Frederiksen har den eneste overbevisende analyse

Leder: Mette Frederiksen har leveret det eneste overbevisende svar i en tid, hvor løssluppen kapitalisme og letkøbt populisme truer. Vi kan kun håbe at Uffe, Pia, Morten og Pernille vil komme ind i kampen.
Rådvildheden hænger som tunge skyer over de vestlige demokratier. Eksemplerne som Brexit-afstemningen, Trump-valget og de populistiske strømninger, som skylder ind over vores kyster viser tydeligt at noget er galt. Men hvad er det så, der er galt?

I et interview med Information udlagde partiformand Mette Frederiksen (S) essensen af problemstillingen og formulerede meget præcist: "Det vigtigste at få sagt er at kapitalismen er blevet syg, og hvis man skal sammenfatte de bevægelser, der sker, så bunder det grundlæggende i utryghed, som er forårsaget af ulighed." Samme analyser har hun ligeledes udfoldet som kronik i Politiken.

Med få ord rykker hun Socialdemokratiet ud af Thorning-regeringen, nødvendighedens politik og konkurrencestatens skygge

Med få ord rykker hun Socialdemokratiet ud af Thorning-regeringen, nødvendighedens politik og konkurrencestatens skygge og placerer partiet lige netop, der hvor det hører hjemme. Som det parti, der tager ansvar for et helt samfund, et parti der altid vil prioritere uligheden og som vil sikre sammenhængskraften.

S-formanden fortsætter i sit interview: "Det, vi ser nu i alle vestlige lande inklusive USA, er en reaktion på, at den sociale kontrakt, vi har bygget vores velfærdssamfund på, er ophørt eller udfordret."

Mette Frederiksens socialdemokratiske analyse udpeger fire grundlæggende problemer, som ikke kan løses med enkeltsagsdyrkelse, men som skal adresseres med nye løsninger på det samlede hele:

1. Ureguleret globalisering.
2. Store integrationsudfordringer.
3. Stigende ulighed.
4. Øget pres på lønmodtagernes rettigheder.

’Folk ikke aner hvad de har gang i?’

”Når man ikke kan forstå, hvorfor folk opfører sig på et bestemt made, så er den nemmeste løsning, at overbevise sig selv, om at folk ikke aner hvad de har gang i. Det er hvad Europas politiske, forretnings- og mediemæssige ledere har gjort, som svar på den populistiske bølger der skylder indover det gamle kontinent,” skrev den bulgarske akademiker Ivan Krastev skræmmende præcist i New York Times for nylig.

Den manglende vilje til at høre efter, til at forstå og til at handle, har i årevis lammet politikere over hele Europa. Ikke mindst nogle af veletablerede og systemtænkende socialdemokrater - blandt andre dem der var forblændet af den såkaldt tredje vej - havde svært ved at acceptere behovet for en ny kurs.

Det er sket for langsomt og nogle steder måske for sent.

De hjemlige analyser efterlader os i mørket
Men problemet kan langt fra tilskrives de socialdemokratiske partier alene - selvom forventningerne naturligt nok altid vil være højest her.

Vi er med andre ord også ilde stedt herhjemme.

Det øvrige partier på det politiske spektrum herhjemme synes nærmest endnu mere rådvilde; De Radikale taler om højere pensionsalder, LA drømmer om endnu lavere bilafgifter, Alternativet kræver kødfridage, DF vil stemme Danmark ud af EU og Venstre har i ramme alvor udråbt den totalt mislykkede 2025-plan, som et svar på de udfordringer, som følger den udvikling som mange karakteriser med fremkosten af fænomenet Donald Trump.  Vi er med andre ord også ilde stedt herhjemme. 

Særligt det sidste eksempel fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er desværre mere end bare en virkelig dårlig joke. Både overfor Børsen og i TV2 News har statsministeren talt om hvordan det med Donald Trump ”bliver endnu mere påtrængende," at få gennemført helhedsplanen med skattelettelser og velfærdsnedskæringer.

Det er et tydeligt ideologisk projekt, som hverken styrker tillid, sammenhængskraft eller troen på fremtiden, som er  stærkt truet i disse år. Tværtimod vil det svække – det som vi har sammen.

Mange partier satser på dybe stød under bæltested
Vi danskerne har brug for noget at tro på, vi har brug for en konkret retning og vi har brug for en grundlæggende analyse af tingenes forbandende tilstand.

Og her synes jeg end ikke, at flertallet af Christiansborg-partierne orker at gøre forsøget. De har givet op. Nu håber de istedet, at man kan vinde og fastholde magten ved at sætte ind med tilstrækkeligt mange lave stød under bæltestedet mod sine politiske modstandere.

Nogle af vennerne i rød blok vil sikkert  forsøge at score billige point og trække stemmer hjem ved deres utrættelige anklager

Nogle af vennerne i rød blok vil sikkert også stritte imod. De vil forsøge at score billige point og trække stemmer hjem ved deres utrættelige anklager om Socialdemokratiets endegyldige højredrejning og svigt af både arbejderklassen, partiets historiske rødder, den marxistiske grundtanke og alt muligt andet.

Resten af rød blok må ind i kampen!
Det er der hvor mennesker lever og bor at trygheden og troen på fremtiden skal genskabes. Som Mette Frederiksen selv beskriver det: ”Den sociale kontrakt skal styrkes og langtidssikres”. Det handler om at genskabe trygheden.

Mette Frederiksens analyse sætter fokus på dem, der alt for længe har været gemt og glemt. Det er de
danskere, der frygter at blive fyret, ikke at kunne betale deres husleje, ikke at være kvalificeret til fremtidens arbejdsmarked, ikke at kunne klare en stigende rente, ikke at kunne rejse sig efter sygdom, ikke at kunne arbejde til de 72 år, ikke kunne et genkende deres eget liv i et samfund, hvor kultur, identitet og levemåder skrider.

Det kommer ikke af selv; de kommende måneder og år skal den politik, der kan bekæmpe uligheden og sikre trygheden udvikles. Selvom finansskat, solidaritetspagt, opgør med social dumping, bekæmpelse af skattely og ny EU-politik er uvurderligt vigtige skridt på vejen, så vil og skal Mette Frederiksens analyse følges op, med endnu mere konkret politik.

Mette Frederiksen har leveret den til dato stærkeste og mest socialdemokratiske samfundsanalyse, hvilket fortjener både anerkendelse og refleksion – især fra de resterende centrum-venstre partier. Man kan kun håbe, at situationens alvor vil parkere de sædvanlige automatreaktioner og skabe en fælles front, men det er op til Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr, Uffe Elbæk og Pernille Skipper at afgøre.

Men vi må håbe at de kommer ind i kampen.

Jens Jonatan Steen

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook