Ordrupgaard Museums retrospektive udstilling af kunstneren Jesper Christiansen er på mange måder en vild oplevelse, der sender beskueren ud i landskabet og ind i uendelige rum, fyldt med genstande og referencer, så man til sidst ender i en art underlig, drømmeagtig tilstand, som havde man set det hele fra en lang togtur gennem underbevidsthedens bibliotek.

For det er sådan, den omfattende udstilling virker. Den begynder i 1980’erne, hvor Jesper Christiansen var en del af den gennembrudsgeneration, der blev kaldt for De unge vilde.

Her er alting så stramt og minimalistisk, og malingen er mange steder trukket op på lærrederne med en spartel. Det er lige dele vildskab, nedtonede farver og kritiske referencer til datidens konkurrencesamfund og urbane regelrette tvangssamfund.

Ung og ekspressiv udtryksform

Jesper Christiansens tidlige værker er domineret af firkantede felter, opdelinger og faste konturer, der ofte er nærmest skåret ned i lærredet.

Det er interessant at se denne ekspressive udtryksform retrospektivt, der dengang var så vitalistisk og levende, men i konteks, på udstillingen nærmest virker anæmisk, tilbageholdt og meget, meget stram.

Senere, fra omkring 2014, begynder Peter Christiansen igen at skifte strategi, og de forskellige overlap bliver mere og mere dominerende

For Jesper Christiansen skifter gear fra omkring 2009, og pludselig blomstrer hans lærreder med stærkere farver, og de firkantede rum, som motiverne er inddelte i, bliver mere sløret og en ny dimension kan anes, i form af overlap.

Endnu et skifte

Senere, fra omkring 2014, begynder Jesper Christiansen igen at skifte strategi, og de forskellige overlap bliver mere og mere dominerende.

Det handler vistnok om tiden som form, om drømmende skiftende tegnsprog, ligesom en stak dias, der glider igennem hinanden.

Landskabet og interiøret er blevet de dominerende rum i Jesper Christiansen malerier i dag. Og selvom mange af de opdelte felter i landskabsmalerierne næsten er forsvundet, og udsigten ud ad vinduer, døre og alt muligt andet, som man kan se i de mange interiørmalerier, afslører tiltede og ustyrlige perspektiver, så er opdelingen ret så markant.

Udstillingen indeholder også et væld af tableauer, montre, hvor en række genstande, bøger, farveprøver og alt muligt andet fremstår som forlæg til Jesper Christiansens værker.

Peter Christiansens værker er i dag langt mere organiske

Det er eksempler på, hvorledes han skaber sine værker. Det er forbindelser, og mit indtryk er, at det i stigende grad handler om tiden, sådan som Marcel Proust og Virginia Woolf forestillede sig den: flydende, drømmende, dynamisk, konstant samlende og opløsende.

Det er som om, at Jesper Christiansen ikke udelukkende ser et samlet landskab, selvom en rød tråd, en samlende tone skaber den illusion.

Hvert enkelt firkantede felt har sit helt eget perspektiv, og derfor fremstår hele maleriet også som var det en forlystelsespark på Bakken.

De mere monokrome og minimalistiske værker fra 1980’erne er blevet udskiftet med mange flere prikker, lysende blomster, der får lærrederne til fremstå vibrerende og levende.

Jesper Christiansens værker er i dag langt mere organiske, og det er som om at selv græsset ånder.

Referencer til litteraturen

Derudover er der de ekstremt mange referencer til litteraturen, billedkunsten, arkitekturen og de endeligt mange genstande, der træder frem i malerierne, som var de efterbilleder i kunstnerens magisk realistiske indtryk af hverdagen, af drømmene.

Og her opstår der en fare, noget alarmistisk, der næsten kan få værket til at styrte for meget. Det er som, når man går ind i disse rent hæslige og alt for dyre marskandisere, der har alt muligt gammelt ragelse med ”patina”, ofte kunstigt kreeret ”ælde”, hvor man ofte finder gamle bogstaver fra husfacader og reklamer.

Men teksten, bøgerne, keramikken og alle de andre genstande i Peter Christiansens malerier er som tablauer

Disse tekstfragmenter i Jesper Christiansens malerier er lige på nippet til at gøre hans værker til rent kitsch, sådan noget skrammel, som man kan finde på duge og plakater, når man besøger souvenirbutikker i Frankrig. Hæsligt.

Men teksten, bøgerne, keramikken og alle de andre genstande i Jesper Christiansens malerier er som tablauer, der næsten ser ud som om at de blot er på gennemrejse, strimler af film, der glider hen over landskaberne.

Leder efter det ustyrlige

Det er noget ekstremt frodigt, underbevidst over Jesper Christiansens modne værker. Og det virker faktisk.

Det er som om, at Max Ernst, M.C. Escher og Camille Pissarro har stævnet sammen i Jesper Christiansens nyere malerier, hvor landskaberne og interiørerne er mere mentale, end naturalistiske, mere perspektivforvridende end regelrette og direkte og mere prikkende, vibrerende, levende og beåndet, end det som realisterne registrerer.

Det er ikke de kunstnere, som Jesper Christiansen selv nævner og bevidst maler ud fra. Hans egne referencer er ad legio.

Men nu er det jo et faktum, at Jesper Christiansen også leder efter det ustyrlige, selvom det virker som om, at han egentlig ønsker at bevare kontrollen, hvilket heldigvis ikke lykkes for ham.
 

Jesper Christiansen på Ordrupgaard. 1. februar - 3. september 2023.