Fremtiden som ufaglært er ikke lys, lang og lykkelig

I tæt samarbejde mellem ledelse og ansatte er der iværksat den største efteruddannelsesindsat i Københavns Postcenters historie. Målet er at give ufaglærte en uddannelse i stedet for en fyreseddel.
De mere end 100 kollegaer, der har valgt uddannelse frem for fyringer, har vist mod og har handlet i en svær og usikker situation. De har valgt at hjælpe både dem selv og fællesskabet på en og samme tid.

I onsdags modtog mere end 30 af mine kollegaer en fyreseddel. Fyret som følge af faldet i antallet af breve. Mange af kollegaerne har arbejdet i postvæsnet i størstedelen af deres arbejdsliv, flere af dem har aldrig arbejdet med andet siden de gik ud af skolen. Fælles for dem alle er, at de er ufaglærte og bange for hvad fremtiden måtte bringe.

At være ufaglært er ikke en dans på roser. Utallige undersøgelser viser, at gennem et arbejdsliv tjener ufaglærte markant mindre i løn, antallet af år som arbejdsløs overstiger alle andre grupper på arbejdsmarkedet, arbejdsmiljøet er dårligere og fysisk nedslidning er meget udbredt. Desværre er der ikke meget som tyder på, at dette vil vil ændre sig mærkbart, til trods for mange forsøg på at komme de dårligere vilkår til livs.

Kort sagt; fremtiden som ufaglært er ikke lys, lang og lykkelig. Kan vi ændre det?

Efteruddannelse er det eneste rigtige
At 30 kollegaer mister jobbet er ulykkeligt. Men antallet kunne være meget højere. Et tæt samarbejde mellem den faglige klub på arbejdspladsen og virksomhedens lokale ledelse, har mindsket antallet betragteligt. I fællesskab er der igangsat den største efteruddannelsesindsat i Københavns Postcenters historie med sigte på, at alle kollegaer skal efteruddannes, i troen på, at uddannelse er vejen til større jobsikkerhed.

For mange er det svært at påbegynde en uddannelse. Dårlige minder fra skoletiden er som en betonklods om benene. Flere har haft en svær skolegang og oplevet mange nederlag.

For nogle kollegaer er uddannelse vejen til fortsat ansættelse i virksomheden, men for langt de fleste er håbet, at uddanne sig til et andet job. På mindre end 2 måneder har mere end 100 kollegaer tilmeldt sig og ansøgt om mere end 1.300 uddannelsesdage og mange flere er på vej. De bruger alle de muligheder, som overenskomsten har åbnet op for via Industriens Kompetenceudviklingsfond.

En kollega er gået i gang med at uddanne sig til industrioperatør, en anden til ”borebisse”, en tredje til gartner og en fjerde har taget et lastbilkørekort. Fælles for dem alle er, at de efteruddanner sig med det mål at få bedre fodfæste på arbejdsmarkedet og dermed en mere sikker fremtid.

"Hvis ikke I efteruddanner jer, så er fyresedlen den eneste mulighed"
At mine kollegaer er begyndt at efteruddanne sig skyldes ikke, at de har fået en åbenbaring. For mange er det svært at påbegynde en uddannelse. Dårlige minder fra skoletiden er som en betonklods om benene. Flere har haft en svær skolegang og oplevet mange nederlag.

Men de blev stillet over for et valg af arbejdsgiveren og tillidsrepræsentanterne i fællesskab: Hvis ikke alle efteruddanner sig, så har virksomheden ikke andre muligheder end at fyre flere ansatte. Måske en barsk måde at igangsætte en ”efteruddannelsesrevolution” på, men faktum er, at det har virket. 

Alle skal med!
Jeg tror ikke på, at pres og trusler er løsningen. Truslen om, at hvis ikke du tager en uddannelse, så går du en svær tid i møde, preller af på mange ufaglærte. Men jeg tror på, at vi sammen kan skabe de muligheder, der skal til, for at alle kommer med.

De mere end 100 kollegaer, der har valgt uddannelse frem for fyringer, har vist mod og har handlet i en svær og usikker situation. De har valgt at hjælpe både dem selv og fællesskabet på en og samme tid. Deres handlekraft viser, at uddannelse også er for de ufaglærte, som har været mange år på arbejdsmarkedet. Vigtigst af alt viser det mig og alle mine kollegaer, at vi i en svær tid hver især kan gøre vores, til gavn for den enkelte og til gavn for fællesskabet.

 

Morten Søndergaard (f. 1975) er 3F’er og Fællestillidsrepræsentant ved Internationalt og Københavns Postcenter.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook