Fremtrædende V-medlem advarer mod VDF-regering og TDC-ejer førte an i storkup

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Et gigantisk kup begået mod europæiske statskasser. Tabet er foreløbigt gjort op til 410 milliarder kroner. Ni lande - deriblandt Danmark - er ramt. Bag kuppet står fine banker, fine finansfolk, fine advokater og fine revisorer.

Politikere, medierne og offentligtheden verden over er forståeligt nok i chok.

Herhjemme er der endnu en politiker-bog på vej. Forfatteren er medlem af Folketinget for Venstre, Jan E. Jørgensen, der har dryppet nyheder fra bogen i Berlingske og Weekendavisen. Jan E. Jørgensen advarer nu mod en regering bestående af Venstre og DF. Det bliver spændende at følge, om flere lignende advarsler følger efter - eller om det stopper her.

Fremtrædende V-medlem advarer mod en VDF-regering

Venstres folketingsmedlem, Jan E. Jørgensen, har ”ekstremt svært ved at se” Venstre i regeringen sammen med Dansk Folkeparti. Han er dermed første folketingsmedlem fra Venstre, der taler åbent imod en VDF-regering.

"Der er mange grunde til, at jeg har svært ved at se en VDF-regering for mig. Ikke mindst i forhold til EU-området, som adskiller os fundamentalt. Jeg synes, at DFs holdninger i EU-politikken bliver mere og mere negative," siger Jan E. Jørgensen til Berlingske og føjer til:

"Alene af den grund har jeg ekstremt svært ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre."

 

TDC-medejer førte an i kuppet mod på europæiske statskasser

Topledelsen i den australske storbank Macquarie, der er hovedaktionær i den danske telekoncern TDC, har personligt godkendt en skattefidus, der gik ud på at trække milliarder ud af den tyske statskasse, og som nu efterforskes som bedrageri.

Det afslører tusindvis af hemmelige efterforskningspapirer, som blandt andet omfatter interne dokumenter og mails fra banken, som DR har undersøgt i et samarbejde med 18 andre medier i Europa - koordineret af den tyske researchorganisation Correctiv.

”Der er tale om dokumenter, der tydeligt viser, hvordan den her forretningsmodel fungerer, og at den blev benyttet regelmæssigt. Dokumenterne er blevet delt mellem adskillige personer i Macquarie, og det er tydeligt, at man her følte sig meget sikker på, at de her arrangementer ikke kunne spores tilbage til banken,” siger Christoph Spengel, der er professor i beskatning ved universitetet i Mannheim og har set dokumentationen.

Det interne materiale afslører, at den australske storbank og TDC-ejer i årevis har spillet en nøglerolle i et netværk af internationale finansfolk, advokatfirmaer og storbanker, som har været specialiseret i forskellige former for formodet bedrageri og spekulation med udbytteskat rettet mod statskasser i Europa.

Læs mere her.

 

Alternativets borgmester-kandidater har fået mundkurv på

Pressen får ikke lov at stille kritiske spørgsmål til de tre medlemmer af Alternativets gruppe i den københavnske Borgerrepræsentation, der dyster om den nu ledige post som partiets nye kultur- og fritidsborgmester i København.

Det fremgår af en meddelelse, som Alternativet København udsendte torsdag aften.

Forbuddet gælder også partiets øvrige medlemmer af Borgerrepræsentationen.

Ifølge Alternativet vælges den nye borgmester på et ekstraordinært partimøde 28. oktober. Indtil da må de tre kandidater, Badar Shah, Franciska Rosenkilde og Kåre Traberg Smidt, ikke udtale sig til pressen eller gå i dialog om valgkampen med lokalafdelingens medlemmer på de sociale medier.

Læs mere her.

 

Erhvervsstyrelsen lukker 11.000 virksomheder

På grund af strammere hvidvaskregler forbedrer Erhvervsstyrelsen sig på at lukke op mod 11.000 virksomheder.

En ny lov fra maj 2017 kræver, at virksomheder skal oplyse, hvem der ejer virksomheden. Men trods flere påmindelser og deadline december 2017, er der stadig knap 11.000 virksomheder, der mangler at oplyse, hvem der er virksomheds-ejer.

Derfor gør Erhvervsstyrelsen sig nu klar til at sende det største antal virksomheder nogensinde i skifteretten. Det vil ske ved at sende et brev til alle virksomhedernes ledelse, der skal besvares indenfor fire uger. Sker det ikke, bliver virksomheden tvangsopløst.

Læs mere her. (Kræver abonnement)

 

Dansk Folkeparti om folkeskolelærere: De er røde og indoktrinerende

"Vi stoler nok ikke helt på, at lærerne ikke vil indoktrinere eleverne."

Sådan siger Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, om folkeskolelærerne.

Ahrendtsen forklarer, at hans og Dansk Folkepartis mistillid til folkeskolelærerne skyldes den politisering, der efter hans opfattelse er foregået siden 70'erne:

”Det skyldes det alvorlige syndefald, der skete i 70'erne og 80'erne. Hvor lærerstanden blev politiseret i en grad som aldrig set før. Hvor lærerne simpelthen trak deres egen politiske overbevisning ned over eleverne. Og det sker desværre stadigvæk, men i mindre grad end dengang,” siger Ahrendtsen og henviser til, at tre ud af fire lærere i Danmark stemmer på partierne i den røde blok, inklusive de radikale og Alternativet.

SF’s undervisningsordfører, Jacob Mark, betegner Ahrendtsens udtalelser som det rene nonsens.

Læs mere her.

 

Pionererne: Episode 3 - De første kvinder på mandeområder

Pia Gjellerup blev landets første kvindelige finansminister i 2000. Gitte Lillelund blev den første forsvarsminister i 2010. Hvorfor gik der så længe? Er kvinder bare ikke interesserede i økonomi og krig? Kunne de mærke, at de var de første kvinder på ellers mandsdominerede områder? Var noget lettere eller sværere?

I dag er kun 4 ud af 17 medlemmer i Folketingets finansudvalg kvinder. Det gælder 5 ud af 29 i transportudvalget. I socialudvalget er der omvendt flest kvinder. Vi tager temperaturen på ligestillingen på borgen i dag.

  Audio titled Pionererne: Episode 3 - De første kvinder på mandeområder by Netavisen Pio

 

 

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce