Formand: Dette er afgørende for støtten til udsatte og sårbare mennesker
Formand: Dette er afgørende for støtten til udsatte og sårbare mennesker
På mange sociale tilbud er det i dag mere sandsynligt at møde en medarbejder uden en relevant uddannelse end faktisk at møde en socialpædagog. Det er helt uholdbart
At være socialpædagog er verdens bedste job. Det siger jeg, hver gang jeg kan – og jeg mener det.
For som socialpædagog arbejder man med at skabe livskvalitet og livsmuligheder for de mennesker i vores velfærdssamfund, som har allermest brug for støtte:
Mennesker med komplekse handicap og svære psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne.
Socialpædagoger arbejder blandt andet på botilbud, børne- og ungehjem, forsorgshjem og med bostøtte og familiebehandling i borgernes egne hjem.
Det er et stort ansvar, og det stiller krav til kvaliteten af støtten.
Kvalitet betaler sig på socialområdet – menneskeligt og økonomisk
Men i dag er det kun fire ud af ti ansatte på de socialpædagogiske arbejdspladser, som er uddannede socialpædagoger – og andelen falder. Mere end hver tredje medarbejder er ufaglært.
På mange sociale tilbud er det i dag mere sandsynligt at møde en medarbejder uden en relevant uddannelse end faktisk at møde en socialpædagog.
Det er helt uholdbart.
Udfordringerne løser ikke sig selv. De kræver politisk handling
Rapporter fra Rambøll dokumenterer, at borgere på bosteder med en højere andel socialpædagoger har bedre trivsel, færre indlæggelser i psykiatrien og stærkere tilknytning til skole, uddannelse og job.
Samtidig er personaleomsætningen og sygefraværet lavere.
Kvalitet og faglighed betaler sig med andre ord – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
En rekrutteringsplan er afgørende for kvaliteten
Udfordringerne løser ikke sig selv. De kræver politisk handling.
Derfor har Socialpædagogerne fremlagt en rekrutteringsplan med en række konkrete forslag, som vi lægger på bordet, når vi mødes med politikere og arbejdsgivere.
Vi skal have flere unge til at vælge uddannelsen til socialpædagog. Vi skal skabe gode uddannelsesveje for de mange erfarne ufaglærte medarbejdere, som allerede arbejder på området.
Og vi skal sikre arbejdspladser, hvor socialpædagoger har gode muligheder for at bruge og udvikle deres faglighed.
Læs også:Er socialpædagogers arbejdsmiljø et glemt kapitel?
Vi skal kort og godt stoppe den negative udvikling på socialområdet og sætte en ny retning, hvor andelen af uddannede socialpædagoger stiger igen.
For udsatte og sårbare mennesker skal kunne regne med, at de møder uddannede medarbejdere med rette faglighed på landets botilbud, børne- og ungehjem, forsorgshjem og andre socialpædagogiske tilbud.
Præcis som alle andre borgere må kunne forvente, når de har brug for vores velfærdssamfund. Andet kan vi ikke være bekendt.
Derfor er der brug for en rekrutteringsplan. Den er ikke bare nødvendigt for kvaliteten på socialområdet. Den er helt afgørende.
Kommentarer
Rigtigt at det er vigtigt at…
Rigtigt at det er vigtigt at møde et personale der har den fornødne erfaring og kendskab til et område som omfatter bosteder og behandlingssteder for de borgere som kæmper med forskellige psykiske lidelser.
Men lige så vigtigt - mener jeg det er - At de politikere som er med til at lovgive samt at bevilge de økonomiske midler til driften af disse steder .
Har et indgående kendskab til området -
Derfor kan det godt ægrer mig , at Socialdemokratiets tidligere ordfører på ældre og misbrugsområdet Marie Durhuus desværre ikke opnåede genvalg til FT .
Efter min mening har hun den rette baggrund - Med både en uddannelse som sygeplejerske
samt med arbejdet blandt de misbrugsramte - Heraf de mange med diagnoser og svære psykiske lidelser som har brug for den relevante faglige behandling.
Durhuus er et stort tab…
Durhuus er et stort tab. Håberhun vender stærkt tilbage.
Det regionale Socialtilsyn, der skal godkende disse institutioner, før kommunerne kan gøre brug af dem - ofte iht rammeaftale baseret på licitation - har vel ansvaret for at sikre, at det nødvendige faglige personale er til rådighed det enkelte sted, kontinuerligt?
Tilføj kommentar