Frederiksen disker op med S Classic og overraskende stikpille til nære venner

Mette Frederiksen er sin egen opvarmer.

Før den socialdemokratiske formand og statsminister indtager scenen ved partiets kongres i Aalborg Kultur- og Kongrescenter, bliver der spillet en montage af Frederiksens største bedrifter og løfter de seneste 10 år.

Der nævnes grøn omstilling. Lønløft til offentligt ansatte. Og ikke mindst Arne-pensionen. En slags Greatest Hits fra en partileder, der da også selvironisk bemærker, at hendes nye frisure har et skær af Medina over sig.

De temaer går igen i talens indledning, hvor Frederiksen slår fast, at fem store temaer ligger hende på sinde i dag: Forbedring af velfærdssamfundet, den grønne trepart, kriminalitet, Ukraine-krigen og så selvfølgelig Arne-pensionen.

Ud af de fem er det sidstnævnte, der indtager hovedrollen. Som i en gammel western, der på forunderlig vis formår at presse en skududveksling ind omtrent hvert 10. minut for at holde seerens opmærksomhed, synes pension og pensionsalderen at trænge sig på igen og igen.

Alligevel, mener Frederiksen, behøver det ikke at være så skidt med en midterregering

“Alle dem, der stadig mener, at Arne-pensionen skal afskaffes, og at folk kan blive ved med at arbejde til solen brænder ud. I kommer til at få kamp til stregen,” formuleres kampfronten tidligt i talen.

En krigserklæring, der senere viser sig at være henvendt til ikke kun de borgerlige kræfter, der ønsker Arne-pensionen hen, hvor peberet gror, men også de gamle venner i SF.

Ros til det brede samarbejde

Før Frederiksen igen skruer op for den røde retorik på pensionsområdet, følger dog en anderledes pragmatisk lovprisning af det brede samarbejde i regeringen.

Den er godt nok “en mærkelig blanding,” konstaterer hun.

Og der kom da også meget godt ud af det, da Socialdemokratiet sad alene i regering, lader hun forstå.

“Vi valgte en mere klassisk vej. Flere penge til velfærd. Arne-pensionen blev opfundet. Vi indledte et opgør med Blackstone i København. Og satte os for at beskytte udsatte børn bedre.”

Alligevel, mener Frederiksen, behøver det ikke at være så skidt med en midterregering.

Her er det hverken de borgerlige partier, Dansk Arbejdsgiverforening eller CEPOS, der står for skud

For selvom den er en mærkelig blanding, kunne det samme så ikke også siges om så folkekære institutioner som dyrlægens natmad, sokker i sandaler eller en klassisk rejecocktail, spørger statsministeren kækt.

Det er nemlig under midterregeringen, at socialdemokraterne har fået indført lønløft til offentligt ansatte, aftalt en storstilet ældrereform og ikke mindst givet kommunerne den største økonomiske saltvands-indsprøjtning i 15 år.

Og når det kommer til den grønne trepart, der blandt andet resulterede i en CO2-afgift på landbruget og statsligt opkøb af store landarealer, tror hun slet ikke på, at den havde ladet sig gøre uden en bred regering.

“Jeg har siddet i Folketinget i mere end tyve år. Været minister i ni. Statsminister i mere end fem. Og jeg kan uden nogen form for vaklen sig til jer: Vi havde aldrig fået så god en aftale, hvis ikke det var for en bred regering.”

Konventioner skal ikke være støbt i beton

Når det kommer til de internationale konventioner, taler Frederiksen sig dog ikke nærmere regeringsfællerne i Moderaterne.

Mens den moderate partiformand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, har modsat sig at udpege en dansk konventionsambassadør, der skal gøre det nemmere at udvise kriminelle udlændinge, er Socialdemokratiets nyudnævnte skatteminister, Rasmus Stoklund, gået i brechen for et opgør med konventionerne.

Og selvom hans navn ikke nævnes, signalerer Frederiksen, at hun står last og brast med Stoklund i den diskussion.

Kære Mette, vi kunne allerede nu lave en retfærdig aftale om danskernes pension, hvis ikke du sad fast i en “mærkelig regering”

Hvad angår konventionerne, er det nemlig godt, at “vi nu er et parti, hvor der tænkes tanker og skrives bøger,” siger hun med slet skjult henvisning til Stoklunds nyligt udgivne debatbog.

I bogen kritiserer Stoklund, at menneskerettighedskonventioner nogle gange forhindrer at udvise udlændinge, der har begået kriminalitet.

Konventionerne skal “ikke være støbt i beton,” lyder det fra scenen.

Kom hjem, SF

Mod talens afslutning vender Frederiksen sig igen mod pensionsspørgsmålet.

Og her er det hverken de borgerlige partier, Dansk Arbejdsgiverforening eller CEPOS, der står for skud.

“Derfor en besked til Pia Olsen Dyhr og SF: I har indgået et samarbejde med Liberal Alliance om pension. Da jeg så det, troede jeg, det var en joke. En rigtig dårlig en. I påstod i ramme alvor, at I begge vil sikre tryghed om danskernes pensionsalder. Men Alex Vanopslagh vil afskaffe efterlønnen og Arne-pensionen. Hvad i alverden SF laver i det selskab, det ved jeg ikke,” siger hun og slutter af med en opfordring:

“Kære Pia. I har før lavet god politik med os. Kom hjem.”

Frederiksen gør ikke klart, hvad hun henviser til. Men det viser sig, at Pia Olsen Dyhr tidligere denne uge delte et billede sammen med Alex Vanopslagh, hvor hun roser den liberale partileder for at ville sikre tryghed for danske pensionister.

At det opslag skulle være udtryk for et decideret “samarbejde” mellem SF og Liberal Alliance, er Olsen Dyhr imidlertid ikke enig med statsministeren i.

“Kære Mette, vi kunne allerede nu lave en retfærdig aftale om danskernes pension, hvis ikke du sad fast i en “mærkelig regering”,” lyder modsvaret prompte fra SF-formanden på det sociale medie X.

Hvor mange stikpiller lederne af de to største røde partier end kan sende i retning af hinanden, synes de altså at være påfaldende enige om, at de skal finde sammen igen en skønne dag.

Den dag kunne meget vel være tættere på end som så.

Hvis de nuværende meningsmålinger holder stik, kunne man i hvert fald nemt forestille sig, at Frederiksens nye frisure vil holde længere end den regering, hun står i spidsen for.