Francois Hollande genopstiller ikke til det franske præsidentvalg

Den franske præsident, Francois Hollande, genopstiller ikke til næste præsidentvalg. Dermed er Socialistpartiet kastet ud i et kaos, hvor de nu skal finde en ny kandidat.
Francois Hollande, der har været fransk præsident siden 2012, genopstiller ikke til det næste præsidentvalg. Dermed skal Socialistpartiet finde en ny kandidat til præsidentvalget, der afholdes i april og maj næste år.

”Jeg har besluttet, at jeg ikke vil være kandidat,” sagde Hollande i en tv-tale til nationen. Dermed er han den første efterkrigstidspræsident, der ikke genopstiller.

Francois Hollande har under sin præsidentperiode været yderst upopulær og blev ikke spået nogen chance for at vinde det kommende valg. I meningsmålingerne fører den konservative Francois Fillon og højrepopulisten Marine Le Pen betydeligt over Socialistpartiet. De regnes begge som de store favoritter til at gå videre til anden valgrunde.

Personen, der af de fleste nævnes som den naturlige arvtager til posten som Socialistpartiets præsidentkandidat, er den nuværende premierminister, Manuel Valls.


Flere artikler om emnet

Annonce