Annonce

Fortællinger fra arbejdslivet: Ketti har seks skruer og fire stave i lænden

Ketti er blevet opereret og har i flere år taget piller for at passe sit job. Michael kan dårligt gå op ad kantsten med sine knæ
Den 48-årige kantinemedarbejder, Ketti Lykkegaard Wentzlau, vil gerne kunne passe sin urtehave, når hun engang går på pension.

Og med 22 år tilbage på arbejdsmarkedet håber Ketti på en ret til tidlig tilbagetrækning, som giver de nedslidte en god alderdom.

Det skriver Fagbladet 3F.

“Det betyder noget for mig, at jeg kan være aktiv efter arbejdslivet. Det skal ikke være sådan, at når jeg har udtjent min "værnepligt", så er samfundet ligeglad, og så kan jeg gå direkte på kirkegården og lægge mig. Jeg vil også have mulighed for at lave noget i mine seniorår,” siger Ketti til Fagbladet 3F.

Det betyder noget for mig, at jeg kan være aktiv efter arbejdslivet

Ketti håber på at kunne gå på pension fra sit arbejde, inden hun bliver 70 år, så hun har mulighed for at gå tur med hunden, gynge barnebarnet på legepladsen og passe urtehaven.

Af den grund er hun spændt på det udspil om tidlig tilbagetrækning, som regeringen præsenterer tirsdag.

Startede arbejde som 17-årig

Ketti startede med at arbejde som 17-årig, og hun mener, at man bør skelne mellem, om man er slidt ned, eller om man bare har været mange år på arbejdsmarkedet.

Seks skruer og fire stave i lænden har Ketti, når hun går på arbejde. Derudover er hun tidligere blevet opereret i hænderne og har i mange år indtaget smertestillende medicin for at kunne passe sit job.

Ketti håber på, at hun formår at passe sin have, når hun engang kan gå på pension som 70-årig. Som tingene ser ud nu, frygter hun dog, at hun er for nedslidt.

“22 år tilbage. Det kan jeg ikke. Ellers må vi håbe, at overførselsindkomsterne kan holde mig i gang,” siger Ketti, der trods lange udsigter til tilbagetrækning elsker sit arbejde.

22 år tilbage. Det kan jeg ikke

Michael: Mine knæ er slidt op!

Smertestillende medicin er også hverdag for den 59-årige jord- og betonarbejder og 3F’er, Michael Rasmussen.

Michael tror ikke på, at han kan holde syv år til på arbejdsmarkedet. Begge hans knæ er nemlig slidt helt op.

Derfor skal Michael have to nye knæ for at kunne arbejde, indtil han kan se frem til folkepension i en alder af 67 år.

Det skriver Fagbladet 3F.

“Jeg har stort set ikke nogen knæ lige nu. Lægen siger, at de er slidt op af gigt. Det er knogle mod knogle,” siger Michael til Fagbladet 3F og fortsætter:

Jeg kan dårligt gå op ad en kantsten

“Jeg kan dårligt gå op ad en kantsten. Og jeg ligner en klumpedumpe, når jeg gør.”

Af selvsamme årsag ser Michael frem til, at regeringen tirsdag præsenterer sit politiske udspil om tidlig tilbagetrækning.

Holder nok ikke syv år mere

Michaels to nye knæ, der er lavet af titanium, skal hjælpe ham med at holde de sidste syv år i arbejdet som jord- og betonarbejder, men han er usikker på, hvorvidt han kan komme igennem det.

“Jeg tror sgu ikke, jeg kan klare det. Der kommer nogle begrænsninger, når jeg får skiftet knæ. Så kan jeg ikke kravle på stiger og stilladser, og det gør vi jo hele tiden,” siger Michael.

Jeg tror sgu ikke, jeg kan klare det

Socialdemokratiet har i lige knap halvandet år arbejdet på det politiske udspil om ret til tidlig pension.

Udspillet retter sig netop mod hårdt nedslidte som Ketti Lykkegaard Wentzlau og Michael Rasmussen.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet