Frihed, Lighed, Deltagelse

Essay: Socialdemokratiet og velfærdssamfundet er som siamesiske tvillinger, men velfærdssamfundet kan ikke fungere uden folkelig involvering.
Siden sin begyndelse har Socialdemokratiet konstant kæmpet for at sikre borgernes vé og vel. Det er sket med forskellige midler og under vidt forskellige forudsætninger. Og der skulle gå tre-fire generationer, før begrebet velfærdssamfund slog igennem. Men så skete det også på en måde så partiet og den fælles velfærd blev uadskillelige.

I nullerne var det imidlertid tæt på at lykkes at foretage denne adskillelse. Murens fald i 1989 gjorde liberalismen til ubestridt sejrherre og dominerende – økonomisk og idelogisk. Det var nemt at slå socialdemokrater i hartkorn med dé kommunister der lå tilbage på valen. Der er ingen grund til at gå i detaljer. Dé der måtte have den slags tilbøjeligheder, kan slå efter i Anders Fogh Rasmussens dybsindige analyser, taler og artikler – det skulle gå mærkeligt til om ikke der snart bliver udgivet et fyldigt og kommenteret udvalg.

Det var nær ved at lykkes, fordi liberalismens store sejre slog socialdemokrater med forbavselse og beundring. Og mange havde travlt med at finde Socialdemokratiets plads i dén nyordning i politisk og økonomisk henseende, der ansås for nødvendig, og havde måske ikke den store tålmodighed over for partiets traditionelle sans for socialt afbalanceret udvikling.

Men at give dem ’skylden’ for tingenes skæve gang i dé år er at tillægge enkeltpersoner for megen betydning. Forvirringen hos vores ledere – de ’kendte’ – er jo blot essensen af den forvirring, der prægede de fleste – de ’ikke-så-kendte’ – i kortere eller længere tid. Vi skal holde os for øje, at vi reagerer på dén verden, vi finder foran os. Vi opfinder den ikke på forhånd. ’Ikke bevidstheden bestemmer livet, men livet bestemmer bevidstheden’.

Altså: Med mindre vi vil falde som bytte for konspirationsteorier, er vi nødt til at erkende at ledelsens vaklende kurs i dé år var udtryk for dén tanke om at ”den klasse, som er den herskende materielle magt i samfundet, er tillige dets herskende åndelige magt”. Dette skrev Marx og Engels så tidligt som i 1845. Én af partiets koryfæer skulle have udtalt at ”Vi har meget til overs for Marx, men ikke så forfærdelig meget til over fra Marx”.

Måske vi ved at have bare en smule mere til overs fra Marx kunne have undgået et fejltrin eller to i den sidste snes år. Vi ville i det mindste have haft muligheden for at undgå diskussionerne (for nu ikke at kalde dem skænderier) om hvem der havde ’skylden’ for denne eller hin ulykke, eller om denne eller hin var ’forræder mod socialdemokratiske principper’.

Vi handler – også når vi ikke foretager os noget! – ud fra den virkelighed vi finder for os. Vi vil ét eller andet sted hen herfra, og hvordan kommer vi så det? Hvis det så bagefter viser sig at udgangspunktet var et andet, må man så korrigere. Det ved enhver halvbefaren jollesejler. Det skulle være muligt at udbrede den visdom også til den politiske sfære.

Velfærdsstatens fædre glemte folket
Hvad har det så med velfærdssamfundet og vores diskussion om nyt principprogram at gøre? Fordi dét velfærdssamfund, ’de gamle’ skabte, må kaldes en velfærdsstat. Det var en naturlig konsekvens af mangelsamfundet efter Anden Verdenskrig og det autoritære samfund (’stiv flip og stramt slips’) der blev resultatet under den kolde krig. Det var dét mange i min generation gjorde oprør mod, og som mange – også socialdemokrater – ikke forstod og endnu mindre accepterede.

Men skaberne af den socialdemokratiske velfærdsstat glemte, kort fortalt, at folket skal deltage. Man fjernede de fagforeningsbaserede A-kassers Arbejdsanvisning og lavede en angivelig mere effektiv – men upersonlig og bureaukratisk – ArbejdsFormidling. Man nedlagde sygekasserne, der var foreningsprægede - mange med oprindelse i fagbevægelsen! - og skabte i midt-halvfjerdserne en bistandslov, som ’man’ omgående udhulede fordi ’man’ opdagede, at udgifterne var aldeles ukontrollable. Alt sammen udmærkede initiativer, fordi især bistandsloven indførte retsprincip til afløsning af trangsprincip, samt sikrede mere ensartet behandling, uanset hvor i landet man boede. Men man glemte at folket skulle deltage!

Velfærdsstaten fik ingen tak
I stedet blev det til ’ro på bagsmækken, ingen politik på havnekajen; dét her skal farmand nok klare for jer’. Sammen med at udgifterne til velfærden løb totalt løbsk – den borgerlige regering fra 1968-71 kunne, trods valgløfter om det modsatte, slet ikke styre butikken – blev den folkelige utilfredshed så stor, at vi fik det kaotiske valg i 1973.

Utilfredsheden fandt en slags afløb i to småborgerlige protestpartier, ledet af hver sin anarkist og egocentriker. Deres største succeser var nok i sommerrevyerne og i TV’s ugentlige satireprogrammer. De kunne begge isoleres, og hvis ikke sammenbruddet for dét, der smagfuldt betegnede sig selv som ’den virkeliggjorte socialisme’, havde skabt nye brudflader i samfundet, kunne ’de gamle partier’ formodentlig have sovet videre. De havde jo sejret - ad Helvede til. De så ikke at folk krævede at deltage i deres eget liv.

Det socialdemokratiske slagord har i alle årene siden 1871 kredset omkring forskellige formuleringer: ”Frihed – Lighed – Broderaand” stod der på Internationales første danske fane. Og det er ikke så dumt igen. ’Som brødre vi dele’ - muligheden for at dele forudsætter nemlig gensidighed – solidaritet, deltagelse.

Frihed – lighed – deltagelse kunne være en meget passende overskrift for et nyt principprogram. Hvis ikke vi forstår at sætte folket deltagelse i skabelsen af et Fremtidens Danmark (undskyld, Jens Otto) højest på dagsordenen, har vi misforstået opgaven.

Bent Hansen er næstformand for Socialdemokratiet i Aarhus Østkredsen

Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets essay-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.
Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk
Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Charlotte Holtermann: Et princip om en værdig død
Charlotte S.H. Jensen: … for at fri vor bundne ånd
Ellen Marie Andreasen: Unge har brug for successer – ikke mere pres
Filip Sebastian: Socialdemokratiet i fortid og fremtid
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Henning Tjørnehøj: Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse
Jeppe Lindstrøm Christiansen: Vores Socialdemokrati
Jesper Knudsen: Socialdemokratiet må tilbage til rødderne
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Kurt Kirkedal Jensen: Det skulle have været så godt
Morgan Krüger: Uddannelsespolitikken skal ud af overfløjens hænder
Inger-Lise Nedergaard Carstensen og Vivian Nedergaard T. Brodthagen: Visioner og virkelighed
Ole Lund Petersen: Det står vi for
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag


Flere artikler om emnet

Annonce