Da Oprah Winfrey en søndag i januar holdt tale ved Golden Globe-ceremonien gav det genlyd i den vestlige verden. I talen gik Oprah (som vi kender så godt fra skærmen at vi er på fornavn med hende) i rette med den diskrimination, mange kvinder har oplevet på egen krop.

I dag er Oprah bookmakernes favorit til at blive demokraternes præsidentkandidat

Så snart Oprahs tale var forbi, begyndte de sociale medier at boble med overvejelser, formodninger og håb! om, at hun ville være det demokratiske partis præsidentkandidat ved præsidentvalget i 2020. I dag er Oprah bookmakernes favorit til at blive demokraternes præsidentkandidat. Hun er milevidt foran demokratiske fyrtårne som Elisabeth Warren og Nancy Pelosi og langt foran hårdtarbejdende demokratiske senatorer som Kamala Harris og Kirsten Gillibrand.

Det var helt sikkert en god tale, Oprah Winfrey holdt. Og hvor er det godt, at der endelig bliver gjort op med den diskrimination, undertrykkelse og chikane, som alt for mange kvinder har måttet acceptere i alt, alt for mange år. Men en god tale gør det ikke alene. Heller ikke selv om den bliver leveret af en kvinde, der fungerer umanerligt godt foran Tv-kameraerne. Og heller ikke, selv om talen henvendte sig til direkte vigtige og minoriteter som sorte og kvinder, der ofte skal finde sig i uretfærdige vilkår og det, der er værre - og som regnes for demokratiske kerne-vælgergrupper.

Intet at prioritere - alt er lige vigtigt
Det fundamentale problem er, at en stor del af venstrefløjen i både USA og Danmark har glemt, at indflydelsen til at forbedre samfundet ikke kommer af at appellere til nok så mange minoriteter eller af at opliste nok så mange feelgood-forslag, der plejer den kreative klasses selvforståelse.

Et godt eksempel er Hillary Clintons valgkamp mod sprællemanden Trump. En uges tid før valget blev jeg i tvivl om, hvad Hillary Clintons mærkesager egentlig var. Det var nemt at huske Trumps, men hvad var det for to-tre-fire sager, der lå Hillarys hjerte nærmest? For en politisk nørd som mig var det underligt ikke at kunne huske det, så jeg gik ind på hendes hjemmeside.

Det viste sig, at Hillary ikke havde to, tre eller fire mærkesager. Men 41, der stod oplistet side om side i en enorm policy-tabel.

Det viste sig, at Hillary ikke havde to, tre eller fire mærkesager. Men 41, der stod oplistet side om side i en enorm policy-tabel. Noget om hjælp til små forretningsdrivende, noget om seksuel chikane på universiteter, en særlig politik til hjælp for autister og deres familier, en fjerde mærkesag der handlede om Alzheimers, ligestilling mellem mænd og kvinder, en sjette politik der handlede om racisme…og meget, meget mere. En-og-fyrre mærkesager.

Intet var fremhævet, alt var lige vigtigt, og jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor Hillary egentlig ville være præsident.

Det politiske supermarked med noget for enhver kunde
Hillary Clintons ide at begejstre vælgerne var tydeligvis, at man – næsten uanset hvem man er – skal kunne finde en politik, der passede lige præcis til éns behov og personlige mærkesager. En politik, der er skræddersyet til mig som individ, kan man sige. Et politisk supermarked med noget på hylderne for enhver kunde.

Uanset hvem man er – skal kunne finde en politik, der passede lige præcis til éns behov og personlige mærkesager

Dén opfattelse af, hvad politik er, lever i bedste velgående på venstrefløjen. Både i USA og herhjemme, hvor især Alternativet har gjort sig til ekspert i forslag, der ikke vil forandre ret meget i den virkelige verden men er perfekte til at ramme selvfølelsen hos vigtige vælgergrupper. Det, man kan kalde identitetspolitik eller mig-politik.

Alternativet har gjort sig til ekspert i forslag, der ikke vil forandre ret meget i den virkelige verden men er perfekte til at ramme selvfølelsen hos vigtige vælgergrupper

Et eksempel er forslaget om at indføre kødfrie dage i offentlige institutioner, som er Alternativet classic. Ikke fordi jeg synes at der er noget galt med at springe kødet over en dag eller to om ugen, det er fint og helt sikkert sundt. Men forslagets effekt i den virkelige verdens forbrug af CO2 og så videre vil være nærmest ikke-eksisterende, hvis man da overhovedet kunne få indført et Christiansborg-diktatur for, hvad man skal spise i hver eneste daginstitution og på hvert eneste plejehjem i kongeriget.

[rp4wp]

Til gengæld er forslaget om Christiansborg-styring af madplanerne perfekt til at bekræfte selvfølelsen – identiteten – hos Alternativets vælgere. Men er det godt nok?

Visioner frem for Der er ikke brug for flere feelgood-forslag
Som den amerikanske professor, klummeskribent og forfatter Mark Lilla har beskrevet, begår venstrefløjen en enorm fejl, hvis den tror, at identitetspolitikken er en farbar vej frem. Vi skal ikke have mere politik, der er designet til at give en feelgood-oplevelse hos de i forvejen frelste og ikke mere politik skræddersyet til de minoriteter, man i en kalkyle over vælgernes sammensætning har defineret vil være udslagsgivende.

 I sidste ende er identitetspolitikken en bekræftelse af højrefløjens evige fokus på individet.

For i sidste ende er identitetspolitikken en bekræftelse af højrefløjens evige fokus på individet. Vælgeren tilhører et klart defineret vælgersegment, som i Alternativets tilfælde bliver bekræftet i, at Dansk Folkeparti er dumme og primitive, når de helt som forventet går imod de kødfrie dage.

For det, der er behov for, er jo ikke flere tiltag der tilgodeser den enkelte men en vision for, hvordan vi sammen kan gøre Danmark til et godt sted at være. For os alle sammen; som et sted hvor der er brug for alle og plads til alle i en tid, hvor der bliver større og større forskel på de privilegerede og den almindelige dansker. Og hvor definitionen af, hvad vores fællesskab indeholder, er under forandring. En vision, der ikke sætter skel og peger fingre ad dem, der lever deres liv anderledes end os selv, men som tværtimod giver mening, uanset om man er akademiker på Østerbro eller SOSU-assistent i Haderslev.

Fri mig fra kæpheste og moralsk overlegenhed
Så fri mig for mig-politikken. Fri mig for tiltag, der skal ramme lige præcis mine kæpheste og som har til formål at give mig en følelse af moralsk overlegenhed. Fri mig for forslag om kødfrie dage og street fishing.

Fri mig for forslag om kødfrie dage og street fishing.

Og kom i stedet med en vision for vores samfund. Vores fællesskab. Det, der gør os stærke i dag og skal gøre os endnu stærkere om 15 år. En fortælling, hvor fællesskabet løfter de svage og inspirerer de stærke. Hvor fællesskabets styrke betyder, at den enkelte får mulighed for at blive den bedste udgave af sig selv. Dét skal være venstrefløjens fortælling.

Vi har gjort det før, os på venstrefløjen. For det har altid været venstrefløjen, der har udviklet de brede visioner for samfundet; dem der pegede fremad og gav mening, fordi vi kunne være en del af dem uanset hvor i samfundet, vi var. Høj og lav, by og land, ung og gammel.

Det har altid været venstrefløjen, der har udviklet de brede visioner for samfundet

Så lad endelig højrefløjen blive ved med sin evindelige og ærligt talt lidt trættende fortælling om lavere skatter og højere fartgrænser som det højeste mål for al politik. Vi har en fortælling, der er bedre.