For nogle er det en visionær aftale, der øger samhandlen, skaber arbejdspladser og hæver levestandarden på begge sider af Atlanten. For andre er det et knæfald for neoliberalismen, som indfører en åben ladeport for multinationale selskaber til at udvande arbejdstagerrettigheder, miljø- og forbrugerbeskyttelse og privatisere velfærden.

Synet på den netop indgående frihandelsaftale mellem EU og Canada, Comprehensive Economic and Trade Agreement, forkortet CETA, varier betydeligt alt efter hvem man spørger. Selv inden for den europæiske fagbevægelse findes der vidt forskellige opfattelser af, hvorvidt aftalen udgør et fremskridt eller et tilbageskridt. I Berlin gik titusindvis af mennesker i sidste måned i demonstrationsoptog mod CETA-aftalen, og i Danmark var der i sidste uge demonstration på Christiansborg Slotsplads.

Debatten om frihandel raser også på den anden side af Atlanten, hvor den republikanske kandidat Donald Trump har gjort modstanden mod frihandelsaftaler til en hjørnesten i sin valgkampagne. Men selvom der har været meget dækning af protesterne mod CETA, så har der været skrevet meget lidt om selve indholdet af aftalen.

Netavisen Pio har derfor stillet spørgsmål og givet svar om CETA:

Hvad er CETA?
CETA er en forkortelse for Comprehensive Economic and Trade Agreement. Det er en frihandelsaftale mellem på den ene side Den Europæiske Union, repræsenteret ved EU-Kommissionen, og på den anden side Canada. Formålet er at styrke samhandel og investeringer mellem EU-landene og Canada, som igen skal styrke vækst og beskæftigelse på begge sider af Atlanten.

Ifølge EU-Kommissionen vil aftalen medføre øget eksport fra EU til Canada, og dermed skabe flere arbejdspladser i Europa. Dertil kommer, at fjernelsen af toldbarrierer vil sænke virksomhedernes omkostninger og hæve reallønnen for lønmodtagere, fordi importvarer bliver billigere.

Ifølge EU-Kommissionen vil aftalen fjerne canadisk told på europæiske varer for over 500 millioner euro årligt. Dermed er 99 procent af de varer, EU eksporterer til Canada, fritaget for told, når aftalen er fuldt gennemført. Der har været ført forhandlinger om CETA siden 2009, og først nu, efter syv år, er der altså muligt at underskrive en endelig aftale.

Præcis hvor meget ekstra vækst og beskæftigelse giver CETA?
Det er der ikke nogen som ved med sikkerhed. Der har floreret forskellige tal i debatten, og tilhængere og modstandere griber ikke overraskende fat i de tal, der bedst understøtter deres påstand.

EU-Kommissionen mener, at der vil være en klar og positiv effekt på den europæiske økonomi, og dermed at der også vil blive skabt flere arbejdspladser. Omvendt har andre økonomer hævdet, at aftalen slet ikke vil skabe vækst! Canada er trods alt kun cirka 25 millioner mennesker, altså på størrelse med et mellemstort EU-land, så der bliver næppe tale om store, tektoniske forandringer.

Udenrigsministeriet har vurderet, at den danske eksport til Canada kan stige med op til 2,2 milliarder kroner som følge af CETA.

Hvad går kritikken af CETA på?
Der er mange kritikpunkter, alt efter hvem man spørger. Tre kritikpunkter synes dog at være gennemgående. For det første frygter kritikkerne, at aftalen vil sænke miljø- og fødevarestandarderne i Europa, fordi der som et led i aftalen sker en harmonisering af standarderne i EU og Canada, hvor det så at sige bliver ”laveste fællesnævner” der kommer til at gælde. Også arbejdstagernes rettigheder kan være i fare, advarer kritikkerne.

For det andet har det lydt, at aftalen åbner op for yderligere privatisering af velfærden. Og endelig har meget kritik samlet sig om det såkaldte tvistbilæggelsessystem der skal håndtere uenigheder mellem stater og virksomheder om, hvordan reglerne skal fortolkes. Her mener kritikkerne, at private særdomstole kommer til at så over det almindelige retssystem, til gavn for primært store, multinationale virksomheder.

Er det rigtigt, at CETA vil forringe EU’s fødevare- og miljølovgivning?
Kritikkerne mener som nævnt, at standarderne vil blive sænket som følge af aftalen. Tilhængerne peger omvendt på, at det netop fremgår af aftalen, at der ikke bliver tale om en harmonisering af reglerne på fødevare- og miljøområdet, men om at Canada skal leve op til de nuværende europæiske standarder, hvis canadierne vil eksportere til Europa.

”CETA vil ikke få betydning for fødevare- og miljølovgivning i EU. Canadiske producenter kan kun eksporterer og sælge deres produkter i EU, hvis de fuldt ud lever op til den relevante europæiske lovgivning – uden undtagelser.”, skriver EU-Kommissionen.

Det betyder blandt andet, at GMO-kød, der er tilladt i Canada, ikke får lov til at blive eksporteret til EU. Kommissionen understreget også, at aftalen ikke forhindrer fremtidig regulering på området, hverken i EU eller i Canada. Kritikkere fastholder omvendt, at der med tiden vil ske harmoniseringer mellem EU og Canada, som kan forringe de europæiske standarder.

Vil CETA forringe lønmodtagernes rettigheder?
Kritikerne peger på, at CETA ikke stiller krav om at ratificere alle de otte såkaldte grundlæggende konventioner fra FN’s arbejdsorganisation ILO. Aftalerne skal garantere lønmodtagernes grundlæggende rettigheder på arbejdsmarkedet, eksempelvis retten til kollektive overenskomster. Det betyder ifølge kritikkerne, at arbejdsstanderne i Europa kan blive sænket som konsekvens af aftalen.

EU-landene har i dag ratificeret alle otte, mens Canada har ratificeret de syv, og muligvis vil ratificeret den ottende i nær fremtid. Det mener tilhængerne af aftalen vil garantere lønmodtagernes rettigheder. De peger desuden på, at aftalen indeholder flere henvisninger til ILO og arbejdstagerrettigheder, og at der ikke er noget i aftalen, som peger i retning af, at aftalen kan bruges til at udhule lønmodtagerrettighederne.

Vil CETA tvinge landene til mere udlicitering og privatisering?
Kritikere mener, at aftalen vil gennemtvinge privatiseringer af offentlige ydelser. Alt fra undervisning til vandforsyning har været nævnt som områder, der nu vil blive privatiseret eller konkurrenceudsat som konsekvens af aftalen.

Det afviser tilhængerne. I aftalen er der eksplicit taget forbehold for en lang række offentlige ydelser, herunder offentlige sociale ydelser, velfærdsydelser og forsyningsydelser, og det vil derfor fortsat være op til de enkelte medlemslande at bestemme hvad der skal drives offentligt og hvad der skal konkurrenceudsættes.

Aftalen giver canadiske virksomheder lov til at byde på opgaver, som det offentlige myndigheder sender i udbud efter samme regler, som i dag gælder i EU. Ligesom europæiske virksomheder får lov at byde på de opgaver, som canadiske myndigheder sender i udbud. Det gælder dog fortsat, at vinder en canadisk virksomhed en opgave i eksempelvis Danmark, så skal virksomheden overholde danske løn- og arbejdsvilkår.

Er det rigtigt, at virksomheder får lov at sagsøge stater ved private særdomstole?
Det kommer lidt an på, hvad man mener med ”private særdomstole”. CETA indeholder, som alle andre handelsaftaler, naturligvis en mekanisme til at håndtere situationer, hvor en virksomhed mener, at dens rettigheder er blevet overtrådt af en stat. Diskussionen er derfor gået på, hvordan tvister mellem stater og virksomheder skulle kunne løses.

Oprindeligt opererede aftalen med en såkaldt Invester-to-State-Dispute-Settlement (ISDS), der især kendes fra handelsaftaler med ulande. Det er en privat voldgift med tre medlemmer, hvoraf en blev udpeget af staten og en af virksomheden, mens den tredje så at sige skulle være uafhængig. Der var lagt op til en lukket proces, og til at dommen ikke kunne ankes.

ISDS har også været et centralt stridspunkt i forbindelse med forhandlingerne om TTIP-aftalen med USA, og efter meget kritik blev modellen skrottet, også i CETA-aftalen. I den endelige aftale er der derfor i stedet indført en egentlig domstol, Investment Court System. Domstolen kommer til at bestå af femten faste dommere, fem fra EU, fem fra Canada og fem fra tredjelande. I de konkrete sager vil det være et panel på tre dommere som træffer afgørelse. Selve processen bliver offentlig, og det bliver muligt at anke dommen til en anden instans.

Dermed kommer systemet mere til at ligne det, der kendes fra eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Dog med den forskel, at sager først kan bringes for Menneskerettighedsdomstolen når de har været igennem de nationale domstole – med ICS kan sagen bringes direkte til den internationale domstol, uden om de nationale domstole.

Men er det rigtigt, at virksomheder kan få erstatning, hvis et land hæver eksempelvis miljø- eller forbrugerbeskyttelse?
En af de mest sejlivede påstande har været, at virksomheder kan sagsøge stater og få erstatning, hvis staterne indfører eksempelvis skrappere miljølovgivning eller højere fødevarestandarder, der påfører virksomhederne ekstra omkostninger og dermed går ud over deres indtjening.

Det er imidlertid helt i skoven, hvis man skal tro tilhængerne. De henviser til, at det er indskærpet, at strammere lovgivning ikke kan medføre erstatning til virksomhederne, heller ikke selvom det går ud over virksomhedernes indtjening. Den udlægning bakkes op af EU-Kommissionen “Der kan ikke blive rejst krav ved domstolen blot fordi en handling har betydning for en investors profit”, hedder det i et notat fra Kommissionen.

Stater kan kun blive dømt i specifikke sager, hvor der enten har været tale om diskrimination over for en udenlandsk virksomhed, altså at en canadisk virksomhed er blevet behandlet efter andre regler end dem der gælder for øvrige virksomheder, hvor staters handlinger har karakter af såkaldt indirekte ekspropriation. Det kan være tilfælde, hvor staten har givet en virksomhed en specifik tilladelse, som senere trækkes tilbage. Men her er altså tale om specifikke skridt over for en enkelt virksomhed – ikke om generelle love og regler, der gælder for alle.

Det har imidlertid ikke beroliget kritikkerne. De mener, at flere af bestemmelserne i aftalen er så elastiske, at de trods Kommissionens forsikringer alligevel åbner op for, at virksomheder kan få erstatninger, hvis staterne vælger at stramme reglerne.

Hvad mener fagbevægelsen om CETA?
Det afhænger helt af, hvem ”fagbevægelsen” er. I Tyskland, Frankrig og Sydeuropa er fagbevægelsen kritisk eller direkte modstandere af CETA. I Skandinavien er fagbevægelsen derimod overvejende positiv. Det afspejler de to forskellige tilgange, hvor den skandinaviske fagbevægelse typisk har set globaliseringen som en mulighed, der skulle gribes, mens den kontinentale fagbevægelse har set globaliseringen som en trussel, man skulle beskyttes imod.

I Danmark har LO i kølvandet på de seneste revisioner, blandt andet ændringen af tvistbilæggelsessystemet, lagt sig på en positiv linje. LO’s hovedbestyrelse træffer dog først endelig beslutning i slutningen af november. Men to store fagforbund, FOA og 3F, har for nylig meldt ud, at de stiller sig kritisk over aftalen i dens nuværende form. 3F fremhæver især usikkerheden om arbejdstageres rettigheder, mens FOA slår på, at aftalen vil åbne op for mere privatisering af velfærden.

Hvordan kan der være så forskellige opfattelser af, hvad det er for en aftale der er indgået?
En del af forklaringen skal nok også findes i, at CETA er et så omfattende, at meget få har det fulde overblik over aftalen. Det gør det nemt at læse og fortolke aftalen i det lys, der passer til de ens i forvejen fastlagte politiske synspunkter. Og myterne får lov at leve videre, fordi der ikke er en endelig facitliste at slå op i – der er ikke nogen autoritativ stemme, der kan skære igennem og så fast, hvilke opfattelser der er rigtige og hvilke der er forkerte.

Derover spiller modstanderne på en grundlæggende mistillid til hele EU-systemet. Dermed kan man i princippet afvise alle officielle dokumenter udtalelser fra EU med et ”vi kan alligevel ikke stole på EU”, som når det eksempelvis fastholdes, at aftalen kan sænke miljøstandarder eller føre til privatisering af velfærden, trods EU-Kommissionens forsikringer om det modsatte.

Endelig kommer, at der altid er en usikkerhed om, hvordan aftaler vil blive implementeret. Det er jo før set, at aftaler har fået en anden virkning i praksis, end dem man forstillede sig, da aftalen blev indgået. Det gælder blandt andet i forhold til Domstolen. Så længe den usikkerhed er til stede, så vil der naturligvis være rum for at pege på mulige huller i CETA-aftalen – og tilsvarende svært for tilhængere at afvise dem.

 

CETA skal nu godkendes i de enkelte landes parlamentet og i Europa-Parlamentet, inden den kan træde formelt i kraft.