Frederiksen: Dansk Folkeparti skal tage ansvar

Mette Frederiksen vil behandle DF, som var partiet en del af regeringen: Enten må partiet støtte op om Løkkes politik, eller også må det vælte ham. Kritikken af Frederiksen fra venstrefløjen hviler på fantasiforestillinger.
Det lykkedes som bekendt Kristian Thulesen Dahl at slippe for ministerposter i forbindelse med regeringsdannelsen for to måneder siden. Men han skal ikke slippe for ansvaret. Det synes at være budskabet fra Mette Frederiksen, som med sine seneste udmeldinger lægger op til at behandle Dansk Folkeparti, som var partiet rent faktisk trådt ind i en borgerlig regering.

Der har siden valget været spekuleret i, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i spørgsmål om eksempelvis dagpenge og væksten i den offentlige sektor kunne udgøre et såkaldt ”alternativt velfærdsflertal” sammen med venstrefløjen. Kristian Thulesen Dahls begrundelse for ikke at gå med i en regering var netop, at kunne få mere indflydelse ved at stå uden for regeringen og forhandle til begge sider.

Men det bliver der ikke noget af, slog Frederiksen fast i Weekenden. Til Berlingske udtalte hun, at frem for alternative flertal ”bør man i mine øjne også holde Kristian Thulesen Dahl fast på, at det er hans valg, at Lars Løkke Rasmussen er statsminister i Danmark. For han kunne have truffet et andet valg. Så selvfølgelig skal vi ikke have en situation, hvor DF peger på Løkke, og at Thulesen så tror, at han kan lave politik med alle mulige andre”.

Kritik fra venstrefløjen
På venstrefløjen har der været kritik af Frederiksens udmelding. Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted skriver på internetmagasinet Ræson, at ”Hendes udmelding giver DF en gylden mulighed for at løbe fra løfterne og slippe ud af den knibe, de er kommet i ved at pege på en statsminister, som i lange stræk står for det modsatte af det, som Dansk Folkeparti gik til valg på”.

Dragsted skriver videre, at ”hvis man som en del af et flertal har mulighed for at gennemføre den politik, man er gået til valg på, så har man da, over for vælgerne, et ansvar for at bruge det flertal – uanset hvilke partier, der indgår i det”.

Men hvor er egentlig uenigheden mellem Frederiksen og Dragsted? Begge er jo tilsyneladende enige om, at Dansk Folkeparti skal holdes op på sine valgløfter. Og Frederiksen siger jo intet om, at hun ikke vil samarbejde med Dansk Folkeparti om at presse Lars Løkke, eller at hun er parat til at stemme for Løkkes politik, hvis ikke Kristian Thulesen kan eller vil levere mandaterne.

Uenigheden består tilsyneladende i, hvordan Socialdemokratiet skal håndtere en situation, hvor Lars Løkke fremlægger et forslag, der strider mod det som både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti gik til valg på. Her mener Dragsted, at Socialdemokraterne skal gennemføre sin politik med stemmer fra Dansk Folkeparti – og det er her, uenigheden med Frederiksen opstår.

Pilen peger på Thulesen Dahl
Spørgsmålet er imidlertid, hvad det helt konkret er, Dragsted forestiller sig, at Mette Frederiksen skulle kunne gennemføre af politik sammen med Kristian Thulesen Dahl uden om Lars Løkke. Forestiller han sig i fuld alvor, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti skal vedtage eksempelvis en finanslov eller en dagpengereform uden om den siddende regering? Kritikken synes at hvile på en misforståelse af, hvordan det danske lovgivningsarbejde fungerer.

En ting er at vedtage sikkerhedspolitiske dagsordener som under 1980’ernes fodnotepolitik, som forholdt sig til de store linjer i den globale sikkerhedspolitik. Det kunne den siddende regering trække på skulderne af. Det er noget helt andet at vedtaget egentlig lovgivning, endda lovgivning på tekniske områder som eksempelvis dagpenge. Det er der både juridiske og tekniske grunde til.

Lovgivningsarbejdet i Danmark foregår sådan, at den siddende regering fremlægger et lovforslag, og så er det op til regeringen at samle flertal for forslaget. Kan regeringen ikke det, må den trække forslaget tilbage, og hvis der er tale om væsentlige sager, eksempelvis en finanslov, gå af eller udskrive valg.

Rent statsretligt fremgår det af Grundlovens § 3, at den lovgivende magt ligger hos Folketinget og Regeringen i forening, og § 22 siger, at ingen lov er gyldig, før den er stadfæstet (underskrevet) af den ansvarlige minister. Man kan altså ikke gennemføre lovgivning, som regeringen er imod. Så hvis regeringen ikke vil støtte loven, må Folketinget vælte regeringen gennem et mistillidsvotum.

Rent teknisk er der desuden brug for et embedsværk til at sikre en solid lovgivning. Ikke så meget for at regne på de økonomiske konsekvenser (det har jo også før vist sig tvivlsomt!) men til at sikre at lovgivningen tager højde for mange forskellige scenarier, krydstjekke med eksisterende lovgivning osv. Derfor må udgangspunktet for en sådan lovgivning i sagens natur komme fra regeringen.

Derfor er der heller ikke noget meningsfuldt alternativ til den linje, Frederiksen har lagt for dagen. Dansk Folkeparti skal tvinges til at vælge mellem at bakke op bag den politik, som den regering, partiet har bragt til magten, lægger på bordet. Eller også vælte den. Pilen peger nu på Kristian Thulesen Dahl.


placeholder

Annonce