Forudsigelig mediekritik af Arne-pension afslører den klassemæssige blindhed

De store mediers dækning af forslag om tidligere tilbagetrækning har været forudsigelig og uden blik for almindelige lønmodtagere, mener forfatter Lars Olsen.
“Jeg kan allerede se forsiderne på Berlingske og Jyllands-Posten, baseret på notater fra Cepos og Dansk Arbejdsgiverforening: Tal bliver dissekeret, vi møder samtlige sosu’er, der ikke får gavn af regeringens udspil – til sidst er der vendt så mange hår i suppen, at vi har glemt utrygheden og skævheden i seniorårene, Cepos og arbejdsgiverne har nået deres mål.”

Sådan lød i starten af august måned, da forfatter og debattør Lars Olsen skulle forudsige, hvordan debatten om regeringens dengang netop offentliggjorte udspil til en tidlig tilbagetrækning ville blive behandlet i medierne.

Nu er der gået knap to måneder, og Lars Olsen kan gøre status på sin forudsigelse. Og ifølge forfatteren så ramte han mere plet, end han selv havde håbet på.

”Jeg synes desværre, at jeg havde mere ret, end jeg havde lyst til. De store toneangivende medier er desværre faldet ind i de roller, man kunne forvente af dem, hvilket har givet en fuldstændigt skæv dækning af debatten om Arne-pensionen, som afslører den klassemæssige blindhed overfor arbejderklassen, som jeg advarede om,” siger han til Netavisen Pio.

Redaktionerne forstår ikke lønmodtagerne

Lars Olsen har igennem sit lange forfatterskab fokuseret blandt andet på den stigende kløft mellem de talende klasser, for eksempel i mediebranchen, og den store gruppe af helt almindelige lønmodtagergrupper, blandt andet 3F’ere, som bliver overset.

Den opfattelse bliver understreget af den måde, som medierne har dækket debatten om tidlig tilbagetrækning.

”Det skyldes, at man på redaktionerne er for langt fra det liv, som danskerne lever, som de er flest, og ikke forstår den udfordring, som 40-45 år på arbejdsmarkedet med hårdt fysisk arbejde giver,” siger han.

En borgerlig og en kulturradikal kritik

Lars Olsen mener, at man hos medierne kan se to grundlæggende forskellige tilgange til, hvordan man kritiserer forslaget om Arne-pension:

”Grundlæggende set, så har man to retninger af toneangivende medier i Danmark. På den ene side har du de erklærede borgerlig-liberale medier, Berlingske, Jyllands-Posten og Børsen. Og på den anden side de kulturradikale medier som Politiken og til dels DR.”

”De borgerlige medier har virkelig været meget på den her debat, men altid med en meget kritisk vinkel, og sat spørgsmålstegn ved alle elementer, enten om det overhovedet var et problem eller også omkring finansieringen,” siger han og fortsætter:

”De kulturradikale medier, som altså er kulturradikale og ikke venstreorienterede, og ikke mindst Politiken, har ikke gjort så meget ud af den diskussion. I det omfang, at Politiken har behandlet emnet, så har det været med fokus på, at de psykisk nedslidte ikke kan få ordningen.”

”Det taler selvfølgelig til avisens kernelæsere af undervisere, folkeskolelærere og gymnasielærere, men som jo aldrig har været tiltænkt at skulle have del i ordningen. Psykisk nedslidning efter 30 år på arbejdsmarkedet kan være et stort problem, men må håndteres gennem førtidspension eller lignende.”

Den måske uafhængige tænketank?

Skal Lars Olsen pege på en ting, der har overrasket ham i dækningen af debatten, så har det været den politiske kommentator Peter Mogensens tænketank Kraka, der har spillet en særdeles aktiv rolle med at stille spørgsmål ved forslaget.

”Det er interessant at se på den udfarende rolle, som netop Kraka har spillet i hele den her diskussion. I Danmark har man de to meget citerede tænketanke, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har tilknytning til arbejderbevægelsen, og så tænketanken Cepos, som er erklæret borgerlig-liberal,” siger Lars Olsen og fortsætter:

”Tænketanken Kraka har til gengæld slået sig op som uafhængig og fri af interesser, men ser man på, hvem der betaler for dem, så er det Dansk Industri, rederiet Maersk, Deloitte og andre erhvervsinteresser. Derfor kan man jo ikke lade være med at spørge sig selv, om ikke det er deres interesserer, de i virkeligheden varetager?”

En udfordring for mediernes troværdighed

Lars Olsen mener, at det er et grundlæggende problem for medierne - og ikke mindst de store mediers troværdighed - at de på den måde overser en bekymring over arbejdslivet, som findes i store dele af befolkningen. Ifølge ham så er den bekymring blevet parkeret hos nogle enkelte nichemedier, hovedsageligt fagbevægelsens egne.

”Helt grundlæggende så er vi i en situation med et mediebillede, hvor hovedparten af dem, det her forslag om tidlig pension er tiltænkt, ikke bliver dækket, bortset fra i nogle enkelte af fagbevægelsens nichemedier, som for eksempel Fagbladet 3F, A4 eller hos jer på Netavisen Pio. Men i de toneangivende medier, der er debatten helt skævt,” siger han.

”Samtidig slider det på avisernes troværdighed, at de taler forbi mange menneskers hverdagserfaringer og sunde fornuft. Folk ved jo godt, at tømreren og sosu-assistenten ikke får 3-4 gange så mange tennisalbuer som professoren, men at hyppige smerter bunder i fysisk hårdere job.”

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Helt enig med Lars Olsen (som sædvanlig) - lige bortset fra at jeg ikke er nær så overrasket over Kraka.

Helt enig med Lars Olsen.
Spørgsmålet er så, hvordan kan man ændre på at den almindelige lønmodtager med kort eller mellemlang uddannelse får en røst i mediebilledet.
Jeg mener at fagforeningerne skal være mindre medieforskrækkede, og bombardere de borgerligt relaterede medier m fl med kronikker, læserbreve, reportager. De skal anspore deres medlemmer til at tage del i denne proces. For i dette som så mange andre spørgsmål er nichemedierne ikke tilstrækkeligt, til at åbne de længere uddannede og ofte bedrestilledes opmærksomhed og mulige forståelse for de reelle problemer.

Annonce