Annonce

Frank Jensen kan miste bestyrelsespost og beslutning om ny S-næstformand udskudt

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Frank Jensen risikerer at miste bestyrelsespost i stor fond, S-hovedbestyrelse har udskudt beslutningen om ny næstformand, og Konservative blokerer for milliarder til Arne-pension.

Velkommen til dagens Aktuelt.

Frank Jensens bestyrelsespost kan være i fare

Hos Rockwool Fonden, hvor den afgående overborgmester har været bestyrelsesmedlem siden 2011, kalder man udviklingen “voldsom”.

Det skriver Jyllands-Posten.

Københavns afgående overborgmester Frank Jensen (S) er ude af politik.

Det meddelte han på et pressemøde mandag, hvor han annoncerede, at han trak sig som både overborgmester, spidskandidat og næstformand for Socialdemokratiet.

Til gengæld har Frank Jensen ingen planer om at trække sig fra sine bestyrelsesposter, bekendtgjorde han på pressemødet.

Frank Jensen har været medlem af Rockwool Fondens bestyrelse siden 2011, men i en pressemeddelelse udtaler formand, Merete Eldrup:

“De seneste dages udvikling i forhold til Frank Jensens indrømmelser om krænkelser af kvinder, kulminerende med Frank Jensens afgang som hhv. overborgmester og næstformand for Socialdemokratiet, har været voldsom at følge. Rockwool Fondens bestyrelse vil snarest drøfte Frank Jensens fortsatte tilknytning til Rockwool Fonden.”

Merete Eldrup understreger dog, at han har varetaget sine opgaver “til vores fulde tilfredshed”.

Læs mere her.

S-hovedbestyrelse har udskudt beslutning om ny næstformand

Socialdemokratiet skal have ny næstformand, men møde mandag er endt uden resultat.

Sådan skriver Jyllands-Posten.

Socialdemokratiets hovedbestyrelse har mandag eftermiddag holdt møde, men der er endnu ikke fundet en ny næstformand, efter at Frank Jensen er trådt tilbage fra posten.

Det oplyser Morten Thorup, som er hovedbestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet.

Frank Jensen har på et pressemøde mandag meldt sin afgang som både overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet, efter at kvinder er stået frem og har anklaget ham for at have krænket dem.

På pressemødet sagde han, at han forventede, at hovedbestyrelsen i partiet ville konstituere en ny næstformand i løbet af mandag.

Men mødet, som har varet et par timer, er endt uden afklaring. Morten Thorup siger, at man blandt andet har udsat beslutningen, fordi der skal findes egnede kandidater.

Ifølge Morten Thorup er forventningen, at en ny næstformand bliver fundet inden for højst en måned.

Socialdemokratiet har to næstformænd. Den ene af de to poster har Mogens Jensen, som er minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Forligsbrud: De Konservative blokerer for milliarder til Arnes pension

De store besparelser på jobcentrene, som skal finansiere Arnes tidlige pension, står til at blive udskudt til efter et folketingsvalg. Dermed er der indtil videre slået et hul i kassen på over en milliard kroner. Pengene må tages fra råderummet, mener Dansk Folkeparti.

Det skriver Berlingske.

Natten til lørdag den 10. oktober kunne regeringen med støtte fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti endelig opfylde sit store valgløfte om tidlig pension til Arne.

Flertallet er på plads, og forliget var i hus, men nu stikker de Konservative en kæp i hjulet for finansieringen af den nye tidlige pension.

De 3,5 milliarder kroner, som forliget om Arne-pensionen ventes årligt at koste, skal ifølge aftalen finansieres af højere skat – et såkaldt “samfundsbidrag” fra den finansielle sektor – og af besparelser på landets jobcentre – den aktive beskæftigelsespolitik – som skal indbringe i alt 1,1 milliarder kroner.

Det sidste er dog ikke så nemt, som det lyder.

Alt, hvad der har med jobcentre og beskæftigelsesindsats at gøre, er omfattet af et bredt forlig i Folketinget. Så besparelserne, som forligspartierne bag Arne-pensionen vil gennemføre på jobcentrene, kan ikke føres ud i livet uden accept fra de “gamle” forligspartier, der også omfatter Venstre, de Konservative, Liberal Alliance og de Radikale.

Den konservative finansordfører Rasmus Jarlov melder klart, at de Konservative ikke vil være med til at finde milliardbesparelser på jobcentrene.

“Hvis vi skal være med til at finansiere noget, så vil vi også være med til at bestemme, hvad pengene skal bruges til. Og vi har andre ønsker til, hvad den besparelse, man kan lave på jobcentrene, skal anvendes til, end at bruge dem på Arne-pension. Så det er ikke noget, vi siger ja til,” forklarer Rasmus Jarlov til Berlingske.

De Konservative har dog selv flere gange foreslået besparelser på jobcentrene, der årligt koster knap 13 milliarder kroner.

“Jobcentrene betyder ikke ret meget for de ledige eller for beskæftigelsen, og derfor er det oplagt at spare her. Men pengene skal ikke bruges på at finansiere en ny overførselsindkomst, som man får endnu mindre ud af. Arne-pensionen vil jo have få en direkte negativ effekt på beskæftigelsen,” siger Rasmus Jarlov.

Læs mere her.

Løndumping: Bagmand med kæmpe gæld til 3F indstilles til konkurskarantæne

Kuratoren for konkursboet efter Akk Byg IVS mener, at firmaets tidligere direktør og ejer skal have en karantæne fra at lede nye virksomheder, hvor han ikke hæfter personligt.

Sådan skriver Fagbladet 3F.

En københavnsk byggeboss med stor gæld til 3F kan se frem til en sag om konkurskarantæne.

Der er tale om Alen Kapetanovic, som nu er ansvarlig i ledelsen for byggefirmaet Danbau. Tidligere var han ejer af og direktør for firmaet Akk Byg IVS, som skylder fem millioner kroner til 3F efter en sag om løndumping.

Bag indstillingen til konkurskarantæne står kuratoren for boet efter Akk Byg IVS, som er under konkurs. Det fremgår af en ny redegørelse fra kuratoren, som Fagbladet 3F har fået indsigt i.

“Kurator vil snarest indstille Alen Kapetanovic til konkurskarantæne,” skriver kuratoren, Claus N. Kristiansen, som er advokat hos firmaet Dreiststorgaard Advokater A/S.

Byggeboss Alen Kapetanovic er en del af den såkaldte Holbæk-sag. Fagbladet 3F og DR afslørede i februar 2019, at rumænske og pakistanske arbejdere blev snydt på to byggepladser i Holbæk.

Arbejdsretten dømte 31. oktober 2019 Akk Byg IVS til at betale fem millioner kroner i bod til 3F for firmaets brud på overenskomsten.

Akk Byg IVS skulle betale beløbet senest 14. november, men dagen forinden kom byggefirmaet under konkurs.

Alen Kapetanovic var direktør for og ejer af Akk Byg IVS frem til 13. november 2019, hvor firmaet kom under konkurs.

3F håber på en dom til arbejdsgiveren.

Læs mere her.

Kræver kæmpebøde af vognmand: Chauffør kørte næsten uafbrudt i et døgn

Kontrol en tidlig morgen på rasteplads ved motorvejen fører til straffesag mod chauffør.

Det skriver A4 Arbejdsliv.

Bødekravet er usædvanlig højt i en sag om overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid på en lettisk lastbil. Samtidig risikerer chaufføren at få det røde kort, når det gælder om at køre på veje i Danmark.

Virksomheden, som ejer lastbilen, skal af med 400.000 kroner, lyder kravet fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Indtil beløbet bliver betalt, beholder politiet køretøjet, som er fra 2017, oplyser politiet i en pressemeddelelse mandag.

Sagen skyldes en kontrol, som forleden morgen fandt sted på en rasteplads i Karlslunde. Her afslørede betjente fra Tungvognscenter Øst, at den 38-årige lettiske chauffør kørte på en anden mands såkaldte førerkort. Det tilhørte en 62-årig landsmand.

Fupnummeret med at køre på en anden persons førerkort kan betyde, at reglerne om køre- og hviletid overtrædes. Kontrollen sættes ud af spil, understreger politikommissær Henrik Fobian i pressemeddelelsen.

Chaufføren sigtes både for at have overtrådt straffeloven og reglerne om køre- og hviletid. Otte gange skal den 38-årige have misbrugt den ældre kollegas førerkort.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet