Formand: Ingen kvalitet uden ordnede forhold
Formand: Ingen kvalitet uden ordnede forhold
Dårlige arbejdsforhold for socialpædagoger på bosteder og sociale tilbud går ud over kvaliteten på det arbejde det kræver, at hjælpe sårbare borgere
På landets bosteder og sociale tilbud hjælper vores velfærdssamfund nogle af de mennesker herhjemme, som er mest afhængige af den rette faglige støtte.
Det handler blandt andet om mennesker med komplekse handicap, svære psykiske lidelser, anbragte børn og unge, og udsatte voksne mennesker, som måske lever i hjemløshed og med et misbrug.
På disse sociale tilbud er der i årevis blevet accepteret noget, som aldrig ville blive tolereret andre steder i den offentlige sektor:
At private aktører kan drive sociale tilbud for udsatte og sårbare mennesker uden krav om ordnede arbejdsforhold for medarbejderne.
Det er på høje tid at gøre op med det.
Når kommuner køber ydelser i byggeriet, rengøring eller transport, er arbejdsklausuler og krav til løn- og ansættelsesvilkår for det meste en selvfølge.
Når ansatte arbejder under dårlige forhold, går det direkte ud over fagligheden
Men når det handler om nogle af samfundets mest udsatte børn, unge og voksne, har kravene været langt mere lempelige. Det giver simpelthen ingen mening.
For medarbejdernes vilkår er ikke et perifert emne. De er selve fundamentet for kvaliteten.
Når ansatte arbejder under dårlige forhold, går det direkte ud over fagligheden, stabiliteten – og dermed kvaliteten.
Læs også:Løsningen på manglende arbejdskraft findes allerede
Tilbud med lave lønninger og usikre ansættelser har langt sværere ved at rekruttere og fastholde uddannede socialpædagoger. Resultatet bliver, at tilbuddene ansætter flere ufaglærte, har højere personaleomsætning og tilbyder mindre kontinuitet for borgerne.
Og det er ofte netop dér, vi ser forkastelige historier om snyd, svigt og mangelfulde indsatser på socialområdet, som blandt andet National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vurderer finder sted i stort omfang.
Ordnede forhold må aldrig blive en luksus
Arbejdsklausuler skal selvfølgelig være en forudsætning for godkendelse af private sociale tilbud til udsatte og sårbare borgere. Derfor er det også rigtig godt, at flere fynske borgmestre sammen melder ud, at driften af private tilbud kræver ordnede vilkår.
For selvom det endnu ikke er et nationalt krav, kan kommunerne gennem fælles pres og aftaler om altid at vælge tilbud, der lever op til deres klausuler, nå rigtig langt for at sikre, at ordnede forhold bliver normen på socialområdet – ligesom på alle andre områder.
Det burde være en selvfølge, at offentlige skattekroner kun går til tilbud med ordnede forhold
Det handler ikke om at spænde ben for private tilbud. Det handler om at sikre ordentlig kvalitet for de borgere, som socialområdet er sat i verden for at støtte.
For hvis nogle aktører kan presse løn- og arbejdsvilkår i bund, kan de også underbyde seriøse tilbud, der investerer i kvalitet og uddannede medarbejdere med rette faglighed.
Og her må det aldrig være de dårligste vilkår, der vinder.
Ordentlige arbejdsforhold gør det lettere at tiltrække uddannede socialpædagoger, og at være uddannet til den socialpædagogiske opgave er et af de stærkeste værn mod forråelse og omsorgssvigt. Derfor er arbejdsklausuler et meget vigtigt redskab.
Læs også:Glem ulve og vindmølleparker - ulighed og fattigdom er ved at knække Danmark midt over
I sidste ende handler det ikke kun om medarbejderne. Det handler om de mennesker, som er afhængige af en tryg, stabil og fagligt stærk indsats hver eneste dag.
Det burde være en selvfølge, at offentlige skattekroner kun går til tilbud med ordnede forhold.
Nu er det på tide, at der bliver sat handling bag ordene.
Tilføj kommentar