Annonce

Formodet millionsvindel i København: “En skandale”

Teknik- og Miljøforvaltningen i København har opdaget formodet fusk for op mod 50 millioner kroner. “En skandale”, mener socialdemokrat
Der har været rod i regnskaberne i Københavns Kommune de sidste fire år. Kommunens interne revision vurderer, at der kan være tale om svindel.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Sagen kan - ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen, som de tre konti hører under - dreje sig om mere end 50 millioner kroner.

Der er registreret et underskud på 37,1 millioner kroner de sidste tre år. Forvaltningen forventer, at det beløb vil stige med op mod 15 millioner kroner i 2020.

Borgmester bestiller redegørelse

De 37,1 millioner kroner er uretmæssigt blevet registreret som medarbejdertimer på fiktive anlægskonti i strid med bevillingsreglerne.

Den ansvarlige for forvaltningen, teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), mener, at det er “under al kritik, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke overholder kommunens regler”.

Derfor har hun bestilt en redegørelse, som skal undersøge, hvad der konkret er gået galt i forvaltningen.

Det kan være med til at skabe mistillid til en forvaltning

”Alle alarmklokker ringer, når der findes fiktive konti uden dækning for millionunderskud, hvor den øverste ledelse ikke har været orienteret om håndteringen, og det kan være med til at skabe mistillid til en forvaltning, som ellers arbejder hårdt i københavnernes tjeneste,” siger hun i pressemeddelelsen.

I meddelelsen fremgår det, at sagen kan få personaleretlige konsekvenser.

S-byrådsmedlem: Lader til at være fusk 

Marcus Vesterager (S), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, kalder sagen for “en skandale”.

“Det er ærgerligt, at vi i Teknik- og Miljøforvaltningen har fået endnu en dårlig sag. Der er ikke bare tale om rod i regnskaberne, som forvaltningen kalder det. Der er tale om en skandale. Så jeg vil sige, at den her sag er klart en af de grelleste sager, som Teknik- og Miljøforvaltningen har haft på sig,” siger han til Netavisen Pio.

Den her sag er klart en af de grelleste sager

Han mener, at der formentlig er tale om fusk fra den involverede afdeling i Teknik- og Miljøforvaltningen.

“Sådan som man læser pressemeddelelsen fra forvaltningen, må man antage, at der ikke bare er tale om én enkelt fejltagelse. Der lader til at være tale om en form for fusk, men det ved vi selvfølgelig ikke på nuværende tidspunkt,” siger han og fortsætter:

“Først skal vi have fundet ud af, hvem der har vidst noget omkring det her, og så må vi derefter drøfte, hvilke konsekvenser det skal have. Men det er klart, at det går ikke, hvis vi politikere skal kunne udføre vores arbejde, at der er en mangel på tillid mellem os politikere og forvaltningen.” 

Forvaltningens økonomiafdeling vurderer, at overgangen til et nyt økonomisystem for hele kommunen kombineret med nye arbejdsgange kan have muliggjort den formodede svindel.

Underskuddet vil få betydning

Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder for at håndtere den økonomiske udfordring med et såkaldt internt lån, som skal afdrages over en årrække, for at undgå drastiske besparelser.

Men underskuddet på Teknik- og Miljøområdet, som kan ende med at beløbe sig til mere end 50 millioner kroner, kommer til at få betydning for københavnerne.

Det er klart, at det kommer til at have en eller anden betydning

“Det er klart, at det kommer til at have en eller anden betydning, fordi det nu viser sig, at vi ikke har de penge, som vi regnede med. Men hvordan det konkret kommer til at have betydning, kan jeg desværre ikke sige noget om på nuværende tidspunkt,” lyder det fra Marcus Vesterager, som fortæller, at der i næste uge er indkaldt til udvalgsmøde i Teknik- og Miljøudvalget, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål til sagen.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet