Forsoning hos De Radikale og minister beklager mundkurv

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Martin Lidegaard bliver Sofie Carsten Nielsens højre hånd, minister beklager mundkurv til corona-vikarer og ny klimaordfører i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Forsoning hos De Radikale: Martin Lidegaard bliver næstformand

Martin Lidegaard rykker nu op på pladsen som 1. næstformand i Radikale Venstre – positionen under formand Sofie Carsten Nielsen.

Det skriver dr.dk.

“Sofie har gentagne gange rakt ud til mig og spurgt, om vi ikke skulle snakke sammen. Og jeg har været nødt til at sige nej, fordi jeg ikke var færdig med mine overvejelser,” siger han med henvisning til, at han ligesom flere andre radikale har overvejet at forlade partiet.

“Men for et par uger siden, der sagde jeg ja tak,” siger Martin Lidegaard, som nu har besluttet sig for at blive i partiet.

Partiledelsen håber, at aftalen giver ro i partiet, der har været plaget af interne uro siden efteråret, hvor Mortens Østergaard måtte gå som politisk leder efter anklager om seksuelle krænkelser.

“Jeg har rakt ud til Martin, fordi vi har brug for at trække både Radikale Venstre, men også vores fælles projekt, dansk politik, fremad,” lyder det fra Sofie Carsten Nielsen.

 

Minister beklager mundkurv til corona-vikarer

Det var en misforståelse, at corona-vikarer ikke måtte udtale sig til pressen som privatpersoner, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

Sådan skriver Altinget.

Han beklager myndighedernes instruks til ansatte i statens smitteopsporing om ikke at udtale sig til pressen.

Det var ikke meningen, at Rigspolitiets skilt til medarbejdere i Jonstruplejren - med teksten ”husk at vi ikke udtaler os til pressen” - skulle begrænse medarbejdernes ret til at udtale sig som privatpersoner.

Men ”skiltets ordlyd har kunnet misforstås, og skiltet er derfor taget ned,” skriver justitsministeren i et svar til retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), hvor han beklager skiltet.

Formålet med skiltet var at gøre medarbejderne opmærksomme på, at henvendelser fra pressen i forhold til myndighedsarbejdet med corona-hotline og smitteopsporing skulle håndteres via kommunikationsafdelingen.

Læs mere her.

 

Bjørn Brandenborg ny klimaordfører for S

Anne Paulin (S) går på barsel, og derfor bliver Bjørn Brandenborg ny klimaordfører for Socialdemokratiet under hendes fravær.

Det oplyser han på Twitter.

 

placeholder
  

 

"Jeg glæder mig til at være en del af det vigtige og gode arbejde," skriver Bjørn Brandenborg om sit nye ordførerskab.

“Så er det blevet barselstid for mig, og jeg giver klimaordfører-stafetten videre til min dygtige kollega Bjørn Brandenborg det næste halve år,” skriver Anne Paulin på Twitter.

 

placeholder
 

 

Dermed bliver det Bjørn Brandenborg, som skal assistere klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i forårets forhandlinger om blandt andet landbrugsreduktioner af hensyn til klimaet.

Bjørn Brandenborg fortsætter samtidig som uddannelses- og forskningsordfører samt som formand for Skatteudvalget.

 

Falsk Lars Lilleholt bad kvinder om deres telefonnumre på Instagram 

Den tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Lilleholt (V) er i denne uge blevet misbrugt af en ukendt person, som under dække af at være Venstre-politikeren har lokket personlige oplysninger ud af flere af hans godt og vel 600 følgere - primært de kvindelige af slagsen.

Sådan skriver Jyllands-Posten.

Lars Lilleholt, som er nuværende forsvarsordfører og nu også gruppenæstformand for Venstre, blev opmærksom på problemet tirsdag aften, da han blev kontaktet af flere bekendte, der følger ham på det sociale medie.

De undrede sig over, at en profil med brugernavnet ”lars_chrr_lilleholt”, som havde et officielt billede af politikeren som profilbillede, havde skrevet til dem.

Ifølge politikeren var det grænseoverskridende at få sit navn og billede brugt af en fremmed, og værre blev det af, at der ifølge politikeren også var lagt et billede ud af Lars Lilleholt sammen med sin kone og datter på den falske profil.

Et billede, som han selv tidligere havde delt på sin egen profil. Samtidig skrev profilen om Lilleholts corona-sygdom, hvilket for politikeren indikerer, at det er personer, som har “foretaget en vis research”, før profilen blev oprettet.

Lars Chr. Lilleholt anmeldte den falske profil og opfordrede alle andre til at gøre det samme, og onsdag er profilen blevet deaktiveret af Instagram. Ifølge folketingsmedlemmets politiske medarbejder Jakob Hartig nåede den kun at være aktiv i få dage, før den blev stoppet.

Politikeren er bekymret for, hvad den slags falske profiler kan gøre af skade for personer og virksomheder.

Læs mere her.

 

To tredjedele blev væk fra den kollektive trafik i januar

I januar i år var der cirka 65 procent færre passagerer med den kollektive trafik i forhold til samme periode sidste år. Corona-restriktioner, ekstra afstand og meget hjemmearbejde ses tydeligt i busser og tog.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

66 procent færre togrejser over Storebælt, 64 procent færre rejser med s-tog, og rejsekort-aktiviteten er faldet med 65 procent. Tallene viser faldet i rejsende i januar i år i forhold til samme periode i 2020. Den kollektive trafik er mærket af coronarestriktionerne.

“Det er trist som socialdemokratisk transportminister at se den kollektive trafik bløde passagerer på denne måde. Men jeg må endnu engang understrege, at det er et nødvendigt onde for at få coronavirussen under kontrol,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Trafiktallene er baseret på data fra Vejdirektoratets tællestationer på statsvejnettet, optællinger fra Sund & Bælt, data fra Rejsekortet og passagertal fra DSB.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er student på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce