Forfattere langer ud efter Price & Co.: “Vi bør nok alle sammen finde os et andet sted at spise”
Forfattere langer ud efter Price & Co.: “Vi bør nok alle sammen finde os et andet sted at spise”
Knud Vilby og Katrine Marie Guldager finder det usympatisk, at Brdr. Price ikke vil tegne overenskomst

James Price og Adam Price er medejere af tre Brdr. Price-restauranter i Tivoli, Rosenborggade i Københavns indre by og Herning
Forfatterne Knud Vilby og Katrine Marie Guldager undrer sig i et fælles debatindlæg i dagbladet Politiken over, at de tre Brdr. Price-restauranter, Dragsholm Slot og A Hereford Beefstouw-kæden ikke vil tegne overenskomst med fagforbundet 3F.
De to forfattere nævner, at restauratørerne opsagde deres overenskomster med 3F for nu over et år siden med den begrundelse, at de ønskede mere fleksibilitet og bedre mulighed for differentieret løn.
Det er efter forfatternes opfattelse 'newspeak' for ringere arbejdsvilkår og lavere løn:
hvad er det egentlig, der er moderne ved at presse arbejdskraften mere, end man allerede gør?
“Og hvad er det egentlig, der er moderne ved at presse arbejdskraften mere, end man allerede gør? Svaret er: Det er der ikke noget moderne ved. Faktisk er det utrolig gammeldags og kortsigtet. Konkurrencedygtighed handler sjældent om at få arbejdskraften så billigt som muligt. Det må Danmark og den danske model da være beviset på.”
Knud Vilby og Katrine Marie Guldager medgiver, at der er ganske få overenskomster på restaurationsområdet. Men det fritager, ifølge forfatterne, ikke brødrene James og Adam Price for at opføre sig ordentligt og foregå med et godt eksempel:
“Det er usympatisk, når Adam Price på den ene side udtrykker sin levende bekymring for, at uligheden i samfundet stiger, og så på den anden side deltager i dette ræs mod bunden.”
Forfatterne finder det svært at nyde maden hos Price & Co., når der ikke er nogen respekt for dem, der har stået i køkkenet og lavet den.
Forfatterne konkluderer:
“Vi bør nok alle sammen finde os et andet sted at spise.”
Om forfatterne
Knud Vilby har i menneskealder arbejdet som journalist, forfatter og foredragsholder.
Han var tilbage i 1970’erne chefredaktør på dagbladet Information. Han har også været formand for Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Forfatterforening og Socialpolitisk Forening.
Katrine Marie Guldager har udgivet en række noveller og romaner. Blandt andet ‘En uskyldig familie’, ‘Bjørnen’ og senest ‘Birgithe med th’.
Guldager modtog i 2017 Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat.
Fagbevægelsen kalder til konfliktfest
Brdr. Price- restauranterne, Dragsholm Slot og A Hereford Beefstouw-kæden løsrev sig 1. marts sidste år fra deres hidtidige overenskomster med 3F.
Lige siden har fagbevægelsen ligget i konflikt med Price & Co. og kæmpet for at de ansatte på restauranterne på ny dækkes af overenskomst. En konflikt som bakkes op af andre dele af fagbevægelsen. Blandt andet gennem en sympatikonflikt og en række demonstrationer.
3F København kalder på den baggrund til konfliktfest torsdag (den 15. august) på Axeltorv ud for Tivolis hovedindgang kl. 16 til 18.
Opbakningen til den faglige konflikt vil blive fejret med kaffe, fadøl og “solidaritetspølser” fra Murerklubben.
Der bliver voksen-dukketeater og musik i gaden - leveret af Enhedslistens Gadeband. Der bliver desuden faglige og politiske taler - og fanemarch fra Axeltorv til over på den anden side ad gaden til A Hereford Beefstouw-restauranten ved Tivolis hovedindgang.
Tilføj kommentar