Vi socialdemokrater må ikke glemme vores historiske arv - socialdemokratismen. Hvis vi skal tegne fremtiden, må vi kigge tilbage og finde frem til de kerneværdier, der har dannet vores velfærdsamfund og have en debat om hvordan disse værdier kan revitaliseres i Danmark og hvordan de kan fungere som udgangspunkt i et transnationalt samarbejde.

I forbindelse med det nye principprogram, har vi socialdemokrater taget udgangspunkt i tre grundlæggende spørgsmål: Hvad står vi for? Hvad står vi i? Og hvad gør vi nu?

Det nuværende program er på mange måder rigtigt godt, men jeg vil her forsøge at fremhæve nogle områder, der har ændret sig siden sidste program og som jeg mener, at vi må forholde os til.

Hvad står vi for? Ja, vi står rent faktisk for noget!
Hvad er forskellen på at være liberal og socialdemokrat? I min optik kan det gøres op således: De liberale mener, at vækst skaber velfærd. Derfor vil de konstant deregulere det private arbejdsmarked og tilpasse det offentlige til de privates behov. Logikken er, at hvis vi bruger fællesskabets midler i dag til at fremme erhvervenes og de højtlønnedes vilkår, vil pengene i fremtiden igen komme til vores velfærd.

Vi socialdemokrater mener derimod at velfærd er basis for vækst. At når vi investerer i infrastruktur, uddannelse, understøttelse, bæredygtighed mm, så skaber vi de systemer og de mulighed for mennesker og virksomheder, der skal sikre, at vi som nation kan have den vækst og de fremtidige arbejdspladser, som vi skal leve af. Velfærd er ikke glasur på vækstens kage, men er selve fundamentet for at vi har vores rige og tillidsfulde samfund.

Både socialdemokraterne og fagforeningerne har længe haft den fælles forståelse, at det som er godt for dansk erhvervsliv, er godt for de danske arbejdere, der kan tjene en høj løn og dermed give flere skattepenge til velfærdsstaten. Det var den model, som tidligere finansminister Bjarne Corydon kaldte for konkurrencestaten.

Det paradoksale ved denne konkurrencestat var dog, at den baserede sig på den neoliberale logik, der foreskriver at måden man sikrer konkurrencedygtighed på, er med offentlige besparelser, skattelettelser til de rige og reformer af understøttelsessystemerne. Altså alt det som ikke er socialdemokratiske kerneværdier.

Konkurrencestat - en parentes i partiets histore
Det er klart, at globaliserings udfordringer har givet anledning til, at vores politikere har forsøgt at finde nye løsninger og modeller og det er mit klare indtryk at Helle Thorning Schmidt-regeringens projekt var at sikre danske arbejdspladser og penge til fremtidens velfærdssamfund. Men efter otte års forsøg med en konkurrencestatsmodel baseret på neoliberalismens dogmer, står det tydeligt, at det var et vildspor, og det kommende principprogram må på det kraftigste understrege, at dette hverken er ansvarlighed eller moderne ledelse, men en parentes i socialdemokratiets historie.

En socialdemokratisk konkurrencestat? Fint nok, men så lad os da basere den på de værdier vi er dannet af. Dem hvor lighed er et udgangspunkt for vækst, dem hvor et stærkt offentligt system og ligestilling beskytter de svage og sikrer at alle talenter får mulighed for at komme frem, dem hvor offentlige investeringer understøtter grøn innovation og andre spydspidsteknologier, og dem der understreger, at fri og lige adgang to uddannelse er en selvfølge for udvikling af land og folk.

De værdier, som gør os unikke, som det meste af verden misunder os, og som kræfter i selv WTO nu mener, giver de bedst mulige betingelser for vækst.

Hvad står vi i? Danmark, Europa og kampen for transnational regulering
Da industrialiseringen og den moderne kapitalisme for alvor slog igennem, var det socialdemokratiet der politisk stod i spidsen for at regulere kapitalismens kræfter og få dem anvendt til fællesskabets udvikling. I dagens EU har den utøjlede kapitalisme igen fået frit spil, og mens kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed har haft store konsekvenser for vores samfunds sammenhængskaft, så har vi ikke formået at danne en europæisk socialdemokratisk kurs. I stedet har vi forskanset os og håbet på, at væksten i Europa ville betyde vækst i Danmark og at vi dermed har kunnet fastholde nogle arbejdspladser.

Det vilkår at kapitalen er blevet grænseoverskridende, mens stat og samfund stadigt primært opererer inden for nationalstatens rammer, kan hverken de højreorienterede nationalister løse ved at lukke grænserne, ligeså lidt som de venstreorienterede kan opbygge et helt nyt internationalt system uden om erhvervslivet. På samme måde vil det med status quo om få år være umuligt at vende tilbage til nationalstatens socialdemokratiske velfærdsmodel. Derfor kan vi ikke i længden varetager de danske interesser, ved kun at varetage danske interesser.

Vil vi bevare det danske velfærdssamfund, må ind i kampen, ind i systemerne, overtage dem og ændre selve rammerne for EU. Danmark har, med vores udviklede velfærdssystemer, ikke bare mest at tabe ved ikke at gå ind i kampen, vi har med vores socialdemokratiske tradition også den nødvendige erfaring og respekt omkring det vi har opbygget, til at kunne stå forrest i en kamp for mere fælles politik om arbejdsmarked, sociale klausuler, beskatning og reguleringer af især bank og finansvæsen.

En europæisk velfærdsstat
Visionen må være et europæisk velfærdssystem der rummer alle 500 millioner borgere. Det kan selvfølgeligt ikke ske i morgen, vi skal tage hensyn til og værne om vores borgere, hvilket vi primært gør, ved at sikre at Danmark fortsat er en velfungerende velfærdsstat, måske endda udvide vores velfærdsforståelse med fx et borgerlønsprincip, men vi må være ærlige og sige, at hvis der ikke sker noget, så er velfærdsstaten afviklet om 10-20 år.

Socialdemokratismen må derfor igen blive en international bevægelse, der tager ansvaret for at skabe en europæisk union, hvor vi borgere har politisk kontrol over kapitalen og ikke omvendt. Det kræver fornyelse af samarbejdet med den danske og europæiske fagbevægelse og nye politisk allierede i Norden og Europa, det kræver dygtige Europa-politikere, der får mere taletid og det kræver, at vi i langt højere grad tør tage debatten om EU i et format, hvor vi ikke bare jubler over EU som frihandelszone eller hvor kritikken ikke kun reduceres til EU's konsekvenser for Danmark som isoleret nation.

Mest af alt kræver det, at vi bruger langt mere tid på at snakke om et socialdemokratisk Europa som en real mulighed, som en mulighedshorisont for at tage den socialdemokratiske model op på et nyt historisk niveau.

Hvordan kommer vi derhen? Et positivt og fremtidsorienteret projekt
En forudsætning for at socialdemokratismen kan sikre en ordentlig balance mellem marked og politisk regulering i Danmark og i Europa er at vi vitterligt tror på at de socialdemokratiske modeller og værdier fungerer.

Og så er vi tilbage til hvad vi står for og hvordan vores folketingsrepræsentanter forvalter disse værdier. Det er essentielt at vores politikere i ord og handling ikke blot mener, at socialdemokratisk politik er den politik, der til enhver tid føres af partiet med navnet, men derimod at der er nogle grundlæggende værdier, vi stoler på er bedre end andre.

Hvis det nye principprogram og vores folkevalgte ikke formår at inspirere og vise en troværdig vej fremad, således at de kan inspirere folk til aktivt at danne sig fællesskaber og identitet som socialdemokrater, så vil vi blive løbet indenom af de mange populistiske partier, der kan tilbyde masser af identitet, men ingen egentlige politiske løsninger har for Danmark eller for verden.

Søren Valgreen Knudsen er medicinstuderende og bestyrelsesmedlem i Socialdemokraterne Aalborg Centrum.
—
Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets essay-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.
Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk.
Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Bent Hansen: Frihed, lighed, deltagelse
Charlotte Holtermann: Et princip om en værdig død
Charlotte S.H. Jensen: … for at fri vor bundne ånd
Ellen Marie Andreasen: Unge har brug for successer – ikke mere pres
Filip Sebastian: Socialdemokratiet i fortid og fremtid
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Henning Tjørnehøj: Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse
Inger-Lise Nedergaard Carstensen og Vivian Nedergaard T. Brodthagen: Visioner og virkelighed
Jeppe Lindstrøm Christiansen: Vores Socialdemokrati
Jesper Knudsen: Socialdemokratiet må tilbage til rødderne
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Kurt Kirkedal Jensen: Det skulle have været så godt
Morgan Krüger: Uddannelsespolitikken skal ud af overfløjens hænder
Nicolai Kjærgaard Sørensen: S skal ud af sin comfort zone
Ole Lund Petersen: Det står vi for
Per Kristensen: Med dannelsen som drivkraft
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag