Frederiksen henter særlig rådgiver i DI

Justitsminister Mette Frederiksen har ansat Michael Johnson som ny særlig rådgiver. Han kommer fra et job som politisk konsulent i DI.

Annonce

Justitsminister Mette Frederiksen har ansat Michael Johnson som afløser for hendes tidligere særlige rådgiver Karen Thure, der 1. november skiftede til et job i Dansk Energi. Det bekræfter flere kilder overfor Netavisen Pio.

Justitsministerens nye rådgiver kommer fra en stilling som politisk konsulent i DI, hvor han blandt andet har arbejdet med erhvervsuddannelsespolitik.

Før Michael Johnson kom til ”industrien” var han ansat hos blandt andet Dansk Ungdoms Fællesråd og i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Han har desuden været kredsformand for Socialdemokraternes Indre Bykredsen i København.

Michael Johnson har en kandidatgrad i offentlig administration, cand.scient.adm., fra Roskilde Universitetscenter i 2008. Han er 32 år gammel og har to børn. Han er derudover inkarneret Brøndby-fan og har i sin ungdom spillet sammen med landsholdspillerne Daniel Agger og Michael Krohn-Dehli i Rosenhøj Boldklub i Hvidovre.

Michael Johnson starter i det nye job i dag.

Justitsministerens anden særlige rådgiver, Martin Rossen, har hun stadigvæk ansat.

 

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce