Annonce

Forhandlinger er blevet “mere realistiske” og krigen vil sætte spor i økonomien

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Der er nu gået knap tre uger siden Putin sendte sine russiske styrker ind i Ukraine og kastede mørke skygger over Europa. Siden da har de to lande indledt fredsforhandlinger, med henblik på at nå til enighed i den tilspidsede situation. Med forsigtig optimisme udtaler den ukrainske præsident, at fredsforhandlingerne er blevet “mere realistiske”.

Nationalbanken er netop kommet med en ny prognose for dansk økonomi, der viser effekterne af krigen i Europa. Dansk Folkeparti har fordelt ordførerskaber, og endelig har Nationalmuseet tilpasset sin økonomi efter et faldende antal turister, og det har resulteret i nedlæggelsen af tyve stillinger.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Zelenskij: Forhandlinger er blevet “mere realistiske”

De igangværende fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland, er ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, blevet “mere realistiske”.

Det skriver TV 2.

Men der er ifølge præsidenten behov for mere tid, så forhandlingerne kan lande et sted, der er i Ukraines interesse, fortæller han i en tv-tale til den ukrainske befolkning: 

“Forhandlingerne fortsætter, og så vidt jeg er informeret, er forhandlingspositionerne allerede blevet mere realistiske. Men der er behov for mere tid, for at beslutningerne kan blive i Ukraines interesse,” siger præsident Zelenskij.

Læs hele historien her: 

 

Krig i Europa: Nationalbanken fælder dom over dansk økonomi

Den russiske invasion af Ukraine får ikke kun voldsomme menneskelige omkostninger, men vil også sætte sine spor i den danske økonomi, der vil blive ramt på væksten.

Det vurderer Nationalbanken i en ny prognose for dansk økonomi, der er offentliggjort onsdag.

"De menneskelige konsekvenser af invasionen er ubærlige, og mine tanker går til det ukrainske folk. Hvis vi midt i alt dette skal rette fokus på økonomien, vil invasionen og de omfattende sanktioner mod Rusland få konsekvenser for virksomheder og husholdninger,” siger Lars Rohde, der er nationalbankdirektør i forbindelse med prognosen og fortsætter: 

“Nationalbankens vurdering er, at krigen reducerer BNP-væksten med ca. 1 procentpoint og øger inflationen med ca. 2 procentpoint i år," siger Lars Rohde, der er nationalbankdirektør i forbindelse med prognosen.” 

Læs hele pressemeddelelsen her: 

 

DF får ordførerkabalen til at gå op 

Den seneste tid har flere markante medlemmer af Dansk Folkeparti meldt sig ud af partiet efter Morten Messerschmidt blev valgt som formand. Men nu har partiet fordelt sine ordførerskaber.

Det oplyser Dansk Folkeparti til Altinget.

Med de nye poster fordelt, bliver Pia Kjærsgaard ny social- og ældreordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl bliver sundhedsordfører, mens René Christensen bliver beskæftigelsesordfører.

Læs hele historien her: 

 

Nationalmuseet fyrer medarbejdere: Mangler turister 

Manglende gæster og højere udgifter til et nyt magasin gør, at Nationalmuseet er nødt til at tilpasse økonomien for næste år.

Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Museet forventer at nedlægge 20 stillinger, som følge af manglende besøgende. Nationalmuseet har på nuværende tidspunkt 750 ansatte.

Til trods for udsigterne, fortæller Nationalmuseet er de er kommet godt igennem coronakrisen, hvor der var mange besøgende.

“Over halvdelen af vores gæster er normalt turister, og dem forventer vi desværre at se væsentligt færre af i de kommende år. Det er vi nødt til at tage bestik af nu og tilpasse vores økonomi for 2023 til den nye virkelighed,” siger Nationalmuseets direktør Rane Willerslev.

Læs hele pressemeddelelsen her: 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg har lige læst om regeringens forslag til nye banko-regler.
De er et klassisk eksempel på teoretisk skrivebordsarbejde af bureaukrater, der ALDRIG har sat deres ben ude i de folkelige forsamlingshuse, eller gidet sætte sig ind i, om der overhovedet er brug for nye regler.
Det bliver sværere og sværere at være medlem af partiet, der bliver mere og mere akademisk.

hans, du har fuldstændig ret.
Alt for mange af de folkevalgte har for lidt/ingen? erfaring fra det virkelige liv, fx. Bertel Haarder og Henrik Dam Kristen, der begge har siddet på tinge i en menneskealder.

Eller en ung kvinde 'fordi jeg mener, at jeg har noget at byde ind med':
https://piopio.dk/naeste-generation-af-haekkerup-vil-i-folketinget
.

Endnu en ung S'er uden hver livs- eller erhvervserfaring vil i folketinget.
"At blive valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i København bliver alt andet end let".
Mon ikke det hjælper når efternavnet er Prehn?
Jeg græmmes.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/ministerdatter-vil-...
.

Annonce