Annonce

Fremtiden: Verdens rigeste bliver udødelige

Anmeldelse: Ny Netflix-serie tager favntag med de eksistentielle og klassemæssige dilemmaer, der opstår, når the one percenters opnår udødelighed.
Vi har vist det længe – uligheden galoppere derudaf. Den serbiske økonom Branko Milanovic har vist os, hvordan lønninger til middelklassen blev udhulet over en periode på 30 år. Mens den franske økonom Thomas Piketty har vist os, hvordan svimlende formuer allokeres hos stadig færre superrige. Og herhjemme viser AE-Rådet os nærmest ugentligt, hvordan ulighederne i Danmark stiger på stort set alle parametre. Det er desværre velkendt.

Måske man bare skulle kategorisere Altered Carbon som ’socialrealistisk cyberpunk’.

Som om det ikke var slemt nok i vores daglige trummerum af en virkelig verden, så løfter den nye sci-fi-serie Altered Carbon udfordringerne med stigende uligheder til eksponentielle højder. Jeg opfatter det egentligt som klassisk science fiction, men genren skulle efter sigende hedde ’cyberpunk’. Fint nok. Jeg er ligeglad, for det fungerer pisse godt med både skuespil, tempo, krimitema og social uretfærdighed.

Måske man bare skulle kategorisere Altered Carbon som ’socialrealistisk cyberpunk’.

Hercule Poirot møder Blade Runner
Den svenske stjerneskuespiller Joel Kinnaman, som blandt andet kendes fra Snabba Cash, Suicide Squad, House of Cards og ikke mindst den amerikansk-canadiske genindspilning af danske Forbrydelsen (The Killing), indtager stilsikkert hovedrollen som en terrorist fra fortiden, der vækkes til live for at opklare et mord.


Billedtekst: Joel Kinnaman i rollen som terrorist og detektiv Takeshi Kovacs. 

Selvom plottet omkring mordmysteriet næsten kunne minde om en omgang Hercule Poirot, så er både årstal, tempo og setting ganske anderledes. I Altered Carbons fremtidsunivers har den kunstige intelligens toppet, den menneskelig hukommelse lader sig overføre direkte til maskiner og robotterne har fået følelser. Kroppe er noget, som man kan skifte ud, noget der dør og noget man kan handle med.

Univers og tempo ligner mere det, vi kender som den ikoniske sci-fi-film ’Blade Runner’.

Dø - det er noget, de fattige gør
Kinnaman spiller rollen som Takeshi Kovacs – en antiestablishment terrorist fra fortiden - der vækkes til live for at opklare et mord på en af verdens rigeste mænd. Som en slags futuristisk superdetektiv, overført til en ny super menneskekrop (Et såkaldt ’sleave’), bliver han sat til at opklare, hvad der ligner et selvmord af et magtmenneske med stærke forbindelser til det politiske organ FN, der udgør galaksernes overmagt. Den myrdede tilhører den uforståeligt rige overklasse, der har sat sig udover døden. De rige har overladt dødelighed til de fattige.

De rige skifter kroppe, de rige laver back-ups af sig selv og de rige har altid en reserve liggende klar.

De rige skifter kroppe, de rige laver back-ups af sig selv og de rige har altid en reserve liggende klar. De bor højt hævet – i sikkerhed for de dødelige fattige – over skyerne, hvor de lever en dekadent tilværelse uden respekt for andre mennesker.

Det giver dem en magt, som er usammenlignelig med alt, hvad vi kender i dag. Og en talemåde som ’de almindelige dødelige’ får en helt ny betydning i Altered Carbon.

En reminder til de superrige!
Altered Carbon byder på masser af action, labyrintisk efterforskning og grænseoverskridende menneskelig adfærd. Hvordan vil menneskeheden udvikle sig, hvis vi rent faktisk opnåede magten over både døden og kunstige intelligens. Det overraskende svar på mordmysteriet kommer snigende i sidste afsnit - og uden at gå helt spoiler-amok, så kan godt løfte sløret for, at det ikke ender godt.

En ekstremt høj ulighed er ikke alene skadelig for samfundets svageste, men også for de allerrigeste - sådan er det i hvert fald i Altered Carbon

Seriens primære budskab er, at mennesker skal forblive mennesker fremfor at lege guder. Heller ikke fremtidens superrige kan holde til undergå transformation til guddommelighed, uden at være fortabte. Derfor kunne man måske se Altered Carbon som en oplagt reminder til verdens one percenters; pas nu på!

En ekstremt høj ulighed er ikke alene skadelig for samfundets svageste, men også for de allerrigeste - sådan er det i hvert fald i Altered Carbon og måske i vores nutidige univers.

En uhyggelig realistisk dystopi
Serien deler navn og handling med science fiction-forfatteren Richard K. Morgans bog. Hvis bog og serie rammer plet, så kan der være et rimeligt dystert og totalt segregeret fremtid i vente for menneskeheden. Der vanker dystopi forude, men på mange måder virker serien uhyggeligt realistisk.

Det er et must-see for enhver serie-seer med smag for fremtid, sci-fi og action!

Altered Carbon (2018) kan ses på Netflix.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet