Frederiksberg sikrer normeringer og skatteminister snydt af Schweiz

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Tirsdag fortsatte pilotstrejken, mens BUPL mødte opbakning fra uventet kant. Opbakning er der også til en ret til tidligere pension.

Læs mere om alt dette og andre historier i dagens nyhedsoverblik.

Skatteminister føler sig snydt af Schweiz i sag om skattegæld

Gennem to år har Danmarks skatteminister, Venstres Karsten Lauritzen, arbejdet på at få regeringen i Schweiz til at indgå en aftale om inddrivelse af gæld. Dette er nu kikset. ”Ikke vores problem” lyder forklaringen angiveligt fra schweizisk side.

Det ærgrer Karsten Lauritsen, der udtaler sig i skarpe vendinger om alpelandet.

Jeg er meget skuffet

”Jeg er meget skuffet. Over at et land, der er så veludviklet og så langt fremme på teknologi og økonomi, bare kan leve med, at svindlere og bedragere og folk, der ikke betaler deres skattegæld, lovligt kan rejse dertil og få beskyttelse. Det fatter jeg simpelthen ikke” siger Karsten Lauritzen til TV 2 Nyhederne, der bringer historien.

I 2017 kom det fra, at en stor del af de godt 100 milliarder kroner, som danske skatteydere skylder den danske stat som følge af de store problemer med gældsinddrivelsen i SKAT, befandt sig i udlandet. Heriblandt i Schweiz.

Ny måling: 8 ud af 10 danskere ønsker ret til tidlig pension for nedslidte

Står det til den danske befolkning, skal der tages hensyn til folk, der er blevet nedslidte af deres arbejde. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for 3F. Det er en historie du kan læse på Netavisen Pio.

I målingen svarer 8 ud af 10, at de mener, at mennesker, der har udført et nedslidende arbejde, skal have mulighed for tidligere folkepension end mennesker i mindre nedslidende job.

Der er massiv opbakning til, at nedslidte skal have mulighed for tidligere pension

”Jeg synes faktisk, at det er rørende. Der er massiv opbakning til, at nedslidte skal have mulighed for tidligere pension,” siger Per Christensen, der er forbundsformand i 3F, til Fagbladet 3F.

Målingen viser, at det kun er 12 procent af danskerne som er imod.

SAS aflyser yderligere 504 flyafgange

SAS aflyser 504 flyafgange i Skandinavien som følge af pilotstrejken, der har stået på siden fredag morgen, hvor forhandlingerne om en ny overenskomst brød ud i konflikt. SAS vurderer, at aflysningerne vil ramme 47.000 passagerer. Det skriver DR Nyheder.

Jeg er dybt bekymret over, at pilotforeningernes strejke fortsætter

”Jeg er dybt bekymret over, at pilotforeningernes strejke fortsætter med at ramme vores kunder. Konsekvenserne er alvorlige for alle rejsende, for sammenholdet og for de medarbejdere, der arbejder døgnet rundt for at hjælpe kunderne”, udtaler administrerende direktør i SAS, Rickard Gustafson i pressemeddelelsen.

Frederiksberg vil have landets højeste normeringer

Byrådet på Frederiksberg vil sætte penge af til at indføre normeringer i kommunens børnehaver og vuggestuer, som lever op til anbefalingerne fra pædagogernes landsforbund, BUPL. Det skriver Politiken.

Anbefalingerne er tre børn per voksen i vuggestuen og seks børn per voksen i børnehaven.

Ifølge de borgerlige partierne bag forslaget er der tale om at styrke børneområdet med cirka 40 millioner kroner årligt - svarende til mere end 100 nye stillinger.

Socialdemokratiet på Frederiksberg skriver på Facebook, at partiet sammen med De Radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet også ønsker minimumsnormeringer. De foreslår det indført senest 1. januar 2022.

Med dagens forslag går de blå partier på Frederiksberg imod deres kollegaer på Christiansborg, der stemte imod lignende normeringer i daginstitutionerne.

 

Tidligere au pairs arbejder illegalt i Nordsjælland

Et ukendt antal au pair-piger har aldrig forladt landet efter endt ophold. I stedet er de gået under jorden og arbejder illegalt med rengøring for danske familier til en lav løn. Det er en historie vi bringer på Netavisen Pio.

Anholdelsen af fem filippinske kvinder, der har arbejdet illegalt i landet, har alene givet anledning til, at politiet nu undersøger 84 familier for forhold vedrørende brugen af illegalt arbejde. Skulle det i sidste ende munde ud i sigtelser kan det vise sig at blive en dyr forretning for de involverede familier.

Bødestørrelsen er ret høj

”Bødestørrelsen er ret høj. Under normale omstændigheder er der tale om 10.000 kroner per måned for illegalt arbejde. Men i disse tilfælde er der både tale om ulovligt arbejde og ulovligt ophold, og så er det skærpende omstændigheder og 20.000 kroner pr. måned, man har benyttet sig af det”, siger Erik Pontoppidan fra Udlændingekontrolsektionen i Nordsjællands Politi.

DF vil tvangsfjerne kæledyr: Dyrenes Beskyttelse er imod

Dyr, der har befundet sig på et internat i mere end tre måneder, skal tvangsfjernes fra deres ejer, som ikke kan tage sig af dem, fordi vedkommende eksempelvis er varetægtsfængslet eller tvangsindlagt. Det skriver Ekstra Bladet.

Det mener otte politikere fra Dansk Folkeparti, der i forening stillede lovforslag til Folketinget om et såkaldt pasningsloft for anbragte dyr 1. marts.

Men det er ikke den rigtige løsning, mener man hos Dyrenes Beskyttelse, hvor man hellere vil se på de enkelte sager i stedet for at lovgive sig ud af det.

Nej, vi mener ikke, at man kan skære det så skarpt op og lovgive sig ud af det

"Nej, vi mener ikke, at man kan skære det så skarpt op og lovgive sig ud af det her. Det er vores holdning, at der skal tages individuelle hensyn i de her situationer, fordi der er tale om en gruppe mennesker, der er meget udsatte i forvejen, og deres nærmeste relationer er formentlig de her dyr", siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

 

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook