Tyskland, som hun mener bør rejse et monument over dem, der blev tvunget til at flygte.

Om det så ville ændre noget, må stå hen i det uvisse.

Det er i hvert fald et faktum, at denne lille samling af tekster er vedkommende, tankevækkende og foruroligende kritiske, i en grad, så man som læser skælver.

 

Herta Müller: ’En flue kommer gennem en halv skov’. Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 147 sider. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé. Bogen udkommer i dag.