Forhindring forude: Færre unge drømmer om en fremtid som pædagog

Rød bloks løfte om minimumsnormeringer vil kræve 10.000 nye pædagoger, men færre unge søger mod uddannelsen
En fremtid som pædagog, er ikke det mest attraktive, hvis man spørger de unge.

Ihvertfald har færre unge i år søgt om optag på pædagoguddannelsen. Og selvom samtlige ansøgere har fået plads på studiet, så er optaget faldende og har været det i en årrække.

Det viser opgørelsen over optaget på landets videregående uddannelser, som blev offentliggjort fredag.

Jeg anerkender fuldt ud, at udfordringen er der. Vi får flere børn, og vi vil gerne hæve normeringen

Det faldende antal ansøgere til pædagoguddannelsen, kan blive en stor udfordring, når regeringen og dens støttepartier skal finde hænder nok til at indføre minimumsnormeringer i landet daginstitutioner, sådan som partierne i rød blok har aftalt i deres fælles forståelsespapir.
 

Vigtig sag for ministeren

Den udfordring anerkender uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S): 

“Jeg anerkender fuldt ud, at udfordringen er der. Vi får flere børn, og vi vil gerne hæve normeringen. Så det er en udfordring. Derfor er det også et vigtigt område at få kigget på. Vi skal se på to ting: Hvordan vi strikker uddannelsen sammen, men også hvordan man sikrer, at virkeligheden, som de kommer ud til i den anden ende, er en hverdag, hvor de kan bruge tiden på deres faglighed og på det enkelte barn,” siger uddannelsesministeren til Berlingske.

Ane Halsboe-Jørgensen kalder pædagoguddannelsens faldende popularitet blandt de unge “en af de vigtigste sager, der ligger på mit bord”.

Minimumsnormeringerne i de danske daginstitutioner skal ifølge forståelsespapiret indføres ved lov og være fuldt indfaset i 2025. Den ambition vil kræve tæt på 10.000 nye pædagoger, fordi der samtidig kommer flere børn, anslår tænketanken KRAKA.
 

Unge taler sammen

Når en uddannelse som pædagog ikke er de unges førstevalg, så skyldes det blandt andet den ringe kvalitet af pædagoguddannelsen, mener formand for fagforbundet BUPL, Elisa Rimpler: 

“Unge mennesker taler sammen, og pædagoguddannelsen er den uddannelse, som har det mindste tilskud per studerende. Det udhuler uddannelsen og giver mindre tid med en underviser, mindre feedback og generelt et dårligere uddannelsesmiljø. Den slags skrabede vilkår er ikke tiltrækkende, og vi skal også sikre, at der er mere kvalitet i praktikophold, og at pædagogfaget helt generelt bliver talt op, hvis vi skal tiltrække flere studerende,” siger hun til Berlingske.


Et problem for velfærdsstaten 

Også optaget på uddannelserne til folkeskolelærer og socialrådgiver er faldet. Og det er et problem for velfærdssamfundet, når man samtidig går en fremtid med flere ældre og børn i møde. Det mener næstformanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Majbrit Berlau.

Vi bliver nødt til at få ordentlige vilkår, som man kan se sig selv i et helt arbejdsliv

Det handler ikke blot om uddannelsernes kvalitet, men også om det arbejdsliv, der venter på den anden side. For forringelser i arbejdsforholdene på landets folkeskoler, vuggestuer, sygehuse og plejehjem, har givet de offentlige arbejdspladser et ry som et dårligt sted at arbejde, mener næstformanden i FH.  
“Vi bliver nødt til at få ordentlige vilkår, som man kan se sig selv i et helt arbejdsliv,” siger Majbrit Berlau til TV 2.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook