Henter indhold

22. september 2017

Kultur
Fortællingen om et nederlag
Mod alles forventning tabte Hillary Clinton. Kloge mænd og kvinder har prøvet at forstå, hvordan det ku gå så galt. I ny bog kommer hun selv til orde.
22. september 2017

Siden valget 8. november 2016 har det ikke skortet på analyser af, hvad det dog var, der skete. Bogen ”Shattered” af Amie Parnes og Jonathan Allen giver et blik indefra kampagnen; en række andre forfattere og kommentatorer har også givet deres besyv med. En udbredt holdning er, at Clinton var for teknokratisk og elitær, samt at hendes kampagne manglede evnen til at begejstre og var præget af internt ævl og kævl.

Hvorfor skrive 500 sider om sit livs største nederlag?
Clintons afsæt for at skrive ”What happened” er at fortælle sin egen historie. Vaske billedet af sig som en fjern, elitær teknokrat væk. Fortælle, at hun førte en god kampagne, men blev slået på grund af omstændigheder, hun ikke selv var herre over. Og fortælle os, at hun kunne være blevet en fandens god præsident. Meget bedre end ham, der endte med at blive det.

Clintons afsæt for at skrive ”What happened” er at fortælle os, at hun kunne være blevet en fandens god præsident

Ifølge Hillary Clinton er den vigtigste grund til, at hun tabte valget ”emailgate”: For dem, som ikke kan huske detaljerne i sagen, handler det om, at hun brugte en privat mailserver, mens hun var udenrigsminister. Sagen blussede op igen et par uger før valget, og selv om alle undersøgelser blev afblæst 2 dage før valget, og Clinton – igen – blev frikendt for alle anklager, var skaden, ifølge Clinton, sket: Alle talte igen om de ”forbandede emails”, ingen lyttede efter hendes budskaber og Trump – den notoriske løgner, snyder og mandschauvinist – var mere troværdig. Utroligt, men sandt. Dét har hun bestemt ikke tilgivet FBI’s daværende chef, James Comey, der stod for undersøgelserne og valgte at orientere udvalgte politikere i kongressen om det.

Det er langt fra alle, der er enige med Clinton i, at det var emailgate, der var grunden til, at hun tabte valget. Men i bogen er det Hillary, der har ordet.

Hillary med fastfood ved spisebordet
At bogen i så høj grad er et svar på det, andre har skrevet om Hillary betyder, at kritikken fylder meget i bogen. Nogle kritikere bliver nævnt ved navn, mens andre kritikpunkter ikke bliver nævnt direkte, men svæver mellem linjerne. Et eksempel er vidnesbyrdene om, at Hillary var en professionel politiker, som det var svært at komme ind på livet af. Dén kritik afmonterer Hillary med beskrivelser af episode efter episode, hvor hun er sammen med vælgere – ofte i intime situationer omkring et spisebord – eller hygger sig med sin kampagnestab over amerikansk fodbold og thai-mad i sofaen efter en lang dag.

Dén kritik afmonterer Hillary med beskrivelser af episode efter episode, hvor hun er sammen med vælgere – ofte i intime situationer omkring et spisebord

Og vi får lov at komme tæt på personen Hillary, når hun beskriver sin reaktion efter valget: Afmægtighed, nedtrykthed og fortvivlelse over at have tabt til Trump, som hun helt ind i hjertet føler, vil føre USA i en forkert retning.

Trumps foragtelige tilhængere: A basket of deplorables?
Et af de kritikpunkter, der oftest er blevet fremført mod Clinton er, at hun ikke havde nogen samlende fortælling. Hvad var det egentlig hun ville? Hvorfor ville hun være præsident? Hvordan ville hun ændre USA? Hvordan ville og kunne hun hjælpe de jævne amerikanere, der savner en vision for, hvordan fremtiden skal blive bedre – eller i hvert fald bare nogenlunde lige så god – som fortiden?

De spørgsmål står stadig tilbage efter læsningen af bogen. Da Hillary Clinton i den sidste del af sin kampagne har talt ansigt til ansigt med en gruppe vælgere, som er blevet særligt hårdt ramt af den økonomiske udvikling, gør det så stort indtryk på hende, at hun efter mødet ringer til sin mand og siger ”Bill, we have to help these people”.

Man kan som læser ikke undgå at tænke, at dén erkendelse kommer underligt sent, efter mere end et års kampagne og efter årtier som toneangivende politiker. Og der kommer stadig ikke en samlet plan for, hvordan områderne, der er blevet ramt af udviklingen, kan komme på fode igen. For vi er ifølge Clinton nødt til at se fremad, mod grønne jobs, IT og højteknologi.

Alt for mange er dovne og har en tendens til at bebrejde andre deres ulykke i stedet for selv at smøge ærmerne op

Clinton konstaterer tørt – med lån fra forfatteren og venturekapitalisten J.D. Vance, der i bogen ”Hillbilly Elegy” har skrevet om sin opvækst i kriseramte Ohio – at problemet med tilbagegangen i industriområderne jo i høj grad skyldes, at alt for mange er dovne og har en tendens til at bebrejde andre deres ulykke i stedet for selv at smøge ærmerne op. Det var ikke mærkeligt at læse dén holdning i en bog skrevet af en venturekapitalist, men det føles mærkeligt at læse beskrivelsen som forklaring på tilbagegangen i store dele af USA i en bog, der er skrevet af en demokratisk præsidentkandidat.

Mod slutningen af valgkampen kom Hillary Clinton beklageligvis til at kalde Trumps tilhængere ”a basket of deplorables”, som løst kan oversættes til ”en samling foragtelige personer”. Af mange blev udtalelsen tolket som om, at Clinton kun havde hån til overs for den typiske Trump-vælger, der måske i tidligere tider ville have stemt demokratisk. I valgkampen måtte Clinton undskylde, men i bogen konstaterer hun uden anger, at ”I was talking about well-documented reality”. Bare, hvis vi skulle være i tvivl.

En god bog, skrevet på indebrændt frustration
“What happened” er ikke en fremragende bog, men det er en god bog. Frustrationen spærrer sine steder for klarsynet, og der er i nogle kapitler for mange tolkninger, lavet af andre, der skal besvares til bare at lade pennen flyde. Og bogen er absolut læseværdig. Det er en bog skrevet på en cocktail af indebrændthed og frustration over nederlaget, men så meget desto mere en befriende ærlig bog.

En befriende ærlig bog

Og der er masser af stærke dele af bogen. Beskrivelserne af Clintons kærlighed til sin datter og børnebørn, til Bill, som har været hendes bedste ven gennem årtier og savnet af sin mor, er stærke og vedkommende. Clinton-familien har været i offentlighedens søgelys i årtier, så mange læsere vil nok kende historierne i forvejen. Alligevel formår Clinton at gøre beskrivelsen af sine kære stærke og vedkommende.

Det er også en bog, der giver stof til eftertanke i en dansk sammenhæng. For hvor vigtigt er det at forstå frustrationen hos dem, der ikke hører til de fattigste i samfundet, men måske hører til dem, der føler sig mest udsat på et arbejdsmarked, der forandrer sig foruroligende hurtigt? Er det – som Politiken har for vane at mene – populisme eller er det socialdemokratisk arvegods at kære sig om ”Produktionsdanmark?” Skal man bare bede middelklassen med faste jobs, hus og bil om at tage sig sammen, når de bliver usikre på, hvad fremtiden bringer, eller skal man lytte til deres bekymringer?

Diskussionen er lige så aktuel i Danmark som i USA, og med ”What happened” har vi en bog, hvor vi får lov at komme helt tæt på overvejelserne om, hvad der er det rigtige at gøre.

Hillary Clinton: What happened. Udkom 12. september på Simon & Schuster.

 

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO