Endnu engang er danskernes tilbagetrækningsalder til debat. Regeringen har i deres 2025-plan foreslået at hæve pensionsalderen yderligere, og Det Radikale Venstre har tilmed kaldt det en ”generationsgave”, at danskerne skal gå endnu senere på pension.

Som et figenblad for de asociale forslag, forsikrer de borgerlige partier os som regel om, at det skam skal være lettere for de nedslidte at få en førtidspension. Senest, da de borgerlige hakkede efterlønnen i småstykker og lovede en særlig ”seniorførtidspension” til de nedslidte.

Udover at dette løfte om førtidspension til de nedslidte sjældent bliver overholdt, så udstiller løftet om pension til de nedslidte også en grundlæggende manglende forståelse for, hvad meningen egentlig er med at have en tilbagetrækningsalder og en folkepension.

Meningen med folkepensionen er, at folk kan trække sig tilbage i ro og mag og få en værdig alderdom efter at have slidt i mange år på arbejdsmarkedet. At tømreren, industriteknikeren og sygeplejersken kan få en værdig alderdom og kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens kroppen stadig er velfungerende nok til, at man kan lege med børnebørnene og se sort sol på en bustur med AOF.

Førtidspension er (uanset, om så sætter senior- foran) en helt anden gryderet. Det er en sikring af, at folk der af den ene eller anden grund ikke kan tjene deres egne penge ved at arbejde, ikke skal dø af sult eller være afhængige af familiens hjælp. Det er en sikring af, at du trods alt kan overleve, hvis du er syg eller er kommet ud for en ulykke. Ikke noget med AOF-ture og leg med børnebørn, men en forsikring om, at man trods alt ikke skal dø af sult, når man er parkeret i den evige sygeseng.

Det er hér, den væsentlige forskel på en ordentlig tilbagetrækningsalder og førtidspension ligger: At folkepensionen og en værdig tilbagetrækningsalder skal sikre, at du stadig kan være nogenlunde frisk i din tredje alder. At du kan trække dig tilbage før skaden er sket. Førtidspension er det omvendte: At sikre dig et livsgrundlag, når skaden er sket.

Ønsket om, at tilbagetrækningsalderen ikke skal hæves igen-igen bunder i visionen om, at mennesker kan forlade arbejdsmarkedet, før de er nedslidte. De rigeste kan det i forvejen. Hvis bare man har tjent penge nok, kan man jo trække sig tilbage, når man vil.

En værdig tilbagetrækningsalder er en sikring af, at den brede danske befolkning har den samme mulighed, som de rigeste altid har haft: Muligheden for at trække sig tilbage, før kroppen står af, så man stadig er frisk nok til at kunne få en værdig alderdom.

Den mulighed er der ikke, hvis man først er blevet så syg og slidt, at man skal på førtidspension. Førtidspension er en hjælp, når skaden er sket.

På den måde er det ikke væsentligt klogere at forsvare en højere tilbagetrækningsalder med, at de nedslidte kan få førtidspension, end det er at forsvare ildspåsættelse med, at vi har et brandvæsen. Eller at ville fjerne hastighedsbegrænsninger i trafikken med det argument, at man kan få hjælp til begravelsesomkostningerne hos kommunen.