Fremragende essay fortæller om Erhard Jakobsens lange vej mod de borgerlige

Fra min barndom i 1970’erne husker jeg ud over statsminister Anker Jørgensen nok kun Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen. 

Eftertiden har skænket den noget mere larmende Glistrup mere opmærksomhed og anset hans rolle i jordskredsvalget i 1973 for afgørende, mens Erhard Jakobsen, hvis Centrum-Demokrater også tordnede ind ved det valg, i dag synes at høre en anden tid til og kun være relevant som en del af et overstået kapitel i Danmarks politiske historie. 

Det har historiker Martin Grunz bidraget markant til at ændre, ved at publicere et langt og helt igennem fremragende essay om den politiske superstjerne fra Gladsaxe, Erhard Jakobsen (1917- 2002). 

Ligusterfascist 

Essayets fokus er den vej ’Erhard’, som alle kaldte ham, bevægede sig fra oprindelig at være ’højre-socialdemokrat’ til i 1973, hvor Anker Jørgensens regering havde forhøjet lejeværdibeløbet for parcelhusejere, at træde ud af Socialdemokratiet. 

Derefter stiftede han Centrum-Demokraterne, hvilket er en anden historie, der i sig selv er ganske betydelig.

Det er hårdt sagt, det er klassisk Erhard

Hvad angår den iltre Erhard havde selv jeg, der er fra et hjem, i hvilket faderen sad i kommunalbestyrelsen for De Konservative i Ballerup-Måløv, lært Danmarks Radios prædiken:

Erhard Jakobsen var ligusterfascist. De kulturradikale og deres profet, Klaus Rifbjerg, havde udvidet taletid i monopolet, hvilket Erhard efter en lang sommerforkølelses lytten giver følgende kommentar: 

”Det var værre, end jeg havde troet. Ikke bare det ensidigt venstreorienterede, men det utåleligt frelste og docerende og det utroligt dilettantiske og talentløse.” 

Læs også:Centrum-Demokraterne lukker efter brok fra Mimi Jakobsen

Det er hårdt sagt, det er klassisk Erhard, men det er også en bedømmelse, som den kommende generaldirektør skal skrive sig bag øret: Der ønsker Danmarks Radio ikke at ende igen.

En på kassen

I Grunz’ levende genfortælling af Erhard Jakobsens karriere får man serveret underholdende sammenstød, som når for eksempel Erhard i en debat med Rifbjerg forsvarer en enlig mor, der har stukket et af sine børn en lussing: 

”Sådan en velrettet en på tæven kan efter min mening ikke skade,- jeg tror endda, det kunne være ganske gavnligt for hr. Rifbjerg selv at få en på kassen.”

Læs også:“Hvis bare alle socialdemokrater var som Mette Frederiksen”

Det var dengang. Mere relevant i dag er Erhard Jakobsens dybe respekt ”for religionen, specielt kristendommen, og for de mennesker, for hvem kristendommen og religionen så at sige er hele livet”, ligesom han hele livet nærede en instinktiv respekt for kongehuset. 

Begge dele synes at vinde genklang i dag, ikke mindst i Socialdemokratiet. Det er faktisk en tanke, læseren får gennem de tredive intense sider om den politiker, der gjorde ”oprør mod oprørerne”, Erhard Jakobsen. 

Comeback i Socialdemokratiet

Nogle af Erhardts ideer og hans politiske slagkraft oplever i dag et comeback. 

Hans tanker synes på forskellig måde genfødt i Mette Frederiksens Socialdemokrati, ikke mindst hos politikere som Kaare Dybvad Bek, Mattias Tesfaye og Frederik Vad. 

Læs også:Frederik Vad har ret: 'P1 Debat' er ensidige i udlændingedebatten

Måske er det en hel bevægelse, i givet fald den som Berlingskes Tom Jensen har kaldt Nationalsocialdemokratismen, en betegnelse der fra Jensens side er positivt ment.

Frederiksen er – ganske som Erhard Jakobsen var det – et pligtmenneske

I samme tidsskrift som Grunz skriver i, Årsskriftet Critique, argumenterede den borgerlige kommentator Rune Selsing to år tidligere for, hvorfor Mette Frederiksen er en bedre statsminister end de borgerlige alternativer: 

Frederiksen er – ganske som Erhard Jakobsen var det – et pligtmenneske, mens de borgerlige alternativer er teknokratiske administratorer.

Halvtreds år gamle advarsler

Eksemplet Danmarks Radio er karakteristisk: 

Mange mennesker og uden tvivl mange socialdemokrater reagerer i dag ligesom Aktive Lyttere og Fjernseere ville gøre, når Danmarks Radio udokumenteret søger at underminere Rigsfællesskabet eller misrepræsenterer Danmarks rolle i slavehandlen. 

Læs også:DR overså advarselslamper i kryolit-skandale: Alt, der kunne gå galt, gik galt

Erhard Jakobsens halvtreds år gamle advarsler mod sekteriske revolutionære i institutionerne – som jo i dag ikke kun findes i DR, men også på universiteter og i interesseorganisationer – er stadig aktuel, for også dengang truede totalitære bevægelser både verdensfreden og Europa.

Erhard Jakobsen var præcis det modsatte

Der er en giftig ironi i, at alverdens røde lejesvende – læs: kommunister og revolutionære – dengang prædikede for os alle, at Erhard, der ifølge Grunz’ vurdering var de tidlige 1970'eres mest populære politiker, var ligusterfascist. 

Erhard Jakobsen var præcis det modsatte: En frygtløs bekæmper af fascisme, nazisme og kommunisme, det tyvende århundredes tre svøber.

Stil til UG

Grunz’ diskussion af den unge Erhards danske stil til studentereksamen i 1936 – som altså er skrevet i nittenhundredeseksogtredive, kun tre år efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland – fremhæver denne kamp. 

Stilen viser det klarsyn, der i dag kun langsomt er ved at krystallisere sig i forbindelse med Danmarks nuværende, internationale udfordringer. 

I det år, 1936, var der kun tre danske stile til studentereksamen, der fik rent UG

Dengang havde splittelsen i Folkeforbundet og internt, europæisk ævl og kævl ført frem til den situation, som Erhard stiller klart op med kun to mulige udfald: 

”Diktaturets eller demokratiets sejr i Europa”. 

Demokratiets stabilitet hidrører i denne kritiske fase fra ”deres tolerante og sociale politik”, der ”hindrer voldsomme begivenheder og stærke klassestridigheder”. 

I det år, 1936, var der kun tre danske stile til studentereksamen, der fik rent UG, Erhard Jakobsens stil var én af dem.

Minder om kristendommen

Grunz’ essay gør også en anden kæmpe fra den tid, De Konservatives Poul Møller, levende. 

Poul Møller og Erhard Jakobsen fulgtes på mange måder ad i dansk politik. 

Det er ikke utænkeligt, at Møller har ment, at netop Erhard Jakobsen havde hvad Det Konservative Folkeparti syntes at savne: 

Talentet til at genoplive og reorganisere det borgerlige Danmark.

Læs også:Socialisme for de rige og røvtur til os andre

Sådan kom det jo, konstaterer Grunz, ikke til at gå, men essayet om Erhard Jakobsen er historie til tiden. 

På den måde forbinder Socialdemokratiet sig i disse år tilbage til dens fortabte søn, til Erhard Jakobsen

Det peger på nogle af de ressourcer, som Socialdemokratiet ikke, i forsøget på at tækkes de allermest progressive i og uden for bevægelsen, må glemme: 

Pligt, orden, middelklasse, tradition og at bevægelsens version af socialisme, som Erhard sagde det, minder meget om kristendommen.

På den måde forbinder Socialdemokratiet sig i disse år tilbage til dens fortabte søn, til Erhard Jakobsen. 

Historiens tvist er i givet fald, at det ikke er sønnen, der kommer hjem, men – som støtterne af den nuværende linje kunne tænkes at udtrykke det – 

Socialdemokratiet selv, der i dag finder sit oprindelige hjem.

Martin E.O. Grunz. 'Erhard Jakobsens lange vej mod de borgerlige'. Årsskriftet Critique. 2024. 17. årgang.