Formand for socialrådgiverne: Ingen skal forsørges af fattigdomsydelser

Litteratur der gør en forskel: Biografi om opvækst i fattigdom har givet formanden for socialrådgiverne en livslang bevidsthed om, at ulighed skader samfundet.
Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, med biografierne "En rabarberdreng vokser op" og "Bondeknold og rabarberdreng" af Christian Christensen
Litteratur er mange ting. Det kan ikke pakkes ind i én bestemt stil.

Genrene er mange, og mængden af litteratur er velsagtens uendelig. Vi kan ikke undgå litteratur i vores liv.

Derfor undersøger Netavisen Pio i en serie af artikler, hvilke bøger der har en særlig betydning for en række interessante personer fra bl.a. dansk politik, fagbevægelsen og erhvervslivet.

Opfordrede DI til at komme ud i virkeligheden 

Den næste i rækken blev uddannet som socialrådgiver i 1992.

Han var ansat i Beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune igennem ti år og blev i 1997 valgt som tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads.

I 2003 blev han valgt som fællestillidsrepræsentant for samtlige socialrådgivere i Aarhus Kommune, og syv år senere – i 2010 – blev han valgt som regionsformand i Dansk Socialrådgiverforenings Region Nord.

Han har siddet i Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse og forhandlingsdelegation siden 2008 og har været aktiv i foreningen i lidt mere end 20 år.

Social ansvarlighed er lige så vigtigt som økonomisk ansvarlighed

I september i år rasede han over et forslag fra Dansk Industri (DI) om at omdøbe og kategorisere alle kontanthjælpsmodtagere som ’jobparate’. I den forbindelse opfordrede han Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation til at løfte blikket fra regnearkene og komme ud i virkeligheden og kigge på virkelige mennesker.

Og så mener han i øvrigt, at social ansvarlighed er lige så vigtigt som økonomisk ansvarlighed.

Siden november 2018 har han været formand for Dansk Socialrådgiverforening, der har 18.000 medlemmer. Velkommen til Mads Bilstrup.

Fattigdom gjorde stort indtryk

Mads Bilstrup har ikke én, men to yndlingsbøger. Det er dog to bind, skrevet af samme forfatter.

Det drejer sig om En rabarberdreng vokser op (1961) og Bondeknold og rabarberdreng (1962).

Begge bøger er skrevet af forfatter og syndikalist Christian Christensen, der i sine sidste leveår nedskrev sine erindringer fra barndommen. Han døde dog i 1960, og dermed inden bøgerne blev publiceret i hhv. 1961 og 1962.

Men takket være sin gode ven, digteren Halfdan Rasmussen, blev Christian Christensens erindringer udgivet i de to bind, der sidenhen er blevet samlet i Erindringer (1992).

”De (bøgerne, red.) gjorde et stort indtryk på mig, da jeg læste dem som ung pubertetsknægt,” siger Mads Bilstrup.

Solidaritet og sammenhold i kvarteret betød, at de overlevede og fandt løsninger på et bedre liv

Bøgerne handler om forfatter Christian Christensens hårde barndom og opvækst i et fattigkvarter i København omkring år 1890, hvor fattigdom og armod var en stor del af hverdagen, fortæller Mads Bilstrup og fortsætter:

”Men solidaritet og sammenhold i familien og på tværs af alle familierne i kvarteret betød, at de overlevede og fandt løsninger på et bedre liv.”

Ulighed skader samfundet

Mads Bilstrup fortæller, at han har læst de to erindringsbøger flere gange. Det er dog mere end 20 år siden sidst, tilføjer han.

Men bøgerne har utvivlsomt haft en stor betydning for ham.

”De bøger har givet mig en livslæring og forståelse for, hvor meget skade ulighed skaber i et samfund,” siger han og retter blikket mod en række af de offentlige ydelser, der er blevet ændret eller indført i løbet af de senere år:

Ingen skal forsørges af integrationsydelse, 225-timersregel eller kontanthjælpsloft

”Derfor er det i dag vigtigt for mig at kæmpe for et lige Danmark, hvor alle har lige adgang til velfærdssamfundets tilbud, og at ingen skal forsørges af integrationsydelse, 225-timersregel eller kontanthjælpsloft eller på anden vis leve i fattigdom.”

Fundamentet for det faglige arbejde

Også i sit daglige virke, hvor Mads Bilstrup står i spidsen for landets socialrådgivere, er han blevet inspireret af bogen.

”De bredeste skuldre skal bære den største byrde. Det er basisgrundlaget for mit arbejde som formand i Dansk Socialrådgiverforening.”

De bredeste skuldre skal bære den største byrde

Netop pga. sit arbejde betragter han bøger og læsning som lidt af et frirum, hvor han kan koble af. Her er det skønlitteraturen, der kommer ham til gavn.

”Jeg læser rigtig mange rapporter, indstillinger, mødepapirer og analyser i forbindelse med mit arbejde. Derfor bruger jeg i dag skønlitteraturen til at slappe af og rense hovedet. Jeg læser mange krimier og biografier.”

Student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det opskruede samfund med størrer og størrer krav til uddannelse for snart sagt de fleste job..Samt en tiltagende digitalisering overflødiggør flere og flere mennesker. Idet flere og flere funktioner der før BLEV varetaget af
mennesker, nu afskaffes lidt efter lidt gennem digitale løsninger. Butikker afskaffer/erstatter konkret "kassedamer".Såkaldte "selvbetjeningslinier" overtager f.e.x kassedamefunktionen. Digitialiseringen bliver en eksponet i det kapitalistiske system, så egentlige menneskestyrede job overflødiggøres.Der kan derved tjenes penge helt uden at skulle betale for arbejdskraft.Færre og færre job,medfører ringere og ringere mulighed for at kunne klare sig som menneske, i takt med at den teknologiske udvikling skaber overflødig arbejdskraft. Persongrupper får aldrig et job så de kan forsørge sig selv.Blandt mange andre årsager, en væsentlig årsag til stigende fattigdom.

"FOLKEPENSIONEN" er også en "fattigdomsydelse". Folkepensionen kan for rigtig mange der modtager den ikke nå sammen til de faste udgifter.Og en husleje. Ydelsen er UFORSKAMMET lav, for alle folkepensionister der i forvejen er UBEMIDLEDE.
Snart må disse rykke ud på bænkene til alle de hjemløse.Og som dem bo i en papkasse.

Hvordan kan et samfund overhovedet betegne sig selv,som ansvarligt,social og civiliseret,når det har borgergrupper der må leve på gaden, uden tag over hovedet ? Hvordan kan der tales om "velfærdsstat", når nogen må leve under den slags forhold ?