Fuld spænding om hvem der skal afløse Henrik Dam

Kun få stemmer skilte de tre kandidater, der forsøger at afløse S-veteranen.
Louise Lindskrog, Thomas Monberg Andersen og Susan Gyldenkilde skal nu ud i en ny afstemning om ledig folketingskreds.
Tre socialdemokrater er i tæt kamp om at afløse Henrik Dam Kristensen som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Horsenskredsen.

Henrik Dam Kristensen, der er formand for Folketinget, meddelte forleden at han ikke genopstiller til næste valg.

Tre kandidater: Susan Gyldenkilde, Louise Lindskrog og Thomas Monberg Andersen, har meldt sig som potentielle afløsere for Dam Kristensen, der har været opstillet i Horsens siden 2005.

Onsdag aften var der opstillingsmøde og Ifølge Horsens Folkeblad var der mødt 119 socialdemokrater frem til mødet, hvor de kunne stemme om hvem der skal være ny kandidat.

Deres stemmer gik som følger: Byrådsmedlem Thomas Monberg Andersen fik flest med 46 , Louise Lindskrog, der er tidligere byrådsmedlem i Aarhus og arbejder som politisk konsulent for Socialdemokratiet på Christiansborg, fik 41, mens byrådsmedlem Susan Gyldenkilde på tredjepladsen fik 32 stemmer.

Muligvis to runder

Fordi ingen af de tre kandidater fik over 50 procent af stemmerne, skal valget af ny folketingskandidat nu i urafstemning blandt alle kredsens medlemmer.

Får en af de tre kandidater over 50 procent af stemmerne i urafstemningen, er han eller hun partiets nye folketingskandidat.

Får ingen af dem 50 procent, går de to kandidater med flest stemmer videre til anden urafstemning, hvor man vinder med simpelt flertal.

Kredsformanden fortæller til Horsens Folkeblad, at hun forventer at den første urafstemning vil være slut i midten af næste måned.

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce