Formanden for Grønlands største fagforbund: “Vi er nødt til at se realiteterne i øjnene”
Formanden for Grønlands største fagforbund: “Vi er nødt til at se realiteterne i øjnene”
Svaret på det massive pres fra USA, er, ifølge SIK-formand, at Grønland indgår i et endnu tættere, men ligeværdigt samarbejde med Danmark. En del af en bevægelse, lyder det fra kommentator
Ilulissat, Grønland
“Ja, vi vil selvstændighed, men nu er vi nødt til at se realiteterne i øjnene og indse, at vi ikke har en jordisk chance for at opnå visionen, nu hvor vi bliver udsat for et massivt pres fra USA.”
Sådan siger formanden for Grønlands største fagforbund, SIK, Jess G. Berthelsen, til det grønlandske medie Sermitsiaq i kølvandet på USA’s præsident Donald Trumps nyeste udmeldinger om at USA “har brug for Grønland”.
Jess G. Berthelsen finder det ildevarslende, at USA’s præsident betragter Grønland “som en handelsvare”.
Berthelsen mener, at svaret på det amerikanske pres over for Grønland og Danmark er et endnu tættere, men ligeværdigt samarbejde med Danmark:
det bør ske ved et endnu tættere samarbejde med Danmark, vel at mærke i gensidig respekt
“Nu må vores politikere gøre alt for at værne om landet og ikke mindst befolkningen, og det bør ske ved et endnu tættere samarbejde med Danmark, vel at mærke i gensidig respekt,” siger han til Sermitsiaq.
Berthelsen mener, at de grønlandske politikere - under indtryk af det massive pres fra USA - bør sætte selvstændighedsretorikken på pause.
Ikke noget paradis for grønlandske lønmodtagere
Berthelsen understreger, at USA vil være alt andet end et paradis for grønlandske lønmodtagere.
Han henviser til, hvordan amerikanske fagforeninger og medlemmer af fagforeninger i USA bliver behandlet. Og han henviser til, at der i USA ikke er et velfærdssystem, som griber socialt og økonomisk udsatte borgere.
Berthelsen advarer sine landsmænd mod at tro, at Donald Trump er interesseret i grønlandsk kultur og levevis. For Trump handler det alene om at tjene penge på Grønland, mener SIK-formanden.
Hans Engell: Den ældre generation har sadlet om
Berthelsens udtalelser er for politisk kommentator Hans Engell et eksempel på, at den ældre generation af politikere i Grønland, eksempelvis Aqqaluk Lynge og Kuupik Kleist, begge medlemmer af det grønlandske venstrefløjsparti, Inuit Ataqatigiit, nu advarer de yngre generationer af grønlandske politikere mod at stå benhårdt på grønlandsk selvstændighed:
De har fuldstændig sadlet om. De accepterer, at der er kommet en ny verdensorden
“De har fuldstændig sadlet om. De accepterer, at der er kommet en ny verdensorden. At Grønland ikke længere lever i et lavspændingsområde. Og at det stiller nye krav til grønlandsk politik,” siger Hans Engell til Netavisen Pio og fortsætter:
“Den unge generation af grønlandske politikere er ikke helt med på den vogn. Men man kan mærke, at der er en bevægelse i gang.”
Kommentarer
“Vi er nødt til at se
Jess G. Berthelsen udtaler
Tilføj kommentar