Et tilfældigt møde til et foredrag på Lolland fører journalisten og forfatteren Jesper Clemmensen på sporet af en særlig historie. Og efter et omfattende research-arbejde og timevis af samtaler, tager bogen os gennem en livsrejse, der trækker tråde til historiske begivenheder, men samtidig giver os endnu flere nuancer af en tid, der fysisk og psykisk skar sig ned igennem menneske- og familieliv.

Jesper Clemmensen fortæller i sin nyeste bog ”Skyggemand – flugthjælper i den kolde krigs Berlin” historien om Dietrich Rohrbeck, der i 1962 beslutter sig for at kaste sig ind i arbejdet med at hjælpe østtyskere over den lukkede grænse.

Mercedes-manden
I en ombygget Mercedes med hulrum i bagsædet transporterede skyggemanden de frihedshungrende fra Østberlin over grænsen. Over til de familiemedlemmer, de var blevet skilt fra. Til en kæreste. Eller drømmen om at færdiggøre den uddannelse, de var blevet afskåret fra at færdiggøre, da muren og hegnene blev rejst midt om natten den 13. august 1961. Væk fra totalitarisme, tomme hylder i supermarkederne, propaganda og den altoverskyggende kontrol, som kammerat Ulbricht holdt den østtyske befolkning fastlåst i.

Det er heroisk og medmenneskeligt, og sætter samtidig ham selv i søgelyset hos det østtyske sikkerheds- og efterretningsbureau, Stasi, der hele tiden synes lige i hælene på de mennesker, der arbejder under radaren i det vestlige Berlin. Stasis evne til at indlemme spioner i deres organisation, leder da også til, at de ender med at overhale flugthjælperne og gør livet svært for de få, der fortsætter det farlige arbejde.

Stasis udviklede evner til at opsnappe flugthjælpernes metode er sammen med ny politiske – og mindre sympatiske - vinde med til at sætte det endelige punktum for flugthjælpernes æra. Den vesttyske regering trækker i 1964 uofficielt støtten til flugthjælpernes arbejde, for at i stedet at søge løsninger gennem et diplomatisk samarbejde med det østtyske styre.

Det er kun i få år, fra 1961-1965, at størstedelen af flugthjælpernes organisationer er på sit højeste. De fleste grupper udspringer af studentermiljøet, hvor de universitetsstuderende fik adskillelsen på tæt hold, da mange af deres medstuderende hen over natten blev afspærret bag muren. De hjælper titusinder af østtyskere med at flygte i de år.

Republikflugt
Det var desperate skæbner, der fandt frem til flugthjælperne, når de i Vestberlins undergrundsmiljø fik formidlet kontakten. Aktionen blev farlig, dyr og omgivet af stor usikkerhed, fordi østtyskernes systemer omkring grænseovergangene hele tiden tilpassede sig flugthjælpernes planlægning og flugtsystemer. De opfandt nye måder at tjekke falske papirer, og blev endnu mere ihærdige i gennemsøgningen af biler for ombygning og skjulte passagerer.

Det var en farlig zone, der adskilte øst og vest. Selve zonen udgjorde et lovløst tomrum, hvor propagandamaskinen i øst satte i gang, hvis østtyske grænsevagter skød og dræbte østtyskere i forsøget på at forcere. Hvis man blev taget levende, kunne man se frem til flere års fængsel for ’forsøg på republikflugt’.

Gråzonen
Men den desperate situation skabte også en gråzone, hvor netop spørgsmålet om menneskers liv, afsavnene til familien og vennerne på den anden side, og en tilværelse under fuld kontrol af DDR-regimet gjorde, at der blev taget flere chancer. Kontrasten mellem det grå liv i DDR og den lysende fremtid i Vesten blev trukket skarpt op, og det undlod plads til nuancerne.

Det er en af pointerne i Jesper Clemmensens fortælling om Dietrich Rohrbecks liv. Han mærkede i sin egen familie, hvordan en voldsom flugt fra øst til vest kunne være så svær en omvæltning, at det aldrig fik den lykkelige ende, det var tiltænkt.

Samtidig var der motiv-spørgsmålet. For planlægningen, organiseringen og udførslen af flugthjælpen var ikke gratis. Det krævede penge, og prisen på en flugt steg i takt med, at DDR lykkedes med at opsnappe hjælpernes metode og gjorde det sværere og mere indviklet at omgå grænsevagterne. Men så længe at hjælpernes største mål var at hjælpe deres medmennesker, og ikke et spørgsmål om at tjene penge på andres ulykkelige situation, så kan det accepteres. Det ligger i rationalet hos de flugthjælpere, vi bliver bekendt med i bogens forløb. Men det kan vi bare ikke være sikre på gjaldt for alle, viser bogen også. Og trækker dermed spor op til de seneste års meget aktuelle debat om de menneskesmuglere, der sælger en vej til friheden dyrt på en overlastet gummibåd over Middelhavet.

Bogen viser de gråzoner, der voksede frem i grænselandet omkring muren.  Blandt andet derfor er Dietrich Rohrbecks historie bestemt værd at læse, og det giver samtidig en ny indsigt fra en af nyere tids mest uforståelige perioder.

"Skyggemand - flugthjælper i den kolde krigs Berlin"(2017) af Jesper Clemmensen, udgivet på forlaget Gyldendal.