Fra Brandes til bomben i turbanen: Er Muhammed-krisen i dag blevet erstattet af krigen i Gaza?

Muhammed-krisen viser endnu, at den skabte en dyb holdningskløft i den danske befolkning, der endnu står tydeligt frem i dag. 

I går var det tyve år siden, Jyllands-Posten bragte de famøse Muhammed-tegninger, der siden medførte, at Danmark endte i en af landets største diplomatiske kriser i nyere tid. 

Og især en af tegningerne blev så berømt, at man nok må erkende, at netop den har betydning som en brik i vores historie og derfor også en vis vægt i undervisningen. 

Hvis bare den blev vist, altså, for det gør den nok ikke i særlig udbredt grad. Hvilket man jo nok kan forstå, eftersom en sådan fremvisning kan have alvorlige konsekvenser.

Det fik det i hvert fald for den franske skolelærer Samuel Paty, der blev knivdræbt i 2020 efter at have vist karikaturtegninger, der var skabt af det stærkt venstreorienterede satiriske magasin Charlie Hebdo, der blev udsat for et massivt terrorangreb tilbage i 2015, hvor flere af magasinets medarbejdere blev dræbt. 

Samuel Paty viste altså ikke Knud Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i sin turban, der blev den mest kontroversielle i Jyllands-Postens artikel i 2005. 

Også han blev senere udsat for et mordforsøg, da en sindsforstyrret muslim forsøgte at myrde ham med en økse efter at være trængt ind i Westergaards hjem, på trods af at han var omgivet af PET-vagter døgnet rundt. 

Tyve år er gået

Det er i denne anledning, at Foreningen Fri Debat og Berlingske i går havde inviteret en række chefredaktører til en debat i anledning af de tyve år, der er gået, og hvor den overordnede tematik på dagsordenen var, om krisen dengang endnu er tilstedeværende, og om selvsamme endnu truer ytringsfriheden. 

Både de blå og de røde medier var med på ideen, og man kunne se frem til en debat, hvor forskellige holdninger til emnet skulle krydse klinger. 

Selvom Jyllands-Posten i dagens anledning bragte artikler om hændelsen dengang, bragte de hverken tegninger eller takkede ja til at komme med til aftenens arrangement

Men på selvsamme dag aflyste chefredaktør for Politiken, Christian Jensen, og det samme gjorde chefredaktør for Dagbladet Information, Rune Lykkeberg. 

Tilbage stod de mere blå repræsentanter med redaktionschef Klaus Wivel fra Weekendavisen, Flemming Rose fra Frihedsbrevet og chefredaktør fra Berlingske, Pierre Collignon. 

Med Politiken forholder det sig anderledes

Flemming Rose og Pierre Collignon var ansat på Jyllands-Posten, dengang tegningerne blev bragt, og selvom Jyllands-Posten i dagens anledning bragte artikler om hændelsen dengang, bragte de hverken tegninger eller takkede ja til at komme med til aftenens arrangement. 

Måske af helt gode grunde. I hvert fald har redaktionen tidligere udtalt, at de ikke ønsker at bringe tegningerne igen af den simple – og tragiske – grund, at deres liv er for dyrebare. 

Tråde til Brandes

Med Politiken forholder det sig anderledes. Dengang, hvor krisen brød ud, og verden blev sat i brand, og Danmark oplevede krisens uhyggelige omfang, der gik chefredaktør på Politiken, Tøger Seidenfaden, ud og kritiserede både Jyllands-Posten og statsministeren. 

En række tegnere havde udtalt, at de var bange for at tegne den muslimske profet

Det skete, samtidig med at vor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste at gå i diplomatisk dialog med en række kritikere, der faktuelt mente, at Jyllands-Posten simpelthen skulle forbydes at kunne bringe sådanne ‘forhånende’ tegninger.

Sammen med forfatter Rune Engelbreth Larsen skrev han også en bog, hvor han beskyldte Jyllands-Posten, og her især Flemming Rose for at ville forhåne muslimer og islam og derfor ikke havde ‘rent mel i posen’. 

Selv påstod Flemming Rose, at ideen til at bringe tegninger var opstået ved, at en række tegnere havde udtalt, at de var bange for at tegne den muslimske profet, fordi det kunne føre til trusler og drab. 

Det er på mange måder måske det mest tragikomiske i hele miseren

Under aftenens debat på Berlingske udtalte Flemming Rose, der dengang skrev teksten til tegningerne, at hans påpegning af, at alle skal kunne tage imod ‘hån, spot og latterliggørelse’ i et demokrati, faktisk var en slet skjult reference til selveste Georg Brandes, der med hans ‘Hovedstrømninger’, der førte til det moderne gennembrud i Danmark tilbage i 1871 og frem. 

Læs også:Da Nietzsche kom til Skandinavien

Det er på mange måder måske det mest tragikomiske i hele miseren, fordi Georg Brandes var ophavsmanden til det, vi i dag kalder for ‘kulturradikalismen’, og fordi hans broder var med til at stifte Politiken i 1884. 

Så hvor var denne så hæderskronede avis, da religionskritikken forårsagede sådan en krænkelse af ytringsfriheden, og hvor reaktionen var rendyrket vold? 

Ikke i stand til at tage debatten

I hvert fald mente Klaus Wivel denne aften i Berlingske, at det var en skandale, at ‘de røde aviser’ sådan havde – og endnu i dag – svigtet, når nu hele det sekulære demokrati er bygget på religionskritik, og når nu de kulturradikale og marxisterne sådan skosede alle former for religion.

Men sådan så – og ser – de røde aviser ikke på sagen. De mente – og mener – derimod, at Muhammed-tegninger var en hetz imod en religiøs minoritet, hvor muslimer verden over blev krænket. 

For øvrigt valgte både Politiken og Dagbladet Information helt at undlade at skrive noget overhovedet om Muhammed-krisen

Det var nok også årsagen til, at Tøger Seidenfaden i 2010 gav de 94.923 ‘efterkommere’ af profeten Muhammed en undskyldning for at have bragt Knud Westergaards tegning. 

For øvrigt valgte både Politiken og Dagbladet Information helt at undlade at skrive noget overhovedet om Muhammed-krisen, i dagens anledning, hvilket måske kan undre, når det gælder Dagbladet Information, fordi Rune Lykkeberg faktisk er en af de få, der har ændret holdning til publiceringen af tegningerne dengang. 

Det er jo faktuelt også ret tydeligt, at det, som krisen medførte, var et meget stærkt polariseret mediebillede

Man, altså, aftenen blev stærkt præget af det faktum, at der nu kun var folk i panelet, der deler holdninger om publiceringen, og hvad det betyder i dag, men det er jo faktuelt også ret tydeligt, at det, som krisen medførte, var et meget stærkt polariseret mediebillede, hvor man ikke engang er i stand til at tage debatten. 

Eller helt at sætte ‘problemer under debat’, som den hæderskronede Georg Brandes havde proklameret, var selve indbegrebet af den moderne kontekst, der skulle være dominerende. 

Trussel mod ytringsfriheden

I stedet for uoverensstemmelser og splid blev aftenen præget af en debat om, hvorvidt nutiden har ændret sig væsentligt siden 2005. 

Og der var også et stærkt opbud af politi til arrangementet, hvilket vidnede om, at debatten endnu i dag er sprængfarlig. 

Flemming Rose udtalte, at der var sket radikale ændringer siden dengang, og at vi i dag oplever, at det nu er stater, der i stigende grad kan true ytringsfriheden. 

Rushdie havde formastet til at forhåne islam i romanen ‘De sataniske vers’

Han forklarede, at han var vokset op under Den kolde krig og dennes afvikling med et stort håb om, at de ‘vestlige værdier’, baseret på individets frihed og ret til at ytre sig, i sidste ende ville vinde. 

Men det tragiske faktum er jo desværre, at dengang hvor muren i Berlin faldt, i 1989, der blev forfatteren Salman Rushdie udsat for ayatollah Khameneis fatwa, hvor han udlovede en dusør til den, der ville dræbe ham, fordi Rushdie havde formastet til at forhåne islam i romanen ‘De sataniske vers’.

Indgroet sikkerhedsforanstaltning

Det vidnede om, at Den Kolde Krigs afslutning nok ikke med sikkerhed var et tegn på Vestens sejr over alle ideologier, og at islamismen måske stod klar i kulisserne. 

Flemming Rose mente og forklarede, at de islamiske landes sammenslutning OIC, Rusland, Kina, men også USA i dag kan præge retten til ytringer i alle mulige andre lande, og Pierre Collignon supplerede med en udtalelse, hvor han pointerede, at shitstorme og angreb på lande kunne opstå fra alle kanter, inklusiv fra den amerikanske højrefløj, der også i stigende grad arbejder for en ‘cancel culture’, blot vendt 180 grader.

Thomas Hoffmann udtalte, at vi i dag lever i en tid, hvor pragmatiske hensyn er mere gældende end de rent principielle

Professor i islamiske studier Thomas Hoffmann, der blev inviteret til at medvirke i panelet i sidste minut, forklarede, at ytringsfriheden med særlig betoning af kritik og satire vendt imod islam var præget af en ‘nekropolitisk kalkule’, hvilket i praksis betyder, at medierne skal meddele PET eller andre, lignende myndigheder, når de publicerer tegninger af Muhammed. 

Thomas Hoffmann udtalte, at vi i dag lever i en tid, hvor pragmatiske hensyn er mere gældende end de rent principielle, og i samme kontekst blev det nævnt, at det nok var koranafbrænderen Rasmus Paludan, der havde medført en international diplomatisk krise, fordi Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, efter at Rasmus Paludan har afbrændt en koran foran den tyrkiske ambassade, ikke ville give sin stemme i Nato til Sveriges optagelse. 

Krisen mod ytringsfriheden er stigende

I hvert fald blev resultatet af både Danmark og Sverige fik indført en ‘koranlov’, hvor det nu er forbudt at skænde hellige bøger, og at man endog kan straffes meget hårdt for selvsamme. 

Og efterfølgende blev Sverige optaget i Nato, efter at Tyrkiet gik med på aftalen. Set i lyset af nutidens største krise, hvor Rusland truer en stor mængde Nato-lande som en eskalering af krigen imod Ukraine, ser det faktisk ud, som om at krisen mod ytringsfriheden er stigende. 

Men ‘de røde’ avisen udviser endnu samme kritik af de blås ‘principielle’ holdninger til ytringsfrihedens ukrænkelighed. 

Kompromisser

Erik Petri, der også sad i aftenens panel som en repræsentant for Danske bladtegnere, udtalte, at det mest beskæmmende i dag nok er, at de fleste satiretegnere arbejder som freelancere, og at de nok tænker sig om en ekstra gang, før de laver satire om kontroversielle emner, herunder satire omhandlende islam, fordi det også kan ramme deres pengepung og omdømme.

Sidstnævnte handler også i høj grad om begrebet ‘islamofobi’, som FN oven i købet har gjort til noget officielt, der kan sammenlignes med krænkelse af homoseksuelle og andre minoriteter. 

Det pragmatiske har fået forrang frem for det principielle

Alle til aftenens arrangement var enige om, at selve begrebet var skabt af stærke islamiske organisationer, og at deres ærinde er at knægte ytringsfriheden, så religionskritik i sidste ende helt bliver forbudt. 

Thomas Hoffmann kom med den profeti, at den stigende ‘værdipolitiske højredrejning’ nok skulle komme ideen om islamofobi til livs. Meget tyder på, at reaktionen imod woke-kulturen vil forandre fremtiden radikalt på godt, og på ondt. 

Det pragmatiske har fået forrang frem for det principielle. Det er i hvert fald ikke noget nyt

Under alle omstændigheder er dansk historie spækket med kompromisser, hvor det pragmatiske har fået forrang frem for det principielle. Det er i hvert fald ikke noget nyt. 

Det er nok heller ikke noget nyt, at den danske befolkning har delt sig så radikal op i to fraktioner, der ikke kan kommunikere med hinanden, og hvor vold ind imellem er et resultat. 

Læs også:Muhammed-krisens ophavsmand advarer om fortsat frygt i samfundet

Men ifølge Flemming Rose er tidens krise et tegn på en fase i integrationsdynamikken. Han mente, at indførelsen af ‘koranloven’ er et udtryk for sådan et ‘kompromis’, hvor multikulturalismen er ved at finde et leje, hvor ‘de nytilkomne’ og det ‘oprindelige folk’, der nok var mere homogent enige om mangt og meget, er ved at forhandle om sameksistens.

Salamimetoden

I de indledende tidligere faser forsøgte man bare at leve uden at have noget med hinanden at gøre. Så begyndte man at bekrige hinanden, og her blev det tydeligt, at de respektive ‘kulturer’ aldrig kan blive enige, dvs. at ‘assimilation’ er en utopi. 

Om koranloven i virkeligheden er et udtryk for en art “appeasement”-politik, sådan som Englands premierminister Neville Chamberlain for præcis 89 år siden forsøgte sig med, da han vendte hjem fra Hitler-Tyskland viftende med papiret, der skulle sikre “Fred i vor tid”, er der selvfølgelig delte meninger om. 

Hun var træt af den evindelige debat omkring mediernes ‘knæfald’ for islam

Under alle omstændigheder var det, hvad ordstyrer fra Foreningen Fri Debat, Katja Kvaale, mente til aftenens arrangement, og at dette var en fatal tilgang, fordi en ‘salamimetode’, hvor muslimske organisationer hele tiden tager en skive af retten til ytringer og handlinger, ingen ende vil tage. 

Læs også:Radikale: Koranafbrændinger kan stå i vejen for kampen for ytringsfrihed

Det vil opinionsredaktør på Politiken, Lotte Folke Kaarsholm, der under krisen i 2005 var ansat på Dagbladet Information, nok ikke erklære sig enig i. 

Hun har i hvert fald flere gange udtalt, at hun var træt af den evindelige debat omkring mediernes ‘knæfald’ for islam, hvilket kritiker, forfatter og professor Frederik Stjernfelt igen og igen har skrevet om. 

Gaza som den nye Muhammad-krise?

I hvert fald er det Socialdemokratiets holdning, at ‘Koranloven’ kun rammer så få procent af befolkningen, og de mener ligefrem, at det er ‘latterligt’ at kalde det for en indskrænkning af ytringsfriheden. 

Politiopbuddet samt emnerne for aftenens debat viser ret entydigt, at krisen fra 2005 endnu er gældende, som efterdønninger, og at det medførte en radikal ændring for danske medier.

Er blevet sprængfarligt at bringe krigen i Gaza op til debat

Men der bliver endnu trykt tegninger, og måske Pierre Collignon i virkeligheden pointerede det mest interessante. Han refererede til en samtale, han havde haft med en skolelærer, der fortalte, at mange muslimer slet ikke bliver krænket over at få vist Muhammed-tegningerne i dag, men at det derimod er blevet sprængfarligt at bringe krigen i Gaza op til debat. 

Læs også:Debat: Gaza-krigen puster til jødehadet i Danmark

Er Muhammed-krisen i dag blevet erstattet af krigen i Gaza? I hvert fald var der flere i panelet, der udtalte bekymring om, at flere og flere bliver dømt for at hylde terror i forbindelse med krigen i Gaza. 

Disse sager er kontroversielle, og måske venter vi i virkeligheden alle på, at en af dem ender i Højesteret som en dom, der kan skabe præcedens og kan skabe mere klarhed over, hvorledes myndighederne skal håndtere denne nye krise, pragmatisk eller principielt desuagtet.