Frihedsbrevet: Et stykke fra armbevægelserne til virkeligheden

Efter et produktivt liv som licens-finansieret journalist har Mads Brügger fået øje på behovet for et medie uafhængigt af statsstøtte.
Det er med vanlige store armbevægelser, når Mads Brügger bedyrer at: “Den, der betaler for orkesteret, bestemmer også musikken”. Logikken er klar: medierne kan ikke bide den stats-hånd der fodrer dem.

Og det kunne grangiveligt lyde som om alle andre journalister end Mads Brügger er en flok bovlamme lakajer. En holdning mange nok vil tillægge den iltre og meget twitter-ivrige forhenværende 24Syv-programchef.

Den, der betaler for orkesteret, bestemmer også musikken

Det skulle dog ikke forstås så firkantet og helt uden kongelige privilegier er Frihedsbrevet da heller ikke: Momsfritagelsen siger man ikke nej tak til. Og det er da også muligt at bedrive kritisk journalistik for skattekroner.

Trods alt.

Modig ambition

Men viljen til at bedrive journalistik uden mediestøtte er om ikke orignal, så alligevel modig og publicistiske ambitioner kan man aldrig få for meget af.

Det er således Mads Brügger selv, der med vanlig talent for hype har sat baren højt. Måske for højt. Her på Frihedsbrevets første uge er der et stykke fra armbevægelserne til virkeligheden.

Simon Juuls causerende reflektioner over sin egen corona-dovenskab er ja, lige så dovent som de toasts han med tiltagende kreativitet klasker sammen efterhånden som køleskabet tømmes.

...viljen til at bedrive journalistik uden mediestøtte er om ikke orignal, så alligevel modig

Flemming Rose laver et udemærket interview af Jonathan Rauch der er aktuel med The Constitution of Knowledge: A Defense of Truth, der sådan set lige så vel kunne være blevet bragt i Ræson eller Altinget.

Bordeller og spioner

Så er der noget om en tidligere socialdemokratisk folketingskandidat der udlejer en ejendom til bordeldrift. Artige sager, men er det virkelig kun ægte uafhængige medier, der tør bedrive så uforfærdet magtkritisk journalistik?

Artiklen om Forsvarets Efterretningstjenestes samarbejde med NSA indeholder intet nyt for nørderne, der næppe bliver forfærdede over, at selv nære allierede spionerer mod hinanden.

Artige sager, men er det virkelig kun ægte uafhængige medier, der tør bedrive så uforfærdet magtkritisk journalistik?

Det langt mere interessante spørgsmål: Hvorfor nationens spiontjeneste lækker tophemmeligheder, og hvad det betyder for rigets sikkerhed og det fremtidige samarbejde med udenlandske tjenester berøres ikke. Det ville ellers være et oplagt spørgsmål til en gammel whistleblower som Frank Grevil.

Så er der lidt mere kød på artiklen om Poul Madsens afgang som chefredaktør for Ekstra Bladet, for hvornår er en mediechef nogensinde stoppet, fordi han ville bruge mere tid på familien? Er det noget Kristoffer Eriksen ved noget om? Vi bliver aldrig for alvor klogere på årsagen, men omtalen kastede et præventivt Facebook-opslag af sig.

placeholder

Det er den form for uforskammet og herlig ukollegial journalistik, som kunne blive Frihedsbrevets helt store eksistensberittigelse. For tro det eller ej: at gå efter de politiske magthavere er ikke nogen ny idé.

Er det noget Kristoffer Eriksen har hørt?

Tusind kreative frø spredt for vinden

Frihedsbrevet er det tredje (fjerde hvis man medregner satire-programmet R8dio) medie, der har åndelige rødder i den hedengangne radiostation 27Syv.

Det siger noget om kreativiteten i det miljø. Hvis der skal komme noget godt ud af det politiske overgreb på stationen, så det at magthaverne har spredt tusind frø for vinden.

Frø der blomstrer.

Sidste år lancerede den forhenværende Q&A-vært Mikkel Andersson det borgerlige netmagasin Kontrast. Så kom nyhedsjournalisten Asger Juul med radiokanalen “Den Uafhængige” med en lang række gamle 24Syv-navne.

Frø der blomstrer.

Frihedsbrevet har noget af den samme på en gang elitære og samtidig anti-establishment ånd, som de to andre medier, og har som Kontrast markante højreorienterede pengemænd i ryggen.

I sammenligning med Kontrast og Den Uafhængige er Frihedsbrevet suverænt det mest økonomisk muskuløse medie, men de mange ressourcer kan indtil videre ikke mærkes. Holder de krudtet tørt, eller har man allerede skudt tomt? 

Det er tydeligt at man akkurat som på 24Syv ser sig som værende i opposition til Danmarks Radio, der anses for at være følgagtig over for velfærdsstaten.

Holder de krudtet tørt, eller har man allerede skudt tomt? 

Var 24Syv borgerlig?

Men hov, var 24Syv et borgerlig medie? Nej, hvis man kunne tale om en grundtone i kanalens virvar af magasin- og nyhedsprogrammer, så er den hipster-ironisk og kynisk-sarkastisk i overensstemmelse med den politisk fremmedgjorte 90’er-generations verdensbillede. Midaldrende teengere i gummisko og modebriller.

Med Kristoffer Eriksen og flere markante profiler om bord er der lagt op til et medie med en markant nyhedsdækning. Noget man kommer til at skulle forholde sig til.

Mads Brügger har nemlig endnu til gode at lancere et kedeligt medieprojekt. Han har talent for at finde de rigtige mennesker til de rigtige opgaver. Alene det gør, at man bør blive hængende.

Mads Brügger har nemlig endnu til gode at lancere et kedeligt medieprojekt

Men løftet som vi bliver teaset? At medier uden statsstøtte kan noget som ingen andre? Det bliver i hvert fald ikke godtgjort i første udgave af Frihedsbrevet.

Opdateret 19-06-2021 kl. 1144 med præcisering og fjernelse af Mikael Bertelsens navn, da han ikke er en del af projektet.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Dejligt med endnu et borgerligt medie, NOT!

Annonce