Berlingske er kommet i modvind, efter de meldte ud, at debatredaktør Anne Sophia Hermansen for fremtiden også skal være redaktør for kulturområdet. Særligt fordi Hermansen vil lade avisens debatskribenter anmelde og forholde sig til kultur.

Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen siger, at ”nu er det anmeldelsernes tur til at overgå til ”synsninger i Berlingske.” Også Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl er kritisk over for det og kalder det en demokratisering af kulturen. Hvad der – må man forstå – er noget ganske frygteligt.

I gårsdagens udgave af Deadline var Lars Bukdahl flankeret af Zetlands redaktør Lea Korsgaard, der også denne gang mente, at det, andre medier gør, er helt horribelt og vidensfattigt.

Kultursyn skal til debat
Det kultursyn, der kommer til udtryk fra Davidsen-Nielsen, Bukdahl og Korsgaard er lige så trist, som det er misforstået.

Ideen om, at kun de kulturfaglige kan forholde sig til kulturen understreger en grundlæggende forfejlet forståelse af, hvad kultur er for en størrelse. Formålet med kulturjournalistik er ikke blot at lade en ekspert forholde sig til en romans opbygning eller sceneopsætningen på et teaterstykke.

Kulturen er mere end det og skal diskuteres som mere end det. Kulturens samfundssyn skal også debatteres. Det skal også debatteres, hvad kunstnere egentlig vil med deres projekter. Hvilket kultursyn et værk er bygget op om.

Sæbeopera for de dannede
Hvis man tager samfundssynet og samfundskritikken ud af kulturen, ender man med forfatterskolekultur. Kultur, der stilistisk er nydeligt, men som er glemt så snart, det er skrevet, fordi det er skrevet i en osteklokke. Kultur der ikke er relevant eller interessant for andre end kunstneren, fordi det i sin essens er lavet som en art kulturel onani, hvor formålet er at sikre kunstneres egen selvrealisering i stedet for at gøre os andre klogere på vores land, vores samfund og vores tid.

Den danske kulturjournalistik er – med ganske få lykkelige undtagelser – sovset ind i denne evige ligegyldighed. Hvor kultur ikke skal oplyse os, få os til at tænke, gøre os klogere på os selv og hinanden. Hvor kulturen til gengæld skal være kreativ for kreativitetens skyld, og hvor kulturen alene skal bedømmes på sin form. Intellektuel underholdning. Sæbeopera for de dannede.

Kulturen må, hvis den vil være andet end underholdning, forholde sig til den tid og det samfund, den er en del af. Derfor er det glædeligt, hvis debatstemmer og meningsmennesker for fremtiden kommer til at forholde sig til kulturen.

Sæt sjælen i flammer
I de her tider, hvor vores samfund og verden omkring os er i hastig samfund, har kulturdebatten mere end nogensinde brug for en vækkelse. Vi har brug for at diskutere vores fælles udgangspunkt og vores samfund med hinanden. Den debat får vi ikke, hvis kulturjournalistikken alene bliver en debat om den faglige udførsel af et værk.

Berlingskes ønske om, at kulturen skal debatteres og ikke blot vurderes, er en tiltrængt udvikling i et metaltræt kulturjournalistisk landskab. Forhåbentlig kan vi endelig sætte kulturen til debat. Forhåbentlig kan kulturen igen sætte sind i flammer, fostre diskussioner og skabe reaktioner. Det trænger vi mere end nogensinde til.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.