Forveksler man demokrati med valgkamp, mister man befolkningen

Den 24. marts 2026 blev der valgt 12 partier ind i Folketinget. Regeringsdannelsen pågår stadig, og mon ikke, at den noget mudrede, parlamentariske situation har noget at sige her? 

Forhandlingerne er blevet rekordlange, og Venstre har overtaget stafetten – enten i håbet om at kunne gøre det bedre eller som symbol fra centrum-venstre-partierne på, at de rent faktisk prøvede et samarbejde hen over midten.

Som socialdemokrater kan vi på den ene side være stolte over, at vores parti er dét, som langt flest stemmer på. 

”Danmarks sidste folkeparti”, som nogen kalder det, der både appellerer til by og land, har godt fat i de ældre og lige vundet Skolevalget, hvor de ældste folkeskoleklasser sætter deres kryds i et fremragende projekt over hele landet.

Et demokrati eller et parti, der ikke baseres på aktive medlemmer, er en kolos på lerfødder

Men vi må også sande, at vores parti er gået tilbage. Vi er dog ikke enig i analysen fra medierne, der primært får det til at handle om politiske mærkesager bragt ind i valgkampen, og spidskandidaternes karisma. 

Vi mener nemlig, at en tredje faktor er markant mere afgørende; nemlig medlemsorganisationerne bag partierne og især vores. At vi i dag er færre og gennemsnitligt markant ældre end blot for et årti siden, gør noget for vores evne til at overbevise vælgerne om vores værdi. Det er medierne tilsyneladende enten ikke bevidste om eller enige i.

En-persons-projekter kan sagtens lykkes. Bare se Lars Løkke, Inger Støjberg eller Lars Boje, som trods den nuværende situation vel var halvdelen af grunden til, at Borgernes Parti opnåede valg. 

Læs også:Tidligere S-minister: En balanceret midterregering er mulig

Men de kan sjældent blive store eller vare længe, for dertil skal der succesfulde generationsskifter, og hvad vigtigere er: kulturen og værdierne i partiet skal bæres helt ind i foreninger, lokalsamfund og virksomheder. 

Først når man møder én eller meget gerne mange repræsentanter for et parti, og kan mærke på dem, om de er ordentlige mennesker eller ej, kan man beslutte, om man har lyst til at stemme på et parti – og ikke blot på en mærkesag, som ét parti ved et givet valg tilfældigvis fremfører bedst. Et demokrati eller et parti, der ikke baseres på aktive medlemmer, er en kolos på lerfødder.

Færre og færre er medlem af et politisk parti

Frem til 1960 steg andelen af danskere, der var politisk engageret. Dengang var én af fem vælgere medlem af et politisk parti. I dag er det én af 40. Og mange af disse er pensionister, så det kan ikke forventes, at situationen forbedres foreløbig. 

I takt med at medlemstallet falder og gennemsnitsalderen stiger, forsvinder de aktive medlemmer fra lokalsamfundet. De sidder ikke længere i skolebestyrelserne, er tillidsrepræsentanter, købmænd eller medlem af forsamlingsbestyrelsen. 

Tværtimod har demokratiet brug for, at flere inddrages i samtaler med hinanden, ikke mindst dem, vi er uenige med

Den almindelige dansker støder derfor sjældnere på dem, og en politiker bliver ”sådan én nede på rådhuset eller i Folketinget”. En objektiv størrelse, man taler om, men ikke med – og som taler til og ikke med én, når de fremtræder i spalterne eller på skærmene.

Vores demokrati har ikke brug for, at færre mennesker drøfter politik med mennesker, der i stigende grad minder om dem selv. Uanset om det handler om landets borgere, der finder sammen i mindre og mere nicheprægede fællesskaber, eller politikere, der kommer fra de samme universiteter, har børn på samme eller lignende skoler og kender hinanden gennem årtier. 

Tværtimod har demokratiet brug for, at flere inddrages i samtaler med hinanden, ikke mindst dem, vi er uenige med. Og ikke blot for at krydse klinger, men for at lykkes om noget sammen; dét, som demokratiet er skabt for.

Demokrati kræver engagement

Demokrati er også, noget man skal dannes til. Det er svært at forvente dygtigere politikere, hvis der er færre, der har været aktive politisk, og eksempelvis lært spillereglerne og det at samarbejde i en lokal bestyrelse.

I takt med at medlemstallet for partierne falder – og af flere årsager især ”de gamle” – er tendensen med at skifte parti fra valg til valg, eller beslutte sig sent, blevet større. 

Hvis befolkningen bliver et ”os”, og politikerne et ”dem”, er der ikke meget repræsentativt over vores demokrati

Vores analyse af dette er, at det ingenlunde kun skyldes politiske forslag, eller politikeres brandingstrategi, men at det handler om noget langt dybere. At der med det faldende antal aktive politisk aktive fra alle partier er forsvundet en politisk samtale i den brede befolkning, som tidligere var allestedsnærværende. 

Hvis befolkningen bliver et ”os”, og politikerne et ”dem”, er der ikke meget repræsentativt over vores demokrati. 

Derfor er alle partier nødt til at lægge ressourcer i organisationsopbygning, tiltrækning af medlemmer og give sig selv det benspænd at lægge politikformulering og endda beslutningskompetencer ud til medlemmerne. 

Læs også:Hvorfor tabte Socialdemokratiet folketingsvalget?

Vi har netop været vidne til, hvad det kan betyde, hvis en partiformand vil frede sig selv og have vetoret; så eroderer partiet. 

Et parti, der har højt til loftet, og langt til døren, har på mere end én måde plads til mange medlemmer. Og de udfordringer, vi står over for i Danmark i de kommende år, har brug for markant flere politisk aktive medlemmer, der kan udvikle politik, få nye ideer, repræsentere flere grupper, lære de langsigtede spilleregler, og holde vores demokrati stærkt, alsidigt og i bevægelse.

Her er det måske endda særligt forpligtigende at være socialdemokrat. For partiet har historisk været – og er det vel stadigvæk – partiet for de lige muligheder.