Annonce

Forfatter forklarer S-forslag, mand sigtet for dødstrusler og målinger

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Der er blevet mandag og der er kun 23 dage til folketingsvalget. Dagen begyndte med en udskiftning, nemlig hos Kristendemokraterne som måtte bænke partiformand Stig Grenov, der er sygemeldt med stress. Han erstattes frem til valget af partiets næstformand, den 26-årige Isabella Arendt.

På den mere indholdsmæssige side, så har Socialdemokratiet i dag præsenteret et forslag om en velfærdslov, som du kan læse mere om her på Netavisen Pio.

Velkommen til nyhedsoverblikket Aktuelt.

 

Forfatter forklarer S-forslag om tidligere pension

Med pensionsudspillet i januar satte Socialdemokratiet en stærk dagsorden, men er nu under pres: Hvem er det, der skal have ret til tre år tidligere folkepension?

Forfatter Lars Olsen løfter i et indlæg i Jyllands-Posten lidt af sløret for de overvejelser, som ligger bag forslaget:

”Omdrejningspunktet i en ny tidlig folkepension bliver antal år på arbejdsmarkedet – 42, måske 45, afhængig af hvor langt Socialdemokratiets afsatte 3 mia. kr. rækker. Systemet bliver formentlig baseret på den enkeltes indbetalinger til ATP. Det betyder, at for faglærte som murere og smede tæller læretid på virksomheder med i antal år på arbejdsmarkedet.

Hertil skal lægges en ”mødrerabat”, sådan som det kendes fra den differentierede pensionsalder i Tyskland. Hvert barn skal tælle som x år hos moren. Dét skal hindre, at 42-45 år på arbejdsmarkedet får kønsmæssig slagside, men er også rimeligt: De 55-60-årige kvinder havde ikke vore dages lange barselsorlov. En stigende pensionsalder, der kun bygger på fysisk alder, er ensidigt indrettet efter folk med lange uddannelser.

Et tredje hensyn bliver arbejdsløshed. De privatansatte arbejdere, der er i centrum for S-planen, har ofte perioder med ledighed – for eksempel vinterarbejdsløshed blandt håndværkere. Også det må tælles med”

Læs hele kronikken her.

 

Dagens måling 1: DF står til halvering

Dansk Folkepartis tilbagegang er én af årsagerne til, at blå blok ikke står til at genvinde flertallet ved det kommende folketingsvalg.

Det ses tydeligt i den nyeste meningsmåling fra Voxmeter. Her står partiet, der ved valget i 2015 blev det største borgerlige parti, til at få bare 11,6 procent af stemmerne.

Det er en tilbagegang på hele 9,5 procentpoint og ville resultere i et tab af 16 mandater.

Rød blok står i målingen til at få 95 mandater. Tilføjer man Alternativets mandater, får blokken hele 101 mandater. Blå blok får 70 mandater, og regner man Stram Kurs med, så er der 74 mandater bag Løkke.

Læs hele historien her.

 

Dagens måling 2: Den grønne dagsorden tager en suveræn førsteplads

Grøn slår alle andre farver i valgkampen.

Interessen for klima- og miljøpolitik er på kort tid næsten fordoblet. I slutningen af 2017 pegede 24 procent på klima og miljø som et af de tre politikområder, der vil være mest afgørende for deres stemmeafgivning ved et folketingsvalg.

I den nyeste Norstat-måling udført for Altinget og Jyllands-Posten er tallet steget til hele 46 procent, og det er mest af alle emner. På andenpladsen ligger sundhed og på tredjepladsen ligger udlændingepolitik.

Se hele målingen her.

 

Mand sigtet for dødstrusler mod Mette Frederiksen

En 34-årig mand fra Esbjerg er blevet sigtet for trusler på livet mod Mette Frederiksen. Truslerne blev fremsat i Socialdemokratiets valgbutik i Esbjerg. Det skriver Jyske Vestkysten.

I Socialdemokratiets valgbutik i Smedegade indfandt der sig lørdag klokken 13.39 en mand, der gik i dialog med personerne, der passede valgbutikken.

Snakken drejede sig ind på, at partiets spidskandidat til det kommende folketingsvalg, Mette Frederiksen, kommer på besøg i Esbjerg torsdag den 14. maj.

"Manden hidsede sig tydeligt op og begyndte at give Mette Frederiksen skylden for flere forskellige ting omkring hans personlige situation, blandt andet at han var endt som førtidspensionist. Han skulle have udtalt noget i retning af "Jeg skal nok få ram på Mette Frederiksen", "Jeg begår selvtægt" og "Jeg skal nok selv klare situationen"," oplyser Henrik Berg fra lokalpolitiet i Esbjerg til avisen.

Læs hele historien her.

EP-Valg: Kun to partier vil sende lige så mange kvinder som mænd til Bruxelles

Hos de fleste danske partier vil der være langt mellem kvinderne på stemmesedlen til europaparlamentsvalget. Det skriver DR Nyheder.

Fordelingen mellem køn er nemlig så skæv, at kun Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har en lige kønsfordeling blandt deres kandidater.

Og ikke et eneste dansk parti har en fordeling, der peger i kvinders favør. Det viser en optælling blandt de opstillede EP-kandidater, som DR Nyheder har lavet.

135 politikere stiller op til europaparlamentsvalget i Danmark, og af dem er 51 kvinder, hvilket svarer til 37,8 procent af kandidaterne.

Mest ulige er kønsbalancen hos Alternativet. Der er kun to ud af ni kandidater kvinder - svarende til lige over 22 procent.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet