Frankrigs nationalhelt hyldes lige til den gode side i ny storslået spillefilm

Det er mere end seks år siden, at vi fik en egentlig film om Frankrigs nationalhelt og tidligere præsident, soldaten Charles de Gaulle. 

Gabriel Le Bomins film, ‘De Gaulle’ fra 2020, fokuserer på hans tid i London, hvor han gennem radiokanalen BBC kæmpede for at vække til modstand mod nazisternes okkupation, og Vichy-regeringen under ledelse af præsident Maréchal Philippe Pétain, der anerkendte landets totale nederlag. 

I Le Bomins film handler det først og fremmest om det pres, som De Gaulle oplever ved at hans familie ikke når at komme med ham, da han flygter til England, og i lange perioder slet ikke er til at få kontakt med, samtidig med at De Gaulle selv er blevet erklæret persona non grata af den siddende regering, der kaldte ham for landsforræder og havde dømt ham til døden. 

Filmens fokus er på mange måder fin og fortalt med overskud, men måske er filmen også lidt kedsommelig, og den mangler nok også en del af det politiske spil, der udspillede sig, og som senere gjorde De Gaulle til en landsfader og præsident for Frankrig. 

Læs også:Nolans gigantværk er betagende

Det samme kan man ikke sige om Antonin Baudrys nye film, ‘De Gaulle: Modstandens pris’, der nærmest helt negligerer fortællingen om De Gaulles angst for sin familie, for i stedet at fokusere på alt det heroiske, det stålfaste, det mandige og det krigeriske i ‘figuren’ De Gaulle. 

Vi følger ham under de fem forbandede år, begyndende med tiden, hvor han kæmpede på slagmarken, og allerede her bliver vi præsenteret for en helt, der ikke frygter døden, og senere bliver vi forvisset om, at familiehistorien fyldte ganske lidt for denne fåmælte mand, der havde vigtigere ting at tage sig til. 

Heroiske ofringer

Filmen har været ekstremt dyr at producere, og det mærker man med det samme. Krigsscenerne er spektakulære, og formatet minder på mange måder mere om en amerikansk Hollywood-produktion, end om en typisk fransk film. 

De to hovedroller er De Gaulle, spillet af Simon Abkarian, og Winston Churchill, spillet af Simon Russell Beale. Filmen handler mest af alt om de svære og meget komplicerede diplomatiske spil om magt og krigsstrategier. Det er også det, der gør denne filmatisering anderledes og på mange måder interessant. 

Det særlige ved filmen er nok især, at De Gaulles modstandskamp, der samtidig involverer et kompliceret spil om Frankrigs geopolitiske position efter ønsket sejr, gjorde svære beslutninger om at sende franskmænd i den visse død nødvendige. 

Læs også:Blæst bagover af Palladio: Ny bog går i fodsporene på mesterarkitekt

Og filmens mere heroiske element er så, at disse ofringer, her især i modstandsfolkenes villighed til at gå i den visse død, i krigen mod Hitlers hær i Afrika, ledet af Rommel, i filmen bliver præsenteret noget overdrevent og nærmest ‘amerikansk’. 

At krig betyder ofring og dermed også ‘åndelig oprustning’, bliver i filmen særligt betonet af en ung mands selvmorderiske kamp for at yde modstand. Det må læseren selv erfare ved at se filmen, men igen er filmens sigte at handlingen var entydig nødvendig og ærefuld, simpelthen fordi den unge mand handlede ud fra nationens interesse og tilsidesatte sig selv. 

National åndelig oprustning

Det er ikke nogen tilfældighed, at en sådan film i dag kommer frem, for det vidner om lige præcis dette ønske om at genskabe en ‘åndelig oprustning’ i Europa. 

Det samme gør sig gældende i Antti Jokinens filmatisering af det finske nationalepos, Kalevala, der også lige har haft premiere. Det er første gang, at dette epos er forsøgt filmatiseret, og selvom den er blevet kritiseret kraftigt for ikke at følge eposets historie, har den haft stor succes i de finske og de russiske biografer. 

Det sagt, så er præsentationen af krigen og dens helte også ret ensidig

Ser man nærmere på indholdet, handler filmen grundlæggende om Finlands konflikt med Rusland, netop med fokus på ‘åndelig oprustning’ og forsoning mellem landsmænd. 

Filmen om De Gaulle er delt i to, og anden del får først premiere senere i denne måned. Det er ret så usædvanligt, men man efterlades også med en cliffhanger, og anspores derfor også til at komme igen, for at se hvordan De Gaulle lykkedes med sin modstandsstrategi, og hvorledes Vichy-regeringen falder og ender som en skamstøtte i nationens historie. 

Det sagt, så er præsentationen af krigen og dens helte også ret ensidig. Om det rent faktisk er nødvendigt, for at den ‘åndelige oprustning’ skal lykkes, er jeg selv lidt i tvivl om. 

Historisk vinkling

På mange måder rammer filmens håndtering af det historiske lige ind i nutidens værdidebatter, hvor de mere uforsonlige Gaza-tilhængere og forskellige fraktioner af muslimske kritikere af Vestens værdisæt bliver mødt af en lige så uforsonlig modstander, der ikke vil give sig. 

Og måske er det bare sådan, at en øget konfliktsituation ser ud: fraktionerne bliver mere og mere uforsonlige og ubøjelige, og man har tendens til ikke at nuancere og debattere egne fejl og mangler. 

Helt ukritisk bør man i hvert fald ikke være over for dette storslåede, moderne nationalepos

Det er i hvert fald sådan, at denne film om nationalhelten De Gaulle er kreeret. Og det synes heller ikke umiddelbart at være særligt kontroversielt, omend den meget positive modtagelse af filmen her i landet nok kan undre bare en lille smule, vores egen historie taget i betragtning, hvor vi som bekendt reddede en masse jøder og landsmænd fra den visse død ved simpelthen at kapitulere over for overmagten. 

Men denne vinkling spiller også en central rolle i vores samtid, for vi husker vel alle, hvorledes Donald Trump har hånet og latterliggjort Danmarks og Frankrigs rolle i krigen mod Hitlers nazistiske tyranni. 

Det er ret tydeligt, at denne film er en direkte kommentar til denne opfattelse af amerikanernes rolle i historien, for i filmen betones det eksplicit at De Gaulle må ofre sine mænd, ikke alene for Frankrigs skyld, men også for briternes og amerikanernes skyld. Det er en vigtig note, og den giver på en måde legitimitet til hele filmens dybere betydning og vinkling. 

Læs også:Film om Franz Kafka vil for meget

Vi har også heroiske historier om de brave modstandsfolk, og dem har vi også lavet film om. Men vi har samtidig også et mere broget, eller i hvert fald et mere individorienteret billede af disse mennesker, der tog kampen op. 

Det vidner på en måde om et overskud, der pt. ikke rigtig synes at være plads til. Det er fint med ‘åndelig oprustning’, men spørgsmålet er selvfølgelig, hvilke midler man bør tage i brug for at et folk yder det rette for at redde det, der har værdi, og her er den nye film om De Gaulle et bud ud af mange. 

Helt ukritisk bør man i hvert fald ikke være over for dette storslåede, moderne nationalepos, der på mange måder er lykkedes, men ikke uden en lille undertone af svulstighed og negligering af det enkelte individs egeninteresser. 

“De Gaulle: Modstandens pris.” Instrueret af Antonin Baudry. 2 timer og 40 minutter. 2026. Første del kan ses i danske biografer nu.